P.V. Jensen-Klint, Peder Vilhelm Jensen-Klint, 21.6.1853-1.12.1930, arkitekt. Født på Mineslyst, Holsteinborg sg, død i Kbh., urne i Grundtvigsk. J.-K. tog præliminæreksamen 1869 fra Schnee-kloths skole og blev året efter optaget på Den polytekniske læreanstalt hvor han bl.a. havde J. D. Herholdt som lærer. Han fik 1877 afgangseksamen som bygningsingeniør og påbegyndte herefter jævnsides med praktisk ingeniørarbejde en uddannelse som billedkunstner. 1878 blev han optaget på kunstakademiet som maler og gennemgik indtil 1885 alle malerskolens klasser, dog uden at tage afgang. Som maler dyrkede han især landskabskunsten, og i årene efter akademitiden følte han sig en tid tillige tiltrukket af billedhuggerkunsten hvor han i begejstring over brødrene Joakim og Niels Skovgaards arbejder især udførte en del keramiske arbejder hos G. Eifrig i Valby. Han blev 1892 ansat som tegnelærer på landbohøjskolen, en stilling der i mange år blev hans eksistensgrundlag, men han udførte i denne periode en hel del tegninger til kunsthåndværk, navnlig til møbler. Først i midten af 1890erne finder hans kunstneriske sindelag et selvfølgeligt udtryk i arkitekturen. Da en god ven, guldsmed Holm, skulle have bygget en villa fik J.-K. efter en lille privat konkurrence med Eugen Jørgensen, overdraget opførelsen, Sofievej 27, 1896. En vis anerkendelse som arkitekt fik J.-K. året efter med opførelsen af H. N. Rasmussens gymnastikinstitut, Vodroffsvej 49–51 der gav anledning til at han blev optaget i Akademisk architektforening. Med hele sin baggrund havde han et naturligt tilhørsforhold til den her-holdtske arkitekturretning, og gennem hele sin virksomhed som arkitekt lagde han stor vægt på murstenens stoflige egenskaber og overtog vel også i nogen grad Herholdtskolens gode fornemmelse for bygningernes plastiske muligheder. Derimod forblev hans forhold til stilarterne i egentlig forstand uakademisk. Han tilegnede sig sine erfaringer ved oplevelsen af den hjemlige arkitekturtradition, fortrinsvis middelalder og barok. Han opførte i det første tiår efter århundredskiftet en del villaer, bl.a. Søbakken 15, Skovshoved 1902, Onsgaardsvej 12, Hellerup 1905–07, komponisten Thorvald Aagaards Aagaards hus i Ryslinge, 1907, villaen Niels Juels Vej 28, Svendborg 1907 og opførte tillige beboelsesejendommene Vodroffsvej 47–49, 1899–1900, Frederikshavns Bank, Jernbanegade, 1904, sporvejs ventesalen suppeterrinen på Trianglen, 1904–07, Bolleholt, Fjeldflod og Sindal skoler, 1908, samt smedens hus på Landsudstillingen i Århus 1909. J.-K. blev i disse år et samlingspunkt for den gruppe yngre arkitekter, bl.a. Ivar Bentsen og Povl Baumann, der i 1902 havde brudt med akademiet og sammen med ligesindede havde stiftet Den frie architektforening der i det følgende tiår skulle få stor betydning for den arkitektoniske udviklng herhjemme. Der udgik en kraft og autoritet fra J.-K., både gennem hans personlighed og hans arbejder, som Kay Fisker har sammenlignet med Joakim Skovgaard, men J.-K. var vel for stridbar til at kunne indtage en lignende central placering som den store gamle mand i dansk arkitektur. Han havde dog samme rod i dansk tradition og samme grundtvigianske livssyn. Han kæmpede en hårdnakket kamp mod det store flertal af akademiske arkitekter for at genskabe noget af den gamle håndværkerkultur, klarest formuleret i bogen Bygmesterskolen, 1911, og han kastede sig ud i et omfattende oplysningsarbejde herom, bl.a. ved kurser for bygningshåndværkere på højskoler og tekniske skoler. 1915 var han tillige medstifter af Landsforeningen bedre byggeskik. Det var dog først gennem sin sene byggevirksomhed, navnlig som kirkebygger han udførte sin højest påskønnede indsats i dansk arkitektur. Bortset fra Vodskov filialkirke, opført 1906–09, til dels i samarbejde med Fr. Kiørboe og Povl Baumann, startede han denne side af sin virksomhed i en relativ høj alder. 1912–13 deltog han med stor iver i et par konkurrencer til et Grundtvigsmonument, dels med et forslag til en mindehal ved Vartov i en enkel robust rundbuestil og dels med et stort gotisk inspireret tårn der blev udgangspunkt for hans store hovedværk, Grundtvigskirken. Konkurrenceforslagets hovedmotiv var en variation over den rige sengotiske blændingsgavl som han i årene omkring 1913 havde gennemarbejdet i en række forskelligartede projekter og her havde udført i en tredelt aftrappet form. Tårnet blev kort efter bearbejdet til en kirke med et skib der nærmest var afledt af den middelalderlige bykirke (Skt. Peder, Næstved). Der var ikke tænkt på nogen bestemt beliggenhed, kirken havde nærmest karakter af arkitektonisk fantasi, som en monumental parafrase på opfattelsen af den danske landsbykirke. Det lykkedes at vinde gehør for at opføre kirken og efter nogen diskussion valgte man den heldige beliggenhed på Bispebjerg, et af de højeste punkter ved København. 1921 lagdes grundstenen, og i 1927 blev det store tårn indviet, mens kirken som helhed først blev indviet 1940, ti år efter arkitektens død, fuldført af hans søn Kaare Klint. I en større arkitekturhistorisk sammenhæng kan kirken vel betragtes som det sidste af en lang historiserende tradition, men med den omhu der er lagt i håndværksmæssig kvalitet og arkitektoniske detaljer fik kirken stor betydning for den fortsatte murstensarkitektur herhjemme. Omkring kirken opførtes en ensartet lav bebyggelse, byen på bjerget, af J.-K., V. Wittrup, Ch. Schou og G. Gøssel, der gav kirke og kvarter en vis købstadsmæssig karakter. J.-K. kunne ikke følge sine yngre fagfæller fra Den frie architektforening i den næsegrus beundring for C. F. Hansen og den klassicistiske arkitektur og forblev i opposition til den fremherskende nyklassicisme både i sin arkitektur og i sin åbenlyse modstand. Blandt hans senere byggeri kan i øvrigt nævnes Anna kirken, Bjelkes Alle, opført 1913–14, 1921, 1924–28, Fredens kirke eller Skt. Hans Tveje i Odense 1916–20 hvor han realiserede et konkurrenceprojekt til en kirke i Århus 1913, K.F.U.M., Klosterbakken, Odense 1921–23, Bethlehemskirkens menighedshus, Tømrergade 1, 1929–30 samt udkastet til Bethlehemskirken. Åboulevarden, senere opført af Kåre Klint. J.-K. var medstifter af Selskabet for dekorativ kunst 1901, formand 1902–05. Han modtog C. F. Hansen-medaljen 1924.

Familie

Forældre: mejeriforpagter Christen Jensen (1795–1869) og 2. hustru Johanne Andersdatter (1816–72). Navneforandring 10.11.1893. -15.10.1881 i Kbh. (Vartov) med Mathilde Caroline Pedersdatter Markussen, født 17.1.1846 i Esbønderup, død 20.11.1933 i Kbh., d. af gartner Peder M. (1808–96) og Ane Kirstine Jeppesdatter (1804–60). – Far til Kaare Klint.

Ikonografi

Buste af Johs. Bjerg 1916–17 (Fr.borg). To mal. af G. V. Blom (det ene Fr.borg), efter det andet stik af kunstneren selv, 1918. Mal. af Elof Risebye, 1926. Buste af Siegfried Wagner, 1927. Mal. af Johs. Kragh, 1927 (udstillingsfonden, Charlottenborg) og 1928. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da.mag., 1929 621–30. – Arkitekten, 1898–99 2–4: 1900–01 48f. Architekten. 1899–1900 113–16; 1904–05 330–33; 1906–07 41–13 165–71 545–47; 1909–10 3 208; 1919 44–48; 1921 6f 10f; 1921 49–58; 1926 255–67 301–05. Harald Nielsen i Arkitekten U, 1930 229f. Steen Eiler Rasmussen sst. M, 1931 1–16. Th. Bærentzen i Tidsskr. for industri, 1907 17–28; J.-K. sst. 265–78. Bygmesteren, 1912 1–5; 1913 53 165f 183f 190 194 226; 1914 94 265–68 271–78 281–86 287–91 293–97 (art. vedr. kirkerne udg. som særtryk: P. V. J.-K.s kirker). J.-K. og G. Gøssel sst. 243f 295f; 1930 295–300. N. V. Dorph i Forskønnelsen, 1929 17–23. Carl V. Petersen i Tilskueren, 1915 II 390–407. Steen Eiler Rasmussen sst. 1931 II 69–80. Politiken 2.12. og 3.12.1930. Ivar Bentsen sst. 3.9.1940. Charles I. Schou i Danmark VI, 1946 37–42. Kay Fisker i Arkitektur, 1963 37–57.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig