Manderup Parsberg, 24.12.1546-11.11.1625, rigsråd. Død på Hagsholm, begravet i Århus domk. På den traditionelle udenlandsrejse opholdt P. sig bl.a. på universiteterne i Wittenberg (1565) og Rostock (1567). Her havde han et skænderi med sin landsmand Tyge Brahe der endte med duel. Det gik ud over Tyge Brahe der fik næsen skamferet. De blev dog snart forligt og skal have været venner resten af livet. Så meget mere krænkede det den yderst ærekære P. da han mange år efter i en professors ligtale over den store astronom læste at dennes vansirede ansigt skyldtes et snigmorderisk overfald. P. gjorde derfor ved Christian IVs hjælp forgæves skridt til at få bagvaskeren straffet. Kort tid efter episoden kaldtes P. hjem fra Rostock, vistnok af faderens død; men et halvt år senere drog han til Sachsen for at videreuddanne sig ved hoffet. Frederik IIs søster Anna af Sachsen synes at have givet ham en god anbefaling. I hvert fald steg hans stjerne hurtigt da han kom hjem. Temperamentsfuld og bramfri, som P. var, har han tiltalt Frederik II. Fra 1573 var han blandt de yngre adelsmænd der uden at tilhøre hofstaten indkaldtes til forekommende lejligheder. 1574 bekostede kongen hans bryllup, og han blev i de følgende år tildelt givtige len: 1576 Hammershus; 1577 Silkeborg; 1584 Århusgård; 1589 Skanderborg (hvortil i 1594 føjedes Jungshoved); 1597 Ålborghus hvor han sad en årrække. Kun 32 år gammel udnævntes han af Frederik II til rigsråd. Og han fik hurtigt en fremtrædende stilling i diplomatiet. 1585 ledede han således et gesandtskab til Skotland der som betingelse for en ægteskabsforbindelse mellem en dansk prinsesse og den unge Jacob VI skulle kræve Orkn- og Shetlandsøerne indløst. Det lykkedes ikke. Gesandtskabet blev så dårligt behandlet at P. skal have truet med krig inden det lykkedes skotterne at formilde ham. Af særlig betydning var forholdet til Sverige hvor P. var medansvarlig for gennemførelsen af en venlig, men fast kurs, som ønsket af rådsflertallet. I 1580 deltog han i grænsemødet i Sijöaryd hvor Stettintraktatens omhyggelige bekræftelse blev et hovedpunkt. Traktaten var nemlig særdeles vigtig for rådets kontrol med en aggressiv kongemagt. Og det er næppe tilfældigt at regeringsrådet under Christian IVs mindreårighed gjorde flittig brug af P., der da også fra 1593 blev et af de fire medlemmer af dette. I 1591 havde han vikarieret i det under Christians hyldingsrejse til Norge. Ved grænsemødet i 1591 var han med til at afvise Johan IIIs forsøg på at skaffe Danmark som allieret i den svenske Ruslandspolitik der i Lapland også havde brod mod Danmark. Ligeså var han med til at afvise svenskernes påstand om det ret allianceforpligtende Brömsebroforbunds fortsatte gyldighed. Det skete til fordel for det Stettinforbund som var stiftet for at fastholde den status quo mellem Nordens riger der begyndte at trues af Sveriges østpolitik. I formynderstyrets tid kan det iøvrigt nævnes at han 1590 var blandt de danske kommissærer ved landdagen i Flensborg. 1593 deltog han i de stride forhandlinger med enkedronning Sophie hvor det forlangtes at hun som Danmarks dronning skulle føre en ny politik i hertugdømmerne. Samme år ledsagede han Christian IV til hyldingen i Flensborg. Fra 1594 fungerede han som en slags vicekansler efter Niels Kaas' død, og fra 1595 fik den myndige regeringsråd som kgl. hofmester troligt den svære opgave at tøjle sit stadig mere uregerlige overhoved inden kroningen. Det er da næppe noget tilfælde at den nye konge ved magtovertagelsen 1596 ikke gjorde den ellers meget fremtrædende rigsråd til rigsembedsmand. Hans politiske synspunkter turde have ligget for langt fra kongens. Alligevel blev han brugt meget flittigt i Sverigespolitikken, men utvivlsomt som udpræget rådsrepræsentant. 1601 indkaldtes han til grænsemøde, men svenskerne udeblev, og stort bedre gik det ikke 1602 da forhandlingerne ikke kom i gang på grund af titulaturstridigheder. Året efter deltog han i det vigtige Flakkesjobakgrænsemøde hvor de danske råder afsagde kompromisdomme mellem Karl IXs og Christian IVs ønsker på 1570-fredens grund. 1605 bad han og Peder Munk kongen om at efterkomme Karl IXs ønske om et svensk-dansk møde hvad Christian IV optog meget unådigt. Deres brev til majestæten herom er præget af ringe forståelse for den aktuelle situation og viser ikke blot den store betydning de tillagde Stettinforbundet, men også den uro de følte over Christians mere og mere aktivistiske Sverigespolitik. 1612-13 deltog han som kommissær ved fredsforhandlingerne i Knäröd. Her tilbagegav de danske råder imod kongens ønske og uden nødvendighed svenskerne det erobrede Älvsborg. Og vendt mod Christians intention om en fortsat kraftig magtkamp mod Sverige sikrede de en stærkt forpligtende bekræftelse på 1570-venskabsforbundet. 1615 deltog han i forhandlingerne med den svenske gesandt Johan Skytte i Kbh. Uden for Sverigespolitikken vedblev P. at spille en vis, omend mindre fremtrædende rolle. 1598, 1600 og 1602 deltog han med andre danske kommissærer i Kbh., Emden og Bremen i forgæves forhandlinger med engelske befuldmægtigede om bl.a. erstatning for konfiskeret engelsk gods. I 1596 var han med Henrik Ramel i Stade for at mægle i striden om det bremiske ærkebispevalg. 1597 deltog han i det danske gesandtskab til administratoren i Magdeburg, grev Joachim Friedrich af Brandenburg. Dette anholdt med positivt udfald om hans datter Anna Cathrines hånd for Christian IV. I 1605 var han på gesandtskab til Sachsen og i 1603 med kongen til hylding i Hamburg. I 1616 forhandlede han endelig i Kolding med afsendinge fra Lübeck. Da var årene begyndt at gøre sig gældende, og på anstrengende rejser udenlands var han ikke efter Kalmarkrigen. Indenrigs var der dog endnu bud efter ham. 1606 havde han siddet i regeringen under kongens Englandsophold, og 1614 var han med til at dømme i striden mellem sognepræsten ved Nicolai kirke, Oluf Kock og biskop Hans Poulsen Resen. I 1616 sad han som meddommer i sagen mod biskop Hans Knudsen Vejle der især anklagedes for calvinsk lære. Sandsynligvis har han derfor været en kyndig tilhænger af den ortodokse lutherske lære og været oprigtigt interesseret i kirkelige forhold. Han udvidede og prydede da også sin sognekirke i Houlbjerg og tilbød 1604 at smykke koret i Frue kirke i Kbh. med billeder af Luther og Melanchton. 1620 omtales det at han er "med livssvaghed beladen", og 1622 opgav han stillingen som lensmand i Ålborg og udtrådte samtidig af rigsrådet. P. hørte til rigsrådets mest iltre medlemmer, og han var personlig uforfærdet. Så sent som 1604, da han var omkring 60 år gammel, måtte to rådsfæller lægge sig imellem for at hindre en duel mellem ham og Peder Munk. Selv Christian IV generede P. sig ikke for at tale imod i rådet. Dette er utvivlsomt med til at forklare hvorfor han af denne blev brugt så beskedent uden for Sverigespolitikken trods sin store erfaring og dygtighed. Medvirkende har dog nok tillige været P.s stride temperament. Dette ligger muligvis også bag den omstændighed at der ikke med hans hånd er bevaret rådsbetænkninger der skulle affattes i mere diplomatiske vendinger over for kongen end han havde lyst til. Alligevel stod han centralt placeret midt i rådsflertallet i Sveriges-politikken som sikkert ellers. Det hang utvivlsomt sammen med at han med årene udviklede sig til udpræget godsejerpolitiker, der som sine meningsfæller i rådet efterhånden begyndte at betragte magtkampen mod kongen som vigtigere end magtkampen mod Sverige og nødig så freden brudt af hensyn til handelen med korn og øksne. P. blev nemlig en meget rig mand, og hans jordegods anslog man i hans dødsår til over 3000 tdr. hartkorn. Den nymodens luksusmentalitet hos den yngre højadel har han næppe set med sympati på, tarveligt og sparsommeligt som han vistnok ligesom sin første kone levede. I sin ungdom skrev han sig til Sandbygård (Tybjerg hrd.) som blev afhændet til Frederik IIs staldmester Eustachius v. Thümen. Siden skrev han sig til Hagested (Houlbjerg hrd.) som han omkring 1579 købte af Christoffer og Erik Vesteni. Han ændrede navnet til Hagesholm, sagtens i forbindelse med en ombygning af gården der fuldendtes i 1594. Den gik siden i arv til brorsønnen, rigsråd Oluf Parsberg. I P.s eje var også Sonnerupgård (Volborg hrd.) der efter hans død beboedes af hans enke Anne Brahe der døde her. Med sin første hustru fik han Kollerup (Galten hrd.) der siden gik til hendes fætter Thomas Juul. Desuden ejede han del i Bjergbygård (Tuse hrd.) og en gård i Kbh.

Familie

Forældre: rigsråd Verner P. (1511-67) og Anne Holck (død 1591). Gift 1. gang 26.9.1574 på Århusgård med Ingeborg Juel, født 1544 på Lund, Mors, død 29.10.1615, begr. i Århus domk., d. af Hartvig J. til Palsgård (død 1572) og Maren Eriksdatter Tornekrands til Kollerup (død 1572). Gift 2. gang 8.9.1616 med Anne Brahe, født 16.5.1578 på Krogholm, død 2.1.1633 på Sonnerup, begr. i Mørke k., d. af Peder B. til Krogholm (død 1610) og Margrethe Albretsdatter Gøye til Krenkerup m.m. (død 1594).

Ikonografi

Relief på ligsten (Århus domk.).

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 4.r. II, 1873 325-27. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Chr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I-III, 1883-90. Kronens skøder I, udg. L. Laursen, 1890-92. Kancelliets brevbøger 1571-1626, 1898-1925. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen II-III, 1912-16. Lit. P. H. Resen: Fr. IIs krønike, 1680. Niels Slange: Chr. IVs hist., udg. Hans Gram, 1749. Chr. H. Brasch: Vemmetoftes hist. I, 1859 122. Pers.hist. notitser om embeds- og bestillingsmænd i Ålborg, ved E. Tauber og A. H. Nielsen, 1879-80 40-42. Gilbert Goudie i Proceedings of the society of antiquaries of Scotland XXI, Edinburgh 1886-87 236-51 (jfr. Norske saml. I, Kria. 1849 450f og Tormod Torfæus: Orcades, 1697 207-26). Troels-Lund: Chr. IVs skib på Skanderborg sø I-II, 1893 (optr. i forf.s Hist. fortæll. III, 1911). Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen I-II, 1928-68. Sven Ulric Palme: Sverige och Danm. 1596-1611, Upps. 1942. Sv. Gissel i Festskr. til Astrid Friis, 1963 114f. Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I, 1979. Grethe Ilsøe og Leon Jespersen i Rigsråd, adel og administration, red. Knud J. V. Jespersen, 1980. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig