Marcus Ulsøe Hortulan

Marcus Ulsøe Hortulan, 26.4.1722-11.7.1783, skuespiller. Døbt i Vester Hassing i Vendsyssel. Død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Nic). Først 24 år gammel blev H. student fra Viborg skole, og videre nåede han ikke på den akademiske bane idet han ligesom sin morbror, skuespilleren Johannes Ulsøe, gik til scenen. Først gjorde han sig gældende som medlem af J. H. v.Qvotens trup der forsøgte at konkurrere med de Holbergske acteurer, senere – fra åbningen 18.12.1748 af komediehuset på Kgs. Nytorv – som et talentfuldt medlem blandt nationalscenens pionerer. Hans speciale var Arv i Holbergs komedier, hvortil hans lille tætte skikkelse og brede ansigt passede fortrinligt i forbindelse med hans jyske dialekt som han også anvendte til Jeppe paa Bjerget, hvilket dog allerede efter samtidens mening var urigtigt da, som I. Als skrev, "Piecens Natur er sjællandsk", og Holberg havde berømmet Johan Gram der kreerede rollen for hans sjællandske dialekt. H. var teatrets første bondefremstiller med en rigdom af karakteristiske træk i sit spil; replikken var rolig og naturlig, lunet sejt og netop derfor en ypperlig modsætning til Gert Londemanns sprælske frodighed og N. H. Clementins komiske tørhed, men sådanne figurer som Don Ranudo og Rosiflengius lå uden for H.s område. Efterhånden besejrede han sit jyske tonefald så han også kunne spille værdige eller opfarende fædre (fx Leonard i Den Gerrige og Orgon i Tartuffe); Peder Rosenstand-Goiske fortæller at hans udseende i sådanne roller både var "ærværdigt og fornemt"; den jyske sindighed og hans faste diktion gjorde ham også til teatrets bedste versfremsiger. En af direktørerne kaldte ham "bedre Acteur end Oeconomus", og sygdom nedbrød ham tidligt; paaklædt som "pére noble", men stum da stemmen svigtede, viste han sig sidste gang 27.2.1779 på scenen ved en forestilling som Det dramatiske selskab, hvis æresmedlem han var, gav til indtægt for ham. Adam Gielstrup arvede hans komiske, C. P. Rose hans alvorlige roller.