J.L. Heiberg, Johan Ludvig Heiberg, 14.12.1791-25.8.1860, forfatter. Heibergs tidligste opvækst var præget af hjemmets litterære, intellektuelle og politiske interesser. Ved faderens landsforvisning 1800 og den påfølgende skilsmisse blev forældremyndigheden tildelt faderen, men trykket af omstændighederne kunne P.A. Heiberg ikke tage sig af sin søn der blev i Kbh. og efter nogen tid kom i huset hos familiens venner, Kamma og Knud Lyne Rahbek på Bakkehuset. Heiberg var da 10 år gammel. Opholdet her blev ikke lykkeligt, specielt Kammas ironiske tone var for uvant og ubehagelig for Heiberg der løb bort i januar 1804. Han blev nu, efter faderens tilladelse, opdraget hos slægtninge af moderen.

Hans usikre barndom som kastebold mellem forskellige voksne prægede ham dybt. Moderen skildrer ham således i et brev til faderen i Paris, – Heiberg var da 14 år gammel: "Han har det største Hang til Sværmerie, til Alvorlighed og Flygtighed tillige, han røber de hæftigste Passioner; han kan skjule sig, han kan tie. Han finder ingen stor Fornøjelse i at lege med andre Børn, han udvælger sig ingen Fortroelig mellem dem; hans Yndlings Læsning er Tragedier, den romerske Historie og i det Hele Poesie. Han er overalt meget poetisk, bedømmer i Almindelighed alle Mennesker og Ting efter de Begreber, han af denne Læsning og efter sit naturlige Hang til alt romantisk og poetisk hænger ved. Han forener en Barnagtighed, som om han var 6 Aar, med en Tænkekraft og Ideer, der ere mere end 10 Aar for gamle for ham."

Allerede på dette tidspunkt var Heiberg begyndt at digte efter først at have prøvet sig frem med oversættelser af klassikerne. 1809 blev han student, privat dimitteret, og tog n.å. anden eksamen. Derefter boede han i sin mors hus som hidtil havde været ham forment. Stor betydning for hans dannelse fik en rejse til Stockholm med en adelig svensk familie 1812. Senere var det navnlig i Friederike Bruns hus i Bredgade og om sommeren på Sophienholm at han fuldendte sin selskabelige uddannelse. En tid lang drev han alle hånde studier: grækerne, spanierne, de franske klassikere, moderne tysk litteratur, og ved siden af de humanistiske videnskaber også matematik, astronomi, entomologi m.m. Han ville snart være læge, snart landmåler, snart diplomat og snart digter, æstetiker, lærd.

Han var med til at stifte Lycæum, det latinske disputereselskab hvor han omgikkes tidens bedst begavede studenter som N.C. Møhl, Poul Martin Møller, Peder Hjort, Nikolai Fogtmann, F.G. Howitz og Ole Bang. Heibergs litterære ungdomsarbejder virker som spredte forstudier til et forfatterskab. Marionettheater, 1814 indeholdt en gendigtning efter Molière, Don Juan, og et romantisk drama efter Ludwig Tieck, Pottemager Walter, upersonligt dramatisk nips der imidlertid vandt både Adam Oehlenschlägers og Jens Baggesens bifald. I Julespøg og Nytaarsløier, 1817 en komedie der udgiver sig for "en Fortsættelse af Oehlenschlägers Sanct-Hans-Aftens-Spil", var de satiriske partier heldigere end de stemningsfulde – det gik navnlig ud over B.S. Ingemann, dengang publikums yndling. Under tylvtefejden havde han sine sympatier på Baggesens side.

1817 indvikledes han i en polemik med N.F.S. Grundtvig hvem han navnlig latterliggjorde ved sin pjece Ny ABC-Bog i en Times Undervisning til Ære, Nytte og Fornøjelse for den unge Grundtvig. Frugter af hans læsning af spansk poesi er en latinsk doktordisputats om Pedro Calderon de la Barca, 1817, hvori han definerer den romantiske kunst som "en symbolsk Tilhylning af Tanken" og fremhæver Calderons sammenhæng med den nationale folkepoesi, samt et lille kappe- og kårdedrama Dristig vovet halvt er vundet, s.å., en ren pastiche. Hans studier i spansk litteratur i øvrigt er ret begrænsede. Dramaet Psyche, 1817, bærer ligesom forskellige af hans samtidige digte vidnesbyrd om hans uigengældte sværmeri for Adelaide Brun, Friederike Bruns datter (senere gift de Bombelles), hans ungdoms store kærlighed. Et romantisk skuespil med nationalt emne Tycho Brahes Spaadom indleverede han til teatret, men trak det tilbage efter antagelsen da han selv ikke var tilfreds med det; det udkom 1819 i bogform samtidig med hans første, endnu meget akademiske digtsamling Poetisk Kalender.

S.å. rejste Heiberg til Paris på nogle små stipendier. Han kom der, efter et kort besøg i London, 1.6.1819 og blev der til eftersommeren 1822. Det er hans eneste større udenrigsophold, og det blev af überegnelig betydning for ham, uagtet de rent positive resultater ikke var ret store. Han levede på faderens bekostning og kom i det hele godt ud af det med ham skønt han efter evne måtte skjule det ungdommeligt graciøse i sit væsen for den strenge republikaner.

Blandt hans franske omgangsfæller kan nævnes Pierre Jean de Béranger, Georges Cuvier og Victor Cousin hvis kursus han fulgte. Han modtog stærke og varige indtryk af de franske teatre, både spillemåden som han turde have belært sin senere hustru om, og repertoiret, thi det kan ikke betvivles at hans lette lystspil stammer ned fra restaurationstidens franske stykker. Men også den franske arbejdsprosa må han i denne epoke af sit liv have tilegnet sig. Det eneste større digterværk han skrev under Parisopholdet er Nina, eller den Vanvittige af Kærlighed, 1820 (udkom 1823, spillet på Det kgl. teater i Kbh. uden held 1824), et romantisk skuespil, udarbejdet over et kendt balletmotiv og efter sigende inspireret af danserinden Emilie Bigottinis tolkning af rollen.

Ved begyndelsen af efterårssemestret 1822 tiltrådte Heiberg embedet som dansk lektor i Kiel hvilket han bestred i tre år til sin inderlige ulyst. Han skrev her et (ufuldendt) dramatisk digt Fortunas und Fatalis, en Formenlehre der dänischen Sprache, 1823 og en Nordische Mythologie, 1827 (til dels på basis af Oehlenschlägers Nordens Guder). Vigtigere blev det for ham at han fik tid til at koncentrere sig om filosofiske studier. Han blev omvendt til G.W.F. Hegels filosofi ved at læse Wissenschaft der Logik, lærte også mesteren selv at kende på en sommerrejse til Berlin. Systemets grundtanke var ham i begyndelsen uklar, men gik op for ham ved en slags åbenbaring eller intuition da han en aften sad på et værelse i hotel König von England i Hamburg med Hegel på sit bord, lyttende til sangværket i Petri kirke.

Det skrift af Hegel der gjorde dybest indtryk på ham var dog retsfilosofien. Noget hovedkulds og uden tilfulde at have forstået Hegel begyndte han at optræde som filosofisk forfatter med en lille bog Om den menneskelige Frihed, 1824, et indlæg i den da standende filosofiske strid mellem F.G. Howitz og A.S. Ørsted, J.P. Mynster, P. Hjort o.fl. Heiberg ville vise at de modsatte standpunkter forsvinder for den absolutte betragtningsmåde; han hævder viljens frihed, men giver den til pris for tilfældet.

Et overilet skrift på tysk om æstetikkens system var Heiberg så besindig at undertrykke; det er bevaret i manuskript. – I sommeren 1825 forlod Heiberg sin post i Kiel og slog sig ned i Kbh. hvor han forgæves havde søgt at få embede. En tysk skuespiller, frk. Pohlmann, havde her nylig vakt opsigt i Die Wiener in Berlin, en "Liederposse", som efter Heibergs eget sigende havde givet ham den udvortes anledning til at digte sine vaudeviller hvis idé og teknik han dog havde sit Parisophold at takke for. 28.11.1825 opførtes Kong Salomon og Jørgen Hattemager trods K.L. Rahbeks og flere ældres modstand mod antagelsen af sådanne fjællebodsløjer til den kgl. skueplads; Jonas Collin holdt sin hånd over ham. Stykket indeholder erindringer om P.A. Heibergs Indtoget og Ludvig Holbergs Don Ranudo (også titlen er holbergsk).

Derefter fulgte Den 28. Januar, bestemt til at opføres på kongens fødselsdag 1826, men nogle dage forsinket. Et virkeligt dansk lystspil lykkedes det dog først Heiberg at give i Aprilsnarrene der blev opført allerede 22.4. s.å., med Heibergs tilkommende hustru i barnerollen. Det har friske erindringer om Poul Martin Møllers dialog Hans og Trine og Oehlenschlägers Robinson i England, er vittigere og smidigere end de forrige stykker, også hurtigere nedskrevet, sangene og melodivalget er Heibergs bedste. I okt. 1826 fulgte Recensenten og Dyret, noget påvirket af den franske vaudeville Le Garde du Commerce, et dyrehavestykke hvori Heibergs behandling af lyrik og ironi helt kom til sin ret.

Men det havde ikke sine forgængeres scenelykke; fordommene mod den nye genre havde hobet sig op, og dets forfatter tog det derfor med vanlig raskhed af repertoiret for en stund. I mellemtiden skrev han sin elegante bog Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads, hvori han gendriver opfattelsen af vaudevillen som et blot døgnværk og giver et udkast til en hel dramaturgi. Virkningen var overordentlig, han kunne nu atter sætte stykket på plakaten og opnåede en fuldstændig succes. 1827 udsendtes og opførtes Et Eventyr i Rosenborg Have og De Uadskillelige.

Til den første der atter var inspireret af Poul Martin Møller havde C.E.F. Weyse komponeret melodierne, ellers lånte Heiberg musikken til sine vaudeviller alle vegne fra, næsten altid med sikkert øre for virkningen. Det andet stykke er en hel lille holbergsk komedie, satiriserende over de lange forlovelser, gældsfængslet osv., med ypperlige situationsvirkninger, men en ikke alt for levende dialog. Vaudevillernes triumf var almindelig, og Oehlenschläger, Henrik Hertz, H.C. Andersen m.fl. skyndte sig frem i Heibergs fodspor. En efterslæt fulgte i det næste tiår.

I nov. 1831 opførtes Kjøge Huuskors; det er et gammelt sujet: Heiberg har, vel med et sangspil som mellemled, benyttet Noel le Breton Hauteroches Le Deuil. Bedre end dette udpinte dramatiske forsøg er De Danske i Paris, 1832, og navnlig Nei! 1836 hvis kilde man plejer at angive som F. N. v. Barnekows Nein. Til vaudevilledigtningen hører endnu nogle monologer: Supplikanten, 1829, Ja, 1839, Emilies Hjærtebanken, 1840, Grethe i Sorgenfri, 1840 og en bellmansk situation: Ulla skal paa Bal, 1845. Sangene i disse stykker blev hurtigt populære som folkeviser og har meget væsentligt bidraget til at bevare vaudevillerne på scenen.

Næsten samtidig rykkede Heiberg frem med en række romantiske skuespil. I nov. 1828 opførtes således hans festspil Elverhøi. Heiberg tog stof fra J.M. Thieles Folkesagn og Erik Pontoppidans Atlas, dramatisk byggede han på Tycho Brahes Spaadom og La Chasse de Henri IV, stilen gav han en fin farve i folkeviserne. I okt. 1828 opførtes uden held Prindsesse Isabella, det mest erotiske af Heibergs dramer; stoffet og noget mere tog han fra Calderon. 29.1.1835 kom det mest poetiske af hans stykker Alferne, på grundlag af en novelle af Tieck. Det er med sin fine lyrik, sin overgivne situationskomik og sin dristige forkyndelse af at den håndgribelige og hverdagsagtige verden kun er et usselt bundfald af poesiens, så at sige blomsten af den romantiske tidsalders teaterdigtning.

Jævnsides med denne forbavsende udvikling af Heibergs digtning gik et fremstød som prosaist. 1.1.1827 begyndte han at udsende sit blad Kjøbenhavns flyvende Post. Det udkom med et nummer på fire kvartsider to gange om ugen i de to første år. 1829 var det gået ind, 1830 udkom det igen med tre numre om ugen. Derefter ophørte den regelmæssige udgivelse. Jan. 1834-dec. 1837 udkom to bind under titlen Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade. Det bragte bidrag af Chr. Winther, H.C. Andersen, Carl Bagger, fru Gyllembourg, A. de Saint-Aubain (Carl Bernhard) o.fl. foruden oversættelser af samtidig fremmed litteratur.

Men først og fremmest indeholdt det de fleste af Heibergs egne, meget talrige artikler og afhandlinger, især af dramaturgisk art. Her fremkom således den navnkundige kritik af Væringerne i Miklagard og det endnu udførligere svar på Oehlenschlägers modskrift, den første begyndelse til en treårig litterær fejde, hvori navnlig Sorølitteraterne Peder Hjort, Carsten Hauch og Chr. Winther gik Heiberg hårdt på klingen og med et vist held afslørede mange af hans litterære kategorier som rent tankespind.

Heiberg førte krigen med dreven vid og med en i dansk prosa hidtil ukendt let og gennemsigtig fremstillingskunst. Heiberg forsøgte at genoplive den aristoteliske tidsalders regelkritik, hans filosofiske dannelse indgik en forening med hans praktiske erfaringer som teatermand. Han undgik vel ikke at pådrage sig mistanken for at ville nedsætte Oehlenschläger, idet han fremstillede den store digters ejendommelighed som liggende i de lyriskepiske mellemgenrer, romancen, det umiddelbare drama, melodramaet, mere end i den egentlige tragedie. Han kom i forlegenhed da Oehlenschläger udsendte sit heltedigt Hrolf Krake der dokumenterede sin forfatters utvivlsomme episke geni og gjorde det til genstand for en udførlig og uretfærdig kritik i Maanedsskrift for Litteratur.

Men samtidig fremhævede Heiberg Helges digter på Esaias Tegners bekostning i sin kritik af Frithiofs Saga ligesom han i sin lystspilkritik og i sin egen praksis som komediedigter favoriserede det lyriske drama som han mente stemmede med den danske nationalkarakter. Trods al modstand kom Heiberg i løbet af få år til at stå som den store autoritet i litterære spørgsmål. Og som han ved sin fagligt betonede kritik modarbejdede al dilettantisme i æstetikken, således virkede han på selve skønlitteraturen ved at begunstige en streng og kritisk smag, en artistisk retning i poesi og drama. Han genopfriskede traditionerne fra Holbergs tid, bekæmpede den æstetiske materialisme, advarede mod moraliseren i kunsten.

Skønt han i sine smagsdomme lagde megen vægt på korrektheden var han dog langtfra en stileretter. Uden for det litterære område gik han med den alt for spekulative afhandling om Skønhed i Naturen, 1828 og de fire brillante artikler om Æstetisk Moral, 1828–35 der ved siden af fru Gyllembourgs noveller var den Heibergske skoles fornemste indsats i social retning; mor og søn tog sig for at give nationen en lektion i takt og tone som ikke blev spildt.

Heiberg var 20.12.1828 blevet udnævnt til teaterdigter og fast oversætter med en gage af 600 rdl. samt forpligtelse til at bearbejde et vist antal akter årligt og levere festsange, prologer o.l. lejlighedsarbejder. Han oversatte mere end et halvt hundrede udenlandske, mest franske stykker; undertiden satte han i høj grad sin originalitets præg på disse pligtarbejder, fx Ser Jer i Spejl og Farinelli. Det lykkedes ham også gennem denne virksomhed at modernisere smagen, han fordrev August von Kotzebue fra den danske scene hvor han havde hersket i noget nær en menneskealder, og vel banede han derved uundgåeligt vej for Eugéne Scribe der dog fremtrådte forskønnet i hans gendigtning, men som en modvægt oparbejdede han et indenlandsk repertoire.

Fra 1839 var han et tiår teatercensor og måtte nu nærmest virke i konservativ retning, fx modarbejdende den franske romantisme og de dermed beslægtede danske teaterdigtere som H.C. Andersen i "Mulatten" og "Maurerpigen". 1829 blev han titulær professor og 1830 docent i logik, æstetik og dansk litteratur ved den nyoprettede militære højskole. Fra hans lærertid stammer en række egentlig didaktiske arbejder, som Om Filosofiens Betydning for den nuværende Tid, 1833, Ledetraad ved Forelæsningerne over Filosofiens Filosofi eller den spekulative Logik, 1832 Indledningsforedrag til det logiske Kursus, 1835 og Udsigt over den danske skønne Litteratur, 1831, skrifter hvori han slår til lyd for den hegelske filosofi og dens anvendelse på forskellige fagområder.

I slutningen af 1830erne, samtidig med en aftagen af den forbavsende digteriske og journalistiske produktion, mærkes en inderliggørelse og større dybde i Heibergs åndsliv. Hans forhold til det københavnske publikum var nu mindre intimt, hans digte og afhandlinger bliver mere grublende og uverdslige. I sit nye tidsskrift Perseus, Journal for den spekulative Idé, 1837–38, tager han med en vis voldsomhed fat på samtidens danske tænkemåde som han mente stod i fare for at tabe sig i lutter endelige bestræbelser.

De fleste afhandlinger havde han selv forfattet: en recension af W.H. Rothes disputats om treenighed og forsoning viser den tidligere helt fritænkeriske Heiberg i færd med at tale sig til rette med teologien; en afhandling om Hertz' Svend Dyrings Hus uddyber hans dramaturgiske anskuelser og giver en æstetisk studie over de danske folkeviser; en diskussion om Malerkunsten i dens Forhold til de andre skønne Kunster bringer et mislykket forsøg på at sætte de bildende kunster under spekulativ kontrol. Fra 1840ernes begyndelse var han kommet i et modsætningsforhold til den yngste generation af forfattere og kritikere, anført af P.L. Møller og M.A. Goldschmidt der i både politisk, filosofisk og litterær henseende fandt ham for gammeldags.

Vittigste bidrag fra oppositionen er parodien Johan Ludvig Heiberg efter Døden, 1842, sandsynligvis forfattet af Chr. K.F. Molbech, Carl Ploug og Hans Brøchner. Heiberg svarede kritikerne i nye publikationer, de fire bind Intelligensblade (15.3.1842–1.3.1844) og de tre bind af en astronomisk årbog Urania, 1844–46. Også i disse periodica er Heibergs egne bidrag i overvægt, store, åndfulde essays om ideer og værker. Han forsvarer Fr. Paludan-Müllers Adam Homo imod det vrangvillige publikum, fremhæver sin tidligere fjende Hauchs Svend Grathe endog på bekostning af Shakespeares Macbeth, fremsætter sin opfattelse af nyudviklingen i tidens teater i en anmeldelse af Oehlenschlägers Dina, og i en polemik med Friedrich Hebbel om det nyere dramas opgave fordrer han det rene idédrama over for Hebbels argumenter for en sammensmeltning af det sociale, historiske og filosofiske skuespil.

Heiberg hang fast ved en idealistisk kunstbetragtning og viste ingen forståelse for de begyndende realistiske og naturalistiske strømninger. Hans kritik der hidtil havde lagt hovedvægten på det tekniske smager nu mere af kernen. En række artikler beskæftiger sig med aktuelle teaterspørgsmål; nogle behandler politiske problemer – Heiberg var ingen ven af den liberale bevægelse, skønt konstitutionelt sindet. De astronomiske afhandlinger rummer hans ældre års mystisk farvede livsfilosofi.

Heibergs digtning fra denne tid har ligeledes en spekulativ karakter. 1838 opførtes eventyrkomedien Fata Morgana med motiv fra Ludovico Ariosto; modsætningerne mellem skinnets og den virkelige verden er i disse år også yndet af B.S. Ingemann, H.C. Andersen og Fr. Paludan-Müller.

Det stofløse, tyndt allegoriske stykke gjorde ingen lykke. Også Heibergs følgende komedie Syvsoverdag, 1840 fandt en unådig modtagelse skønt den rummer noget af hans fineste romantiske ironi. Sit hovedværk Nye Digte, udsendte Heiberg til julen 1841. Det første digt er en poetisk dialog, Gudstjeneste der foregår pinsemorgen, og hvori en ung, panteistisk sindet digter kaldes til orden af en engel fra himlen ("Elsker du din Broder ikke – O saa fly Naturen med!"). Det andet er En Sjæl efter Døden der kaldes en "apokalyptisk" komedie, men som dog snarere er en aristofanisk satire.

Hans "sjæl" er en københavnsk borger af den slags som han stadig tænkte sig parkettet besat af, en repræsentant for det publikum som han mere og mere var kommet på kant med. Sjælen er noget rå, kortsynet, rethaverisk, den stilles først ved himlens port og katekiseres af Skt. Peder, derefter ved Elysium til ordskifte med Aristofanes, men vrages begge steder og finder sig fuldstændig til rette i et helvede der kun er en replik til den åndløse jordiske tilværelse. Digtet hænger ved sine to første akter nøje sammen med samlingens første stykke og ved sin idé med dens tredje, den yndefulde romancecyklus De Nygifte.

Dette digt, det varmeste og intimeste Heiberg har skrevet, har en lignende pointe, men en mere alvorlig, mystiskreligiøs ånd: den, hvis skyld og straf i jordelivet vejer hinanden op må leve livet om. Det fjerde digt Protestantismen i Naturen har nøje tilknytning til indgangsdigtet, det skildrer i dunkle og prægtige strofer den religiøse tankes udvikling fra nødvendighed gennem frihed til frelse. Nærbeslægtet med dette digt er Heibergs reformationskantate til universtitetsfesten 1839.

Hans sidste større digtning i den nye idealistiske stil er Nøddeknækkerne (i Urania for 1845), atter en satire over publikum og recensenter, indholdsbeslægtet med Syvsoverdag; meget smukke er de indlagte efterårsdigte. Biværk fra denne epoke er Heibergs poetiske vignetter til Danmark, et malerisk Atlas (1842–43) der blev ondskabsfuldt kritiseret af P. L. Møller, og lystspillet Valgerda, 1847 der har sigte til tidens poetiske splittelse og den vågnende kvindebevægelse som Heiberg også viste interesse ved at udgive Clara Raphael (se Mathilde Fibiger) 1851. Under krigen udgav han et hæfte kvikke Gadeviser, Tekst og Musik, 1849.

23.7.1849–21.6.1856 var Heiberg den første chef for den danske skueplads efter den nye teaterordning. Han var på mange måder fortrinlig egnet til denne byrdefulde stilling, men kom straks i et skævt forhold til de fleste skuespillere, bl.a. fordi hans egen hustru var teatrets primadonna. Publikum og kritikken tog parti mod ham og begunstigede de udvandrede af oppositionen, først og fremmest F.L. Høedt, og Michael Wiehe som havde skabt en mere realistisk spillestil på hofteatret.

Han imødekom ikke tilstrækkelig tidens fordringer til Shakespeareopførelser, lod lystspillene fremkomme i Sille Beyers bearbejdelser hvori han selv havde nogen andel, holdt fast ved Scribe, modsatte sig antagelsen af J. Chr. Hostrups stykker og holdt sin hånd over vaudevillerne. Disse teaterår forbitrede hans tilværelse. Efter at have opnået sin afsked foretog han en rejse til Berlin, Dresden, Marienbad og Prag; i udlandet mødte ham Richard Wagners kunst som en ubehagelig overraskelse. Han blev nu atter teatercensor, men en vrangvillig, bl.a. afviste han Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons første stykker.

Efter den poetiske høst i 1840erne var Heibergs digteråre omtrent udtømt. Fra hans senere år findes kun et eneste betydeligt digt, De samle sig lig underfulde Drømme, skrevet 1857 ved efterretningen om Ida de Bombelles død. Ellers sysselsatte han sig mest med de eksakte videnskaber, betragtede stjernehimlen og skrev optiske og akustiske monografier der efter hans død udgaves (med rettelser) af A.F. Krieger.

Skønt Heiberg førte et ret tilbagetrukket liv spillede hans person og hans hus en overordentlig rolle i samtidens øjne. Den beskedne selskabelighed i hans bolig på Christianshavn ("aldrig færre end Gratierne, aldrig flere end Muserne") var det uopnåelige forbillede for den københavnske borgerstand. I samtalens kunst var han en mester, og den udbredtes gennem Det kgl. teater til videre kredse.

Endnu mere virkede han gennem sit store forfatterskab. Som digter overvurderede han ikke sig selv, han omtalte sine frembringelser som "studier"; mange var rigtignok ikke meget andet. Hans lystspil har deres svaghed i det alt for improviserede, deres styrke er hans sikre komiske sans og et stænk af fin lyrik. Som versdigter kunne han forfalde til librettoagtig banalitet, men fra hans 50. år fik hans poesi vægt og fylde. Hans prosa er rask, yndefuld og vittig. Hans attiske skrivemåde, der er uden al manierthed, tålte at efterlignes og blev efterlignet i sam og eftertid. – Som filosof var han et barn af den tyske idealisme.

Hans rent spekulative opstillede filosofiske begreber har ofte tilfældighedens præg og synes tit formålsindrettede til at skulle bevise den samfundsmæssige eller æstetiske mening han ville have frem. Hans filosofi var dog ikke så uoriginal, som den havde ord for at være. Han begyndte vel som en tro adept af Hegel, men æstetikken har kun terminologien og formlen for begrebsudviklingen tilfælles med mesteren; og med årene omdannede han Hegels objektive filosofi til en personlighedslære – at være moden er alt, det er den dybere mening med hans forfatterskab.

Familie

J.L. Heiberg blev født i Kbh. (Nic), død på Bonderup ved Ringsted, begravet i Kbh. (Holmens). Forældre: forfatter P.A. Heiberg (1758–1841) og Thomasine Buntzen (Thomasine Gyllembourg) (1773–1856). Gift 31.7.1831 i Slangerup med Johanne Luise Pätges (Johanne Luise Heiberg), født 22.11.1812 i Kbh. (Petri), død 21.12.1890 sst. (Frue), d. af vintapper, traktør Christian Heinrich Pätges (1777–1834) og Henriette Hartwig (ca. 1780–1861).

Udnævnelser

Tit. professor 1829. Etatsråd 1850. – R. 1840. DM. 1852.

Ikonografi

Tegn. af A. Flint, 1792 (Fr.borg). Min. formentlig af W. Heuer, 1812 (Teatermus.). Tegn. af Heiberg som ung gengivet i træsnit 1902. Litografier af bl.a. C. v. P 16tz og 1836 af A. Kaufmann efter mal. af E. Bærentzen. Litografi af Bærentzen, 1839, efter dette træsnit 1842 af A. Flinch efter tegn. af L. A. Smith og 1891 af H. P. Hansen. Mal. af S. Schack (Fr.borg), forarbejde til sammes mal. 1843 af kroningen 1840 (St. mus.). Mal. af D. Monies udst. 1844, formentlig forlægget for litografi fra 1840erne, efter dette en række træsnit, bl.a. efter tegn. af H. Olrik, 1860, og litografier, bl.a. på gruppebillede af A. M. Petersen, 1848. Afbildet på tegn. af N. Simonsen til lign. digtergruppe (Fr.borg). Afbildet på J. Sonnes frise, 1846–48 (Thorvaldsens mus.). Buste af H. V. Bissen, 1860 (St. mus.; glyptoteket; Fr.borg; Studenterforen. i KM.; Det kgl. teater), gengivet i træsnit 1860, i relief af O. Glosimodt, 1861 (Teatermus.) og afbildet på mal. af O. D. Ottesen, 1887 (sst.). Satirisk tegn. af Constantin Hansen (Fr.borg). Flere silhouetklip (sst.), bl.a. af C. Fausing (Kgl. bibl.). Afbildet på mal. af W. Marstrand s.m. fru Heiberg og fru Gyllembourg, 1870. Tegn. af C. A. Ehrenswärd. Statue af C. Rohl Smith (Teatermus.). Afbildet på tegn. af C. Bayer, Carl Thomsen og på flere mal. af V. Neiiendam. Pastel af I. Chr. Hansen. Linoleumssnit af K. J. Almquist. – Mindetavle af Utzon Frank, 1935 (Søkvæsthuset, Kbh.).

Bibliografi

Udg. Prosaiske skr. I-XI, 1861–62. Poetiske skr. I-XI, 1862. Poetiske skr., udg. Carl S. Petersen I–III, 1931–32.

Kilder. Prosaiske skr. XI, 1862 485–504 (Autobiogr. fragmenter). Fra J.L.H.s ungdom, 1922 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXVII. Danske mag. 6.r. VI, 1933 18–328 (Aktstykker ang. det da. docentur ved Kiels univ., ved H. Skalberg). Fra det Heibergske hjem, udg. Aage Friis, 1940 (J.L. og Johanne Luise H.s brevveksl.). Heibergske familiebreve, udg. Morten Borup, 1943. Breve og aktstykker vedr. J.L.H., udg. Morten Borup I-V, 1946–50. Danske studier, 1978 108–31 (breve).

Lit. Jul. Clausen: Omkr. det Heibergske hus, 1934. P. Hansen: Om J.L.H., 1867. Har. Christensen: Det kgl. teater 1852–59, 1890. Arthur Aumont: J.L.H. og hans slægt på den da. skueplads, 1891. Jul. Clausen: Kulturhist. studier over H.s vaudeviller, 1891. Samme i Gads da. mag. XXII, 1928 209–24 290–312 (H.s teatercensurer). Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen I-IV, 1891–92 (5. udg. ved Niels Birger Wamberg, 1973–74). Vilh. Andersen: Danske studier, 1893 96–171. E. Gigas: Litteratur og hist. I, 1898 194–285. G. Brandes: Saml. skr. 2.udg. I, 1919 400–40. Paul V. Rubow: Dansk litterær kritik i det 19. årh., 1921 (2.opl. 1970; også m. titlen: H. og hans skole i kritiken, 1953). Hakon Stangerup i Fem da. studier, tilegnet Vilh. Andersen, 1934 68–81. Hans Brix: Analyser og problemer II, 1935 325–37. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. Torben Krogh: H.s vaudeviller, 1942 -Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CLXXXIX. Aage Kabell i Danske studier, 1944 110–28. Rob. Neiiendam i Pers.hist. t. ll.r. V, 1944 170–84. Morten Borup: J.L.H. I-III, 1947–49. Niels Birger Wamberg: H. C. Andersen og H., 1971. Henning Fenger: The Heibergs, N.Y. 1971.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. P.A.H., Johanne Luise og J.L.H., Thomasine Gyllembourg, 1978 = Rigsark. Foreløbige arkivreg. XX.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig