J.O. Schack-Rathlou, Joachim Otto Schack-Rathlou, 13.7.1728-7.6.1800, gehejmestatsminister. Født på Juellinge, Hellested sg, død på Rathlousdal, begravet i Gosmer k. Tidligt forældreløs fik drengen sin første opdragelse hos mormoderen, generalinde Øllegaard v. Ingenhaef, f. Rantzau. Hun tog ophold på Sneumgård ved Ribe hvor han til huslærer fik den sachsiske præstesøn A. G. Dathe. Tolv år gammel kom han i huset hos en moster der var gift med generalløjtnant Michael Numsen i Kbh. 1742–45 hørte han forelæsninger over jura og historie ved universitetet hvorefter han 1746–48 foretog en udenlandsrejse der over Tyskland førte ham til Schweiz og Frankrig med længere ophold i Lausanne og Paris. Som led i uddannelsen til en embedskarriere blev han jan. 1751 auskultant i højesteret og marts s.å. assessor i hofretten. Aug. 1751-maj 1752 fik han som cavalier d'ambassade i Stockholm lejlighed til at sætte sig ind i gesandtskabsforretningerne, og allerede n.å. var det på tale at gøre ham til dansk udsending i Berlin, en tanke der dog igen blev opgivet. I stedet knyttedes han der marts 1754 var blevet virkelig assessor i højesteret, april 1755 til tronfølgerens hofstat hvor han vandt sin nærmeste foresatte, hofmesteren Ditlev Reventlows agtelse og skaffede sig en velynder i overhofmarskallen A. G. Moltke. Vist på foranledning af denne udpegedes han i slutningen af 1759 til dansk gesandt i Stockholm, en stilling han beklædte fra marts 1760 til marts 1767. Hans hovedopgave som sådan blev efter J. H. E. Bernstorffs nøje direktiver at assistere først den franske og siden den russiske gesandt i bestræbelserne for at opretholde regeringsformen af 1720 og modarbejde hoffets planer om en magtudvidelse der kunne true freden i Norden. S.-R.s medvirken i denne politik der bl.a. betjente sig af rigelige bestikkelser måtte selvsagt gøre hans stilling vanskelig og ubehagelig. Og navnlig blev dette tilfældet da han 1766 måtte drive det tidligere aftalte ægteskab mellem den danske prinsesse Sophie Magdalene og kronprins Gustav (III) igennem mod hoffets vilje og med bistand fra dets modstandere. På samme tid pintes han af økonomiske og huslige sorger. Hans første stillinger havde været ulønnede, og han havde 1758 måttet sælge Sneumgård. Den i og for sig anselige gage han oppebar som gesandt forslog kun slet til de krav som stilledes til ham. Hustruens helbred var dårligt, og hun aborterede flere gange. En søn døde som spæd, og en datter, Sophie Dorothea, gift med baron Clemens August Haxthausen, døde barnløs 1778 i sin alders 21. år.

S.-R.s brevveksling fra disse år med onkelen overjægermester C. C. v. Gram, med Moltke, Bernstorff og Reventlow tegner billedet af en udpræget sortseer, en idelig bekymret mand der ikke følte sig på højde med sit hverv. Gentagne gange bad han om at blive kaldt hjem; men da han febr. 1765 fik meddelelse om at han var udnævnt til 2. deputeret for finanserne (rentekammeret) under Ditlev Reventlow frabad han sig energisk stillingen. Under et besøg i hjemlandet 1763 havde han hentet sig et tilsagn om amtmandsposten i Skanderborg ved første indtrædende vakance, og det ser ud til at han som mange af sine fæller inden for den danske adel har foretrukket en behagelig amtmandstilværelse for en besværlig, om end mere udsigtsrig post i centraladministrationen. I Kbh. var man dog ikke til sinds at give slip på ham. Posten som 2. deputeret holdtes stadig åben, og aug. 1766 udpegedes han til medlem af overskattedirektionen. Grundene til at opmærksomheden samlede sig om ham var flere. Han havde gjort sig fordelagtigt bemærket ved sine gode kundskaber og ved den grundighed hvormed han havde sat sig ind i og givet besked om forholdene i Sverige. Tillige var han dansk, et vigtigt fortrin på et tidspunkt hvor det måtte være ønskeligt at afbøde en begyndende uvilje mod det tyske elements overvægt i den øverste styrelse og sikre sig den danske adels medansvar ved løsningen af finansmisèrens alvorlige problemer. Endelig var han en mand uden skarpe standpunkter og uden nogen udtalt ærgerrighed hvorfor man fra forskellig side gjorde regning på hans støtte. Således var Reventlow bekendt med at S.-R. i mangt og meget delte hans syn på finanspolitikken mens Moltke på sin side synes at have regnet ham blandt sine tilhængere. Ejendommeligt er det at se den nylig afskedigede Moltke i jan. 1767 stille S.-R. som endnu sad i Stockholm i udsigt at han måske snart kunne blive Reventlows efterfølger som 1. deputeret. Måske var det dette der overvandt S.-R.s betænkeligheder og fik ham til efter hjemkomsten at acceptere stillingen som 2. deputeret. Febr. 1768 gik så Moltkes forudsigelse i opfyldelse og S.-R. overtog stillingen som 1. deputeret. Samtidig blev han direktør for Fonden ad usus publicos og medlem af generallandvæsenskommissionen (fra marts 1768 generalland-væsenskollegiet). Reventlows magtstilling arvede han dog ikke; han fik ikke som denne sæde i kommercekollegiet og generaltoldkammeret, så lidt som han blev medlem af konseillet. Han besad heller ikke Reventlows personlige myndighed og ubøjelige vilje og stod temmelig hjælpeløs over for de skiftende indflydelser der gjorde sig gældende gennem den unge konge. Han var ude af stand til at dæmme op for den forværring finanserne undergik som følge af kongens udenlandsrejse, hoffets tiltagende ødselhed og uansvarlige kredses dispositioner. Samtidig kneb det for ham at opretholde sin autoritet indadtil i rentekammeret. I generallandvæsenskollegiet spillede han næppe nogen større rolle. Han interesserede sig for rent praktiske landbrugsreformer der kunne komme godsejerne til gode, men var betænkelig ved indgreb i deres rettigheder (arvefæstets indførelse og hoveriets bestemmelse). Næppe uden grund kritiserede han tempoet i reformlovgivningen som ikke levnede godsejerne tilstrækkelig tid til udførelsen af de indgribende bestemmelser.

Da Bernstorffs afskedigelse sept. 1770 bragte det allerede stærkt undergravede gamle system i skred, medførte det i første omgang en ophøjelse for S.-R. der nu blev medlem af konseillet. Det var imidlertid umuligt for ham at identificere sig med det nye regime, og da han i okt. s.å. stilledes over for en kabinetsordre om generaltoldkammer- og kommercekollegiets forening med rentekammeret under hans ledelse, benyttede han lejligheden til at tage sin afsked. Denne første udprægede stillingtagen fra hans side hilstes med stor tilfredshed blandt modstanderne af det nye styre og vandt ham så megen mere agtelse som den var forbundet med et betydeligt økonomisk offer. Han fik nemlig ingen pension og var i virkeligheden næsten helt uden midler da han efter afskedigelsen slog sig ned i Århus. Til alt held døde imidlertid febr. 1771 hans faster Dorothea Sophie Rathlou, enke efter gehejmeråd Christian Rathlou, og efterlod ham i henhold til en gammel aftale godserne Rathlousdal og Gersdorffslund hvorved han blev en velstående mand. Nu var det han knyttede Rathlouernes navn til sit eget.

Fra Jylland fulgte han opmærksomt og gennem livlig brevveksling med det gamle konseils mænd begivenhederne i hovedstaden. Straks efter Struensees fald kaldtes han tilbage til Kbh. og fik sæde i det nyindrettede gehejmestatsråd. Han tog del i de afgørelser som bestemte dronningens og de styrtede magthaveres skæbne, og blev medlem af kommissionen til undersøgelse af de af Struensee foretagne forandringer. Hans andel i de trufne beslutninger er ikke fastslået, men det er sandsynligt at han har øvet en betydelig indflydelse. Både enkedronningen og arveprins Frederik nærede stor respekt for hans viden og administrative erfaring og gjorde udstrakt brug af hans råd og bistand i offentlige som i mere private anliggender. Den nye statsrådsordning der – med en undtagelse for det udenrigske departements vedkommende – udelukkede kollegiechefer fra sæde i statsrådet bevirkede at S.-R. i dette fik referatet af rentekammerets og finanskollegiets sager uden samtidig at bebyrdes med disses kollegiers besværlige detailforretninger. I øvrigt var han virksom ved nedsættelsen af den i okt. 1772 udnævnte ekstraordinære finanskommission og fik sæde både i den og, marts 1773, i overskattedirektionen ligesom han juni s.å. blev direktør for skatkammeret. På samme tid havde hans ord en særlig vægt i udenrigspolitiske spørgsmål. Her fastholdt han de synspunkter der havde været ledende for hans virksomhed som gesandt. Ud fra en rodfæstet mistillid til Gustav III anså han en snæver tilknytning til Rusland for nødvendig. Til gengæld besad han fuldt ud den russiske regerings tillid hvilket blev afgørende for den heldige tilendebringelse af mageskifteforhandlingerne 1773. Efter at det i marts s.å. var lykkedes gennem et intrigespil hvori S.-R. spillede en ikke alt for tiltalende rolle at styrte udenrigsministeren A. S. v. d. Osten, ledede han ad interim de udenrigske affærer. Såvel hoffet som den russiske regering havde gerne set ham fortsætte på denne post, men han følte selv sine evners utilstrækkelighed, og i april overtog A. P. Bernstorff stillingen. Det skyldtes for en stor del S.-R. at denne mand sammen med H. C. Schimmelmann i efteråret 1772 atter var blevet draget ind i styrelsen, og samarbejdet mellem dem på finanspolitikkens som på udenrigspolitikkens område forløb i begyndelsen godt. Men især mødtes de i ønsket om at værne statsrådet og kollegierne mod indgreb fra hoffets side samt i hævdelsen af det adelige elements fortrinsstilling i statsstyreisen. Sit skarpeste udtryk fik denne holdning i striden om oprettelsen af direktørstillingen i tyske kancelli 1773 hvor ministrene førte sejren hjem, og hoffets kandidat C. L. Stemann måtte vige pladsen for Bernstorff.

Imidlertid spores der fra 1774 en spænding i forholdet mellem S.-R. og Bernstorff. Dennes overlegne begavelse og kraftfulde personlighed kunne ikke i længden indordne sig under den reelle førsteministerstilling, S.-R. mere ved forholdenes magt end i kraft af særlige evner var kommet til at indtage. Andre momenter kom til. S.-R. mødtes med arveprins Frederik, H. H. v. Eickstedt og Ove (Høegh) Guldberg i bestræbelserne for at fremme anvendelsen af det danske sprog og i ønsket om at trænge fremmedelementets indflydelse tilbage. Det vigtigste skridt i denne henseende var anordningen om indfødsretten 1776 der byggede på et af S.-R. i okt. 1775 affattet udkast. I sig selv var den en rimelig foranstaltning, bundende i en forklarlig trang til national selvhævdelse over for navnlig det tyske fremmedelements overlegne betragtning af den danske nation. Alligevel måtte den virke sårende på mænd som Bernstorff og Schimmelmann, og det ganske særlig ved måden hvorpå forhandlingerne var ført uden om statsrådet og Bernstorff, samt ved lovens gennemførelse som en kabinetsordre. Intet under at bitterheden vendte sig mod S.-R. Styrket blev dennes stilling ikke derved. Det var Guldberg, der høstede fordelen af spliden mellem statsministrene, og det er fra dette tidspunkt hans kabinetsregimente rigtig udfolder sig.

S.-R. og Guldberg havde den samme konservative grundindstilling til mange af tilværelsens problemer og mødtes navnlig i uvilje mod tidens frisindede rørelser. Men denne overensstemmelse, som kunne føre dem sammen, når det gjaldt løsningen af bestemte opgaver, formåede ikke at dække over S.-R.s bitterhed ved at se sig distanceret af den borgerlige Guldberg og ved at blive holdt ude fra vigtige afgørelser. At det til dels var hans egne metoder der vendte sig mod han gjorde ikke sagen bedre. Også reelle politiske modsætninger spillede ind. Som godsejer kom S.-R. til mere og mere at føle sig som varetager af de store jordbesidderes interesser. Det var på deres vegne han fra 1776 krævede mildnelse af forbudet mod brændevinsbrænden på landet og lettelser i ekstraskatten. Han prøvede at tvinge kravene igennem ved trusler om ellers at tage sin afsked, men lod sig alligevel afspise med veksler på fremtiden og nøjedes med at skumle. Guldbergs interesser knyttede sig derimod mere og mere til industrien og navnlig storhandelen. Efter H. C. Schimmelmanns død havde S.-R. april 1782 fulgt Guldberg ind i overbankdirektionen; men da krigskonjunkturerne i løbet af sommeren ebbede ud veg hans nøgterne natur tilbage for Guldbergs ønske om en støtteaktion fra banken til de i virkeligheden fallente handelshuse. Okt. s.å. nedlagde han – uden åben protest – alle sine hverv inden for finansstyrelsen og beholdt alene sædet i statsrådet hvor han indtog en skjult fronderende holdning. Han delte den udbredte misfornøjelse med den slaphed og vilkårlighed, der gennem hoffets og Guldbergs stadige indgriben kom til at præge retshåndhævelsen, og med den alt for rigelige uddeling af æresbevisninger og nådegaver hvormed de søgte at bevare magten. Med A. P. Bernstorffs afskedigelse 1780 var den sidste skranke mod kabinetsregimet bortryddet. S.-R. havde følt det og trods al uenighed stillet sig på hans side.

1783 inddroges S.-R. af Johan Bülow i de planer der forberedte regeringsskiftet 1784, og fik derved lejlighed til at udøve en modererende indflydelse på deres gennemførelse som også på behandlingen af de faldne storheder. I den nye regering overtog han ledelsen af udenrigsdepartementet indtil Bernstorff i maj kom til stede. Sept. 1785 modtog han hvervene som skoleherre for Herlufsholm og patron for universitetet. Han støttede den konservative prokansler Hector Jansons arbejde for en nyordning af styrelses- og undervisningsforholdene ved dette. Sept. 1787 udnævntes han til præsident for danske kancelli og fik lejlighed til at gennemføre nogle mindre reformer i forretningsgangen, hvorved slendrian og misbrug af forskellig slags bekæmpedes. Først og fremmest prægedes dog disse år for S.-R.s vedkommende af hans forgæves kamp mod den tyskprægede kreds af yngre reformvenner der støttede sig til Bernstorffs autoritet. Uden større held tog han til orde for besparelser og forenkling inden for finansstyrelsen ligesom han forgæves bekæmpede planen om Altonabanken der, også fra et nationalt synspunkt, syntes ham en ulykke. Sin bitreste skuffelse led han dog sikkert på landbopolitikkens område. Efter statsrådets vedtagelse af stavnsbåndets ophævelse indgav han sin afskedsbegæring og fik den bevilget 6.6.1788 idet han dog efter henstilling forblev i statsrådet under kronprinsens Norgesrejse. Tilbudet om en pension af 4000 rdl. årlig afviste han. S.-R. trak sig tilbage til Rathlousdal hvorfra han opmærksomt og ofte med kritik fulgte begivenhederne hjemme og ude. Han vedligeholdt en venskabelig brevveksling med Guldberg og A. P. Bernstorff. Ikke mindst forholdet til denne sidste var præget af gensidig agtelse. Ved sin død efterlod han sig en betydelig bogsamling og et velordnet arkiv der i henhold til hans testamente nu opbevares på Ravnholt. Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1776. -Kammerjunker 1747. Kammerherre 1759 (med anciennitet fra 1757). Gehejmeråd 1768.

Familie

Forældre: generalmajor Niels Rosenkrantz Schack (1680–1731, gift 1. gang 1714 med Sophie Hedevig Raben, 1694–1726) og Benedicte Gertrud v. Ingenhaef (Ingenhaven) (1705–28). – 5.11.1756 i Randers med Øllegaard Charlotte Juul, født 5.10.1738 på Ravnholt, død 20.5.1798 på Rathlousdal, d. af oberst, senere generalløjtnant Ove J. (1700–66) og Sophie Hedevig Friis (1717–77).

Udnævnelser

Hv. R. og l'union parfaite 1766. Bl. R. 1774.

Ikonografi

Afbildet på W. Haffners tegn., 1781, af appartementssalen på Chr.borg (Rosenborg). Mal. af C. A. Lorentzen, 1783 (Fr.borg; Pederstrup; Ravnholt; Herlufsholm). Mal. af samme type, men S.-R. i ordensdragt, af C. A. Lorentzen, 1783 (Fr.borg). Silhouet (sst.). Silhouet af F. B. v. Wickede måske forestillende S.-R. (Kgl. bibl.). Fremstillet på satirisk stik af J. F. Clemens efter tegn. af N. Abildgaard, 1787. – Gravmæle af J. Wiedewelt, 1782.

Bibliografi

Udv. breve, betænkn. og optegn, af J. O. S.-R.s arkiv, udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936. -Danm.s adels årbog XLIX, 1932 II 27. L. Koch i Hist. t. 6.r.IV, 1892–94 1–171. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 HI-VI, 1897–1909. Aage Friis: A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Bernstorffske papirer, udg. samme I–III, 1904–13 (heri breve fra S.-R.). Samme: Bernstorfferne og Danm. II, 1919. Th. Thaulow: En dansk statsminister fra sidste halvdel af det 18. årh., 1932. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig