Mathias Steenstrup

Mathias Steenstrup, Mathias Georg Gotthilf Steenstrup, 22.7.1822-13.10.1904, forfatter, redaktør. Født i Hillerslev, Thy, død i Kbh., begravet på Frbg. S. blev student 1840 fra Randers og 1845 cand. teol. Økonomisk uafhængig gennem sit giftermål søgte han ikke embedsvejen, men dyrkede frie videnskabelige studier af humanistisk art. 1854 blev han magister (samme år ændret til dr.phil.) på en Historisk-kritisk Oversigt over Forsøgene paa at give en Historiens Filosofi, en afhandling der vidner både om belæsthed og skarphed i tanken. Nogen produktiv natur var han dog ikke, og han var hæmmet af tiltagende synssvaghed. Det blev som redaktør af litterære foretagender han fandt det rette felt for sine evner. 1855–68 udgav han Dansk Maanedsskrift hvis dygtige medarbejdere – bl.a. A. F. Krieger – formidlede oplysning især om kultur- og samfundsforhold. Tidsskriftet vandt dog kun beskeden udbredelse. S.s hovedindsats var stiftelsen 1866 af Udvalget for folkeoplysnings fremme. Det blev nedsat i tilslutning til den nyoprettede nationalliberalt prægede "Dansk folkeforening". Denne forening fik kun kort levetid, men udvalget fik banebrydende betydning med S. som formand, bistået af mænd som Martin Hammerich og N. J. Termansen. Udvalgets mål var at vække og udvikle læselysten i folkets bredere lag, særlig landbostanden. Blandt dets oplysende skrifter var A. D. Jørgensens Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, 1882 og H. F. Feilbergs Dansk Bondeliv, 1889. Udvalget fyldte et hul i oplysningsarbejdet, især da det fra 1874 fik fast understøttelse på finansloven hvorefter bl.a. folkehøjskoleelever kunne erhverve dets bøger for billige penge.

1876–88 var S. statens første tilsynsmand ved folkehøjskolerne. Han vandt straks deres tillid ved at erklære at han kom for at "besøge" dem, ikke for at kontrollere dem. Da der i de politiske kampår, især i landstinget, rejste sig stærk uvilje mod skolerne som formentlig venstresindede udgav S. 1886 forsvarsskriftet Anklagerne mod Højskolerne, belyste ved Kjendsgjerninger, et skrift hvis rolige saglighed gjorde betydelig virkning, så meget mere som S. selv var afgjort højremand. S.s holdning som tilsynsmand skabte en norm for dette hverv så længe det bestod (til 1942).