Mathilde Fibiger

Mathilde Fibiger, Mathilde Lucie Fibiger, pseudonym Clara Raphael, 31.12.1830-17.6.1872, forfatter, kvindesagsforkæmper. Mathilde Fibiger voksede op som den yngste i en børneflok på ni. Faderen var kaptajn, senere oberst, Adolph Fibiger der 1830 blev kommandør ved den nyoprettede militære højskole i København. Efter stridigheder med undervisningsdirektøren udnævntes han 1835 til udskrivningschef ved 1. jyske distrikt. 1842 flyttede familien tilbage til København hvor faderen med kongelig understøttelse fortsatte sin militære skribentvirksomhed. Han og moderen var grundforskellige, og børnene var ifølge Mathilde Fibigers niece Margrethe Fibiger nærmest forelskede i deres mor. Ved skilsmissen 1843 flyttede Mathilde Fibiger med moderen, der imidlertid døde året efter, hvorved Mathilde Fibiger vendte tilbage til faderen der 1845, til hendes fortrydelse, giftede sig igen.

1849 fik Mathilde Fibiger plads som lærerinde på skovridergården Maltrupgård ved Sakskøbing, og det var her hun kun 20 år gammel under pseudonymet Clara Raphael skrev sin opsigtsvækkende bog om kvindeemancipation: Tolv Breve, udg. 1850 (på titelbladet 1851; fot. optr. 1976). En vigtig ydre tilskyndelse til bogen var krigens udbrud 1848. Hjemmet og ikke mindst Mathilde Fibiger selv var stærkt nationalt sindet. Under krigen var det hende en udfordring at hun som kvinde ikke kunne medvirke til landets forsvar, og dette ledte hende ind på mere almene tanker om kvindens begrænsede muligheder. Hun følte at ydre konventioner hindrede kvinden i at udrette noget, leve efter sin idé, som hun udtrykte det. Mathilde Fibiger var meget stærkt præget af tidens idealisme, ikke mindst som hun havde lært den at kende i Poul Martin Møllers skrifter, og det blev bestemmende for hele hendes position som Danmarks første kvindeemancipatoriske forfatter. Hvad hun kæmpede for var kvindens indre frigørelse.

Formen hvori hun valgte at udtrykke sine ideer blev brevromanen, Wertheriaden (efter Goethe's Den unge Werthers Lidelser). Hun sendte manuskriptet til tidens førende kritiker, J.L. Heiberg der fascineredes, og som skal have foreslået pseudonymet Clara Raphael. Selv skrev Heiberg et forord til bogen og stod som dens udgiver. Indholdet udgøres af breve fra C.R. til veninden Mathilde hvori hun gør rede for sin udvikling fra hun vækkes ved krigsudbruddet 1848. I første omgang frigør hun sig fra familien og bliver guvernante hos en forpagterfamilie. I det landlige miljø der skildres med fin ironi, vækker hun forargelse med sine udsagn om kvindens underkuelse. Hun hævder at også i kvindens sjæl ligger spiren til en guddommelig idé, men at den hindres i at træde frem af fordomme og bornerthed. "Hvad vil Du sige, naar jeg begynder med den Paastand, at vort Kjøn slet ikke existerer endnu", skriver hun. Da træffer hun en baron Axel, og de forelsker sig heftigt i hinanden men beslutter, på initiativ af Clara, at leve i et platonisk ægteskab fordi de har viet deres liv til evigheden.

Denne overspændte slutning blev naturligvis en taknemmelig skydeskive for kritikken, men de mange refleksioner over kvindens manglende ligestilling virkede tilstrækkeligt udfordrende. En syndflod af avisindlæg og pjecer væltede frem, for det meste båret af bonerthed. Interessant er en pjece fra den samtidige kvindesagsforkæmper Pauline Worm der argumenterede for at en forbedring af kvindens materielle stilling gik forud for sjælens emancipation. Også Frederik Dreier gav sit besyv med i en uforstående pjece hvor han hævdede at før kvindens frigørelse gik en socialistisk samfundsændring. En af de få positive reaktioner kom fra Grundtvig i tidsskriftet Danskeren. Mathilde Fibiger forsvarede sig i et lille skrift Hvad er Emancipation? 1851, hvor hun udtrykker sine ideer klarere end i sin brevroman.

Den hele debat havde taget hårdt på Mathilde Fibiger. Heiberg svigtede hende snart under pres af hustruen Johanne Luise, og hun var ganske uforberedt på at blive centrum for offentlighedens søgelys og sladder. Efter bogens udgivelse var hun flyttet til København hvor hun boede hos en onkel og forsøgte at slå sig igennem som forfatter. Halvdelen af honoraret fra Tolv Breve havde hun skænket til faldne soldaters efterladte, og hendes økonomiske situation var meget trykkende. Den næste bog Et Besøg, 1851, er holdt i brevform, henvendt ikke til én person, men til samtidens kvinder, og er et forsvar mod de mange anklager samt en uddybelse af synspunkterne. Som noget nyt bringer bogen en tilbagekaldelse af de Tolv Breves forsagelse af jordisk kærlighed. "Jeg kan ikke længer fatte, hvor jeg fik de underlige Ideer om Forsagelse fra! Der staar jo intetsteds skrevet, at vi skulle ofre de jordiske Ting for Ideens Skyld", hedder det i Et Besøg. 1852 (på titelbladet 1853) udsendte Mathilde Fibiger en ny debatbog, En Skizze efter det virkelige Liv, der er holdt i fiktiv form, men hvor handlingen skæmmes af de lange diskussionsindlæg. Som andre kvindelige forfattere i tiden sætter Mathilde Fibiger her samfundsproblemer under debat, længe før Georg Brandes stillede det som krav til litteraturen.

Under Clara Raphael-debatten led Mathilde Fibigers helbred stærkt, men 1852 inviteredes hun ned til Grundtvigs på Rønnebæksholm hvor hun oplevede en af de mest lykkelige perioder i sit liv. Ved en folkefest ville hun, som ingen dansk kvinde før havde vovet, holde tale, men hindredes deri af sine søskende. Fra Rønnebæksholm flyttede hun til København hvor hun boede under miserable forhold, undertiden sammen med søsteren Ilia. Under koleraepidemien 1853 fik hun ophold på en herregård ved Ringsted, og skrev her sin sidste bog, Minona, udgivet 1853 (på titelbladet 1854).

Også i Minona stilledes samfundsproblemer under debat, i mindre grad kvindens ufrihed som den bornerte seksualmoral i almindelighed. Hovedkonflikten drejer sig om forbudt broder-søster-kærlighed. To søskende har fra barndommen været adskilt, og da de som voksne træffer hinanden opstår der en erotisk tiltrækning mellem dem som de må bekæmpe – for den kvindelige hovedperson med døden til følge. Flere af personerne udtrykker stærk kritik af den offentlige moral, men bogen ender i en række dødsscener. Minona fik en negativ modtagelse der satte en stopper for Mathilde Fibigers videre forfatterskab. Hun slog sig 1855 ned i Ølgod hvor hun levede fattigt af en lille årlig understøttelse fra enkedronningen på 80 rdl. og af at sy for bønderpigerne. 1857 blev hun angrebet af tyfus og flyttede derpå atter til København hvor hun levede i yderste fattigdom.

1863 overtaltes hun af vennen, lægen C.E. Fenger til at søge ansættelse ved Statstelegrafen hvor hun 33 år gammel blev en af de første danske kvindelige telegrafister. Lærepladsen var Haderslev hvorfra hun efter krigen flyttede til Helsingør. 1868 blev hun bestyrer af telegrafstationen i Nysted på Lolland, blev 1870 udstationeret i Århus og kom derfra til Horsens hvor hun under en tiltagende sygdom kunne plejes af noget familie. 1872 døde hun, men havde forinden hilst Georg Brandes' oversættelse af Stuart Mills Kvindernes Undertrykkelse velkommen, ligesom hun oplevede at se stiftelsen af og at blive medlem af Dansk kvindesamfund. I en af hendes sidste artikler med den sigende titel Den Ensommes Hjem, trykt 1869 i det svenske tidsskrift For Hemmet, forsvarer hun den der af et indre kald må vælge ensomheden.

Hendes synspunkter svækkedes aldrig. De var langt fra ført til sejr, men en udvikling var sat i gang. I dansk kvindebevægelse står hun som igangsætteren. I sine skrifter havde hun forsvaret den indre frigørelse fremfor den ydre – i praksis blev hun som telegrafist også en forkæmper for den materielle ligestilling.