August Jerndorff

August Jerndorff, August Andreas Jerndorff, 25.1.1846-28.7.1906, maler. Født i Oldenburg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). J. fik sin første undervisning hos onklen Just Holm og arbejdede derpå i to år som elev og medhjælper hos Chr. Hetsch. Samtidig besøgte han Teknisk skole og dimitteredes herfra 1863 til akademiet som han 1868 forlod med afgang. Senere blev han elev af P. C. Skovgaard hos hvem han malede portrætstudier. Mellem 1875 og 1878 opholdt han sig med enkelte afbrydelser i Italien hvorfra han rejste hjem over Paris. 1882 var han sammen med Th. Bindesbøll i Wien (verdensudstillingen) og Italien, og 1893 rejste han sammen med Viggo Pedersen til München for at studere farveteknik. J. debuterede på Charlottenborg 1866 som landskabsmaler og udstillede her til stadighed med undtagelse af årene 1894–96 hvor han var repræsenteret på Den frie udstilling. På Kunstnernes efterårsudstilling udstillede han 1904–05. 1908 afholdt Kunstforeningen en mindeudstilling. – J. står som en af de centrale skikkelser inden for den kreds af kunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede hvis studierejser gik til Italien i 70erne, og hvis maleriske udvikling blev fuldført før den franskpåvirkede naturalismes gennembrud. Af kunstnere stod han navnlig Otto Haslund og Kr. Zahrtmanns tidlige kreds nær samt brødrene Joakim og Niels Skovgaard og Bindesbøll. Han havde dog også føling med den mere radikale generation af malere og var således 1880 sammen med L. Tuxen og Frans Schwartz med til at oprette det akademi i Søkvæsthuset som kom til at danne grundlaget for de senere frie studieskoler. J.s produktion omfatter portrætter, bibelske kompositioner, landskaber og illustrationsarbejder. Som portrætmaler viste han allerede tidligt modenhed og malerisk kraft, som fx i portrættet af Pastor L. H. Schmidt der 1869 belønnedes med den Neuhausenske præmie, eller i det indtagende portræt af Partikulier Kunze og Søn, 1871 (Hirschsprung), som "i Aanden og Stilen minder om fransk Kunst fra 40'erne" (Karl Madsen), eller det i stillingen så udtryksfulde og i malerisk henseende så fine portræt af svigerfaderen, Professor H. Matthison-Hansen ved orglet, 1872 (Kunstmuseet) som var et af de få danske billeder der vandt anerkendelse i Paris 1878. 1872 malede J. et portræt af Wilhelm Marstrand til udstillings-komiteen ved Charlottenborg, og efter dette fulgte en række bestillingsarbejder som, om end altid prægede af indtrængende studium, kunne virke noget skabelonagtige og tørre i farven. I portrættet af Professor C. T. Barfoed fra 1886 (i Carlsberg laboratoriet), et af hans fineste og sjælfuldeste portrætter, viser han imidlertid atter sin oprindelige friskhed, og som helhed står han som en af vore fornemste portrætmalere. Af portrætter i offentligt eje kan nævnes J. D. Herholdt, 1875 og J. Exner, 1887 der tilhører udstillingskomiteen ved Charlottenborg, biskopperne H. O. C. Laub, 1875 og H. J. Swane, 1890 i Viborg domkirke og Olaf Poulsen, 1901 på Det kgl. teater. På Fr.borg findes Jap. Steenstrup, 1885, de to bryggere Jacobsen, J. B. S. Estrup, 1895 og Enrico Dalgas, 1897 samt de fantasifulde og stemningsbetonede historiske monumentalportrætter af officererne fra treårskrigen og 1864: Claude du Plat, 1885 og General Bülow. 1890, Oberst Lunding, 1892 og General Rye, 1895 som i kunstnerisk henseende udmærker sig ved deres karakterfulde linjevirkning, og hvor J. med en folkelig patos som er fri for svulstighed har givet en fortolkning af helteskikkelserne der har fæstnet sig som almengyldige i folkebevidstheden. – Fra første færd har J. tillige malet bibelske billeder, men her var det som om hans fantasi ikke arbejdede frit, og de fleste af disse kompositioner er præget af akademisk tørhed tilsat en ubehagelig drastisk følsomhed i fortællemåden. 1871 vandt han akademiets lille guldmedalje for sin karton Den barmhjertige Samaritan, og fra s.å. er det store billede Episode fra Israelitternes Vandring i Ørkenen. Derefter fulgte Herren taler til Kain efter Abels Død, 1874 og Syndfloden, malet i Rom 1877, som vandt en halvdel af den Eibeschiitzske præmie, samt en række alterbilleder i kirkerne i Avernakø, Våbensted, Nykøbing M., Skt. Peders kirke i Slagelse og Skt. Clemens kirke i Skive, og til Jesuskirken i Valby malede han de tolv apostle (1891). Som figurmaleri har Sig. Muller dog fremhævet det enkeltstående Ung Kvinde, halvt draperet, malet i Rom 1878 (Hirschsprung). Det område hvor J. har arbejdet med størst inspiration og umiddelbarhed er landskabskunsten og illustrationskunsten hvor hans fine lyriske egenskaber forener sig med hans sans for det romantiske og fantasifulde. I de første år malede han navnlig landskaber fra Roskilde, fra Vordingborgegnen og fra Århus, men efter 1884, da han tilfældigt gjorde en udflugt til Kullen sammen med Julius Lange, vendte han gang på gang tilbage hertil på sommerophold og han har i det hidtil sjældent anvendte højformat malet smukke klippepartier herfra samt kystlandskaber fra Båstad. J.s landskaber er små intime studier i den gamle landskabstradition, undertiden mindende om P. C. Skovgaard ved den kærlige redegørelse for blomster og planter, undertiden om Vilhelm Kyhn i lyrisk stemningsrigdom, med en personlig friskhed som giver dem en værdi i sig selv inden for vor landskabskunst. J. har fra sin tidligste ungdom arbejdet som illustrator bl.a. med bidrag til børneblade og tidsskrifter. Blandt hans betydeligste bogarbejder kan nævnes Romancer og Digte, udg. af Chr. Richardt 1882, Oehlenschläger: Aarets Evangelium, 1884, Svend Grundtvig: Danske Folkeæventyr, 1884, Holger Drachmanns Troldtøj (sammen med Th. Bindesbøll og J. Skovgaard 1889–90) og Fru Ingelils Døtre. Mens de tidlige arbejder kan være ret traditionelle begyndte hans særlige evner for det fantasifulde at vise sig i folkeeventyrene hvor han i visse af tegningerne er fuldt ud på højde med både Niels Skovgaards og Erik Werenskiolds illustrationsarbejder i samme genre. J. fik endvidere betydning ved sin indsats på det keramiske område under samarbejdet med Utterslevkunstnerne og i tilknytning til Dekorationsforeningen. J.s evner i denne genre kom i anvendelse 1878 og 1900–05, hvor han ledede restaureringerne af Constantin Hansens og Georg Hilkers dekorationer på universitetet. Kort før sin død fik han endvidere overdraget arbejdet med restaureringen af J. V. Sonnes frise på Thorvaldsens museum, som han dog ikke nåede at få påbegyndt. J. fik 1884 udstillingsmedaljen. 1884 blev han medlem af akademiets plenarforsamling og var 1887–93 medlem af akademirådet. 1890 konkurrerede han forgæves med Frants Henningsen om akademiprofessoratet og blev først udnævnt til professor 1901.