P.O. Boisen (biskop)

P.O. Boisen, Peter Outzen Boisen, 16.11.1762-10.5.1831, biskop. Født i Emmerlev, død i Vesterborg, begravet sst. Gennem sin mor modtog B. indtryk af en stærk kristelig tro. Da hjemmet forarmedes fik han sin uddannelse hos præsten i Tinglev, Ulrik Anton Pedersen, og blev student 1782 fra Kiel. Her tog J. A. Cramer sig varmt af ham og optændte "den varmeste Gavnelyst" i hans sjæl. Af Cramers personlighed og idérigdom blev B. bestemt for livet og følte sig "stedse omsvævet af Cramers Aand". 1786 tog han teologisk embedseksamen på Gottorp og 1787 samme eksamen i Kbh. for at opnå embede i kongeriget. 1787 blev han efter Cramers anbefaling til grev Chr. Ditlev Reventlow (1748–1827) sognepræst for Vesterborg og Birket. Her faldt hans livsgerning i 44 år som præst, seminarieforstander og biskop. Grev Reventlow var en af oplysningstidens store patriarkalske godsejere der tog initiativet til at forbedre bøndernes livsvilkår både socialt og kulturelt, i sidstnævnte henseende fremfor alt gennem skolevæsenet. Takket være de to mænds samarbejde og det forbillede de havde i Ludv. Reventlows (1751–1801) reform på Brahetrolleborg hvor der var åbnet et seminarium 1795 tog skolevæsenet i Vesterborg et stort opsving. Men både de nye skoler og fag forudsatte en forbedret læreruddannelse. Da hverken seminariet på Blågård (1791) eller det på Brahetrolleborg svarede til forventningerne indrettede B. et seminarium i sin præstegård 1802, et forbillede til efterfølgelse for mange skoleinteresserede præster. B.s ideal var at læreren skulle opdrages til at blive en fornuftig bonde blandt bønder. Seminariets arbejdsplan med et treårigt kursus blev stadfæstet 1801. B. ville med sin undervisning påvirke både følelse og forstand. Hans seminarium var en højskole i 1700-tallets stil hvor foredrag med emner fra menneskelivet i fortid og nutid havde førstepladsen. Derfor opponerede han længst muligt mod den indbyrdes undervisning efter den Bell-Lancasterske metode som en åndeløs mekanik (se Abrahamson, Joseph). Til seminarievirksomheden var han så nært knyttet at han 1805 bad sig fri for bispestolen i Akershus. Til gengæld blev han s.å. biskop i Lolland-Falsters stift med tilladelse til at blive boende i Vesterborg. Som præst forkyndte han med mund og pen en oplyst og gavnelysten kristendom. I hyrdebrevet af 1817 hvortil Fr. Münther havde givet udkastet fik B. mildnet nogle af de for seminaristerne krænkende udtryk. Den kosmiske livsfølelse der prægede hans optimisme og filantropi reddede ham fra den flove rationalisme og gav ham til forskel fra de fleste oplysningspræster af gennemsnittet mulighed for at forstå det nye århundredes romantiske tolkning af tilværelsen, den der for så mange af hans samtidige kun stod som en tåget og farlig "mystik". Men hans Plan til Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse, 1806 var en anakronisme. J. G. C. Adler og Chr. Bastholm havde tyve år tidligere gjort lignende forsøg på at stimulere kirkebesøget ved at gøre gudstjenesten "folkelig" i sprog og rørende i emnevalg. Ingen uforståelige orientalske talemåder måtte formørke begreberne. B.s forslag var affattet i samme ånd om end mere plat sentimentalt. Så forskellige mænd som den af Kant påvirkede rationalist H. G. Clausen, den humanistisk følende præst J. P. Mynster og N. F. S. Grundtvig der var i sin romantisk gærende periode på Langeland, aflivede ved deres kritik B.s forslag. Både som skoleleder og præst bidrog B. til at dæmme op mod den kirkefjendtlige og krasse materialisme i 1700-tallets slutning. Fra B.s hånd foreligger både opbyggelige og kateketiske skrifter (Andagtsbog, 1820, Praktisk Religions-Undervisning, 1796 og Kateketik, 1803.) – En søn Carl Christian Boisen (27.8.1804–8.2.1866) blev 1826 cand. teol. og 1830 sognepræst for Nebbelunde og Sædinge. Han sluttede sig til den grundtvigske retning og skrev en lille bog herom. Efter to år som præst ved tugthuset på Christianshavn blev han 1844 præst i Vonsbæk ved Haderslev. Fra 1860 var han stiftsprovst og sognepræst ved domkirken i Ribe.