J.D. Herholdt (arkitekt)

J.D. Herholdt, Johan Daniel Herholdt, 13.3.1818-11.4.1902, arkitekt. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Vestre). H. kom i tømrerlære 1834, blev svend 1837 og arbejdede som tømrer indtil 1840. I aftentimerne og i ledige dagtimer uddannede han sig imidlertid samtidig som arkitekt. Allerede 1832 var han begyndt på akademiets obligatoriske tegneundervisning for håndværkere. Han fortsatte på professor G. F. Hetsch' private tegneskole hvor han fik lyst til at blive arkitekt og startede derpå et noget usædvanligt uddannelsesforløb. 1839–40 gik han i lære på arkitekten Gottlieb Bindesbølls tegnestue herefter arbejdede han 1841–42 som arkitekt i Trondhjem der på det tidspunkt havde været hærget af en stor brand, og 1843–44 arbejdede han på forskellige tegnestuer i Hamburg der også havde været hjemsøgt af ildsvåde, og i Altona bl.a. ved banegården. Herefter arbejdede han i nogle år som konduktør for N. S. Nebelong i Kolding. Ind imellem den praktiske virksomhed gjorde han sin uddannelse ved akademiet færdig, således vandt han i 1843 den lille sølvmedalje, 1846 den store, 1849 den lille guldmedalje for Et invalidehotel og 1851 Den Neuhausenske præmie for en opmåling af et parti af Kronborg slotsgård. Derimod konkurrerede han forgæves til den store guldmedalje. Om denne periode fortæller han: "I disse Aar var jeg tillige jevnligt beskjeftiget med Tegning hos afdøde Bindesbøll, hvis livlige og belærende Yeiledning i Forbindelse med Høyens i saa høj Grad vækkende Forelæsninger bidroge til at bringe Interessen for Kunsten til Gennembrud hos mig." Men efter den mislykkede guldmedaljekonkurrence opgav han at gå videre ved akademiet og søgte 1858 det mindre rejsestipendium og var herefter i to år på rejse i udlandet hvor han bl.a. besøgte Tyskland, Italien, Frankrig og England. Allerede inden afrejsen, mens han endnu færdiggjorde uddannelsen på akademiet havde han sine første selvstændige opgaver i København: Bibows villa Taarnborg på Gammel kongevej, 1847 og xylograf Axel Kittendorffs villa ved Bianco Lunos allé, 1852. Til trods for at begge villaer senere er nedrevet indtager de en ikke ubetydelig plads i dansk arkitekturhistorie. I Taarnborg introduceredes en særlig italiensk påvirket fri villastil og Kittendorffs villa betragtes som et af de fineste eksempler på original romantisk villastil med mønstermuret facade og fri planløsning.

1856 vandt H. første præmien i konkurrencen om universitetsbiblioteket. Bygningen opførtes i 1857–61 og blev et afgørende gennembrud for H. ligesom den i almindelighed betragtes som skelsættende i dansk arkitektur. H. omsatte mange af sine friske rejseindtryk af både ældre og nyere arkitektur i biblioteksbygningen der.både i sit indre og sit ydre bærer et umiskendeligt sakralt præg, stærkt påvirket af kirken S.Fermo i Verona. Den indre katedrallignende bogsal var bygget op i en basilikal struktur, udført i støbejern, under indtryk af den nye jernarkitektur i Frankrig og England og første gang herhjemme udført i større omfang. Eftertiden har især lagt vægt på betydningen af den pyntelige og stoflige anvendelse af mursten og formsten der navnlig fornemmes i facaderne. Ved sin monumentalitet befæstede bygningen herved de bestræbelser for at skabe en dansk byggetradition baseret på anvendelse af mursten der var indledt af G. F. Hetsch og G. Bindesbøll. Af særlig betydning var det at bygningen satte gang i en stor hjemlig produktion af formsten. Endelig betegner universitetsbiblioteket herhjemme et gennembrud for anvendelse af historiske motiver hvor det ornamentale træder stærkere frem i en mere gennemført historisk korrekt skikkelse end tidligere. H. kom til at danne skole. Baseret på sunde rationelle arkitektoniske principper med forkærlighed for murstenens anvendelsesmuligheder skabte H. og hans elever grundlaget for en aldrig afbrudt bygningstradition herhjemme. H. foretrak overvejende historiske motiver fra den hjemlige middelalder, norditaliensk teglstensarkitektur og den tidlige renæssance. Den retning H. kom til at repræsentere er siden betegnet som den nationale, hvilket giver nogen mening for så vidt de fremmede motiver fik en vis borgerret i dansk kultur ved den måde hvorpå de forbandtes med hjemlige materialer, men dækker i mindre grad Herholdtretningens modsætningsforhold til de såkaldte europæere, arkitekter som Ferdinand Meldahl, Vilhelm Dahlerup, og Vilhelm Klein og deres elever der lagde vægt på arkitektonisk pragt og effekt. Blandt H.s øvrige værker kan nævnes herregården Selchausdal, 1856 med motiv fra badstuen ved Frederiksborg slot; Københavns anden banegård, 1863–64, senere nedrevet, med en stor banegårdshal omspændt af en mægtig tømmerkonstruktion og gavlfacader komponeret over facaden til S.Ambrogio i Milano; Nationalbanken, 1866–70, senere nedrevet, efter den florentinske ungrenæssances paladser; Vindinge kirke, 1874–75 med forbillede i de ældre landsbykirker; Duebrødre kloster i Roskilde, 1879–80 med motiver fra Oluf Mortensens våbenhus: det ottekantede kapel i træ på Roskilde kirkegård 1885 efter de norske stavkirkers konstruktion. Af H.s meget omfattende produktion kan endvidere nævnes Studenterforeningens bygning ved Holmens kanal 1861–62, senere nedrevet; Grøns pakhus, Holmens kanal 7, 1862–63; fru Heibergs villa, Rosenvængets hovedgade, 1862; Kreditkassen i Bergen i renæssance, 1874; museums- og gymnastikbygningen på Herlufsholm, 1875 i gotik; Bikuben, Silkegade 8, 1881–84 i renæssance: rådhuset i Odense, 1881–83 sammen med C. Lendorf; Polyteknisk læreanstalts ældre bygning ved Sølvgade 1886–90 og Botanisk laboratorium ved Gothersgade 1888–90 i renæssance; toldkammerbygningen i Helsingør, 1891. Der kan undertiden hvile en beskeden fremtoning over hans bygninger hans force var måske i højere grad hans aldrig svigtende sans for størrelse og finhed i forholdene samt den fantasi man møder i de bedste af hans bygninger. Det samme gælder dekorative arbejder som gitrene ved Selchausdals haveterrasse, smedejernsporten til Duebrødre hospital og indgangsportene af Faksekalk til Ørstedsparken 1878. Det var også H. der sammen med N. L. Høyen vakte arkitekternes interesse for opmåling og tegning af Nordens ældre bygningskunst. Selv tegnede han partier af domkirken i Trondhjem, opmålte 1843 Skt. Knuds kirke i Odense, udførte tavlerne til Selskabet for nordisk kunsts hæfte om Helligåndskirken i Visby med tekst af Høyen. H. var i besiddelse af megen konstruktiv sans og bidrog til løsningen af flere af tidens nye opgaver, bl.a. hul mur af halve sten der første gang anvendtes i Kittendorffs villa, den første større jernkonstruktion i universitetsbibliotekets indre, de store træbuer over hovedbanegårdens hal m.v. H. har udgivet Lommebog for Bygherrer og Bygmestere, 1867 (flere udgaver) og Veiledning i Husbygningskunst, 1875. I sine mange restaureringer var han præget af tidens almindelige ønske om at føre bygningerne tilbage til deres oprindelige stil og kunne have en lykkelig hånd. Her kan nævnes Herlufsholm kirke 1861–63; Roskilde domkirkes hovedrestaurering, påbegyndt sammen med Christian Hansen 1859, afsluttet 1873; Skt. Knuds kirke i Odense 1868–74; Slagelse hospitals nordfløj, 1877; Skt. Peders kirke i Næstved 1882–85 og Klosterporten i Sorø, 1882–94. Han var lærer i borgerlig bygningskunst ved Polyteknisk læreanstalt 1860–75, medlem af akademiet fra 1861, af skolerådet fra 1867, medlem af Det særlige kirkesyn 1862–86, sidste år som formand, medlem af Kbh.s borgerrepræsentation 1864–76, bygningsinspektør 1881–92, medlem af akademirådet 1887–89. Ved sin fratræden som bygningsinspektør modtog han fra en kreds af håndværkere en mindetavle af elfenben. – Æresdoktor 1879. Tit. professor 1863. Etatsråd 1871.