Ole Falkentorp, Johannes Oluf Falkentorp, 18.2.1886-21.8.1948, arkitekt. Født i Kbh, død på Tranebjerg sygehus, Samsø, begravet Langøre kgd. sst. F. var runden af arkitekter. Ikke bare var faderen en af tidens førende arkitekter, også morfaderen, N. S. Nebelong, havde spillet en rolle i dansk arkitektur. F. havde fået så meget i arv at en regelret uddannelse ikke kunne fange ham -han fuldførte ikke engang på Teknisk skole. En væsentlig skoling hentede han derimod bl.a. på prof. H. Wencks tegnestue da hovedbanegården i Kbh. blev projekteret. Her arbejdede han sammen med Carl Petersen, Povl Baumann o. a. kommende kometer. Men når han skyede skolerne lå der også heri en trang til oprør. Frygten for at vokse op i forfædrenes skygge avlede opposition. Livet igennem reagerede ham mod autoriteter og specielt alt hvad der hørte Akademisk arkitektforening og akademiet til, skønt hans vennekreds var blandt kunstnere. – Både venskaber og radikalisme gjorde ham til selvskrevet medlem af Den frie arkitektforening da den blev oprettet 1909 i opposition til Akademisk arkitektforening, og da den havde tabt hjørnetænderne og de to foreninger sluttedes sammen holdt han sig udenfor. S. m. Carl Petersen m. fl. opførte han boligkarreen Classens Have på Østerbro i Kbh. og s. m. Povl Baumann kontorbygningen Vesterport, 1930-32 som vel nok er hans hovedværk. Den har træk af nyklassicismen, træk af den gryende funktionalisme, og dog har den vist sig forbavsende tidløs, robust og stærk i sin arkitektur. Af hans selvstændige arbejder kan fremhæves hotel Astoria ved hovedbanegården, 1934, det tidligere Hornbæk badehotel, 1935 og Kronprinsessegades gennemføring mod nord med ejendommen på hjørnet af Sølvgade. Karakteristisk for hans projekter er en dristig opfindsomhed og ukonventionelle løsninger (jfr. hotel Astoria). Mange af hans forslag kom aldrig til udførelse, bl.a. fordi de rummede alt for radikale ideer. Men det var her han havde sin styrke og ikke i detailleringens raffinement. Han lagde vægt på at husenes udformning var bastant og ligetil – og det blev de.

Familie

Forældre: arkitekt, senere professor, etatsråd, kgl. bygningsinspektør Albert Jensen (1847-1913) og Caroline Sophie Nebelong (1848-1927). Navneforandring til F. 1899.gift l. gang med senere prokurist Hella Cecilia Mørch, født 16.9.1898 i Kbh. (Jacobs), død 9.8.1952 i Kbh., d. af maskinmester Aksel M. (1858-1920) og Hedvig Winther, (ved død: Mørch-Nielsen, 1876-1953). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 10.2.1928 på Frbg. (b.v.) med Inger Johanne Elisabeth Gregersen, født 17.2.1904 i Kbh., død 9.4.1952 sst., d. af civilingeniør, senere direktør for Teknologisk institut Gunnar G. (1875-1950) og mag.art. Johanne Salomon (1877-1960).

Ikonografi

Mal. af A. Lofthus udst. 1945. Foto.

Bibliografi

Arkitekten U, 1930 137-39 (Vesterport). Sst. M, 1935 191-96 (Hotel Astoria). Johan Pedersen sst. U, 1948 181f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig