Peder Axelsen Thott, død 1463, domprovst. Peder Axelsen Thott indskreves 1413 som student ved universitetet i Leipzig; 1418–19 var han en af de første danskere der studerede i Heidelberg. 1421 nævnes han hjemme i Skåne. 1423 var han kannik i Lund og valgtes til domprovst samme sted. 1430 forekommer han som rigsråd. Efter egen opgivelse var han en tid kapellan hos kong Erik af Pommern. 1437 studerede han kirkeret i Bologna og traf her pave Eugen IV hvem han fortalte, at prioren i Dalby kloster havde gjort sig skyldig i vold; paven lod sig da overtale til at tillægge Peder Axelsen Thott prioratet, hvis anklagen viste sig velbegrundet. Den i pavebrevet fastsatte lovformelige undersøgelse fandt ikke sted, men ikke des mindre lykkedes det Peder Axelsen Thott at sætte sig i besiddelse af klostret og han fastholdt lige til sin død stillingen som "Commender i Dalby".

Skønt Eugen IV 1438 havde fældet en ny afgørelse til fordel for den afsatte prior opnåede Peder Axelsen Thott til sidst endog pavelig godkendelse. Dette vellykkede kup tilfredsstillede dog ingenlunde Peder Axelsen Thotts ærgerrighed. Hele sit liv igennem vedblev han at stræbe efter forøget magt og rigdom, men uden fortsat held, fordi hans krakileri efterhånden bragte ham på kant med alt og alle, bl.a. med hans kolleger i Lundekapitlet og med hans nærmeste foresatte, ærkebisperne; af disse klagede Hans Laxmand 1442 over, at Peder Axelsen Thott red omkring med skjold og sværd i hånden og et følge med spændte armbrøster. Heller ikke kongernes gunst lykkedes det ham at vinde. Ganske vist anbefalede Christian I ham ved nytår 1455 hos paven til ærkebispesædet i Nidaros, men kun side om side med en anden. Og da Peder Axelsen Thott seks år senere påberåbte sig kongens støtte, var det med urette. Da nemlig den gamle biskop Henneke Ulfeldt i Odense 1459 var død, vovede Peder Axelsen Thott forsøget på at blive hans efterfølger, skønt Mogens Krafse havde virket som koadjutor og havde løfte på embedet. Alligevel fik Peder Axelsen Thott i det mindste en del af kapitlet på sin side; han synes faktisk også at være kommet i besiddelse af nogle af bispestolens ejendomme, formodentlig ved sin halvbror Philippus' hjælp.

Januar 1461, da han påtænkte at rejse til Rom for personlig at tale sin sag hos paven, hævdede han at være rettelig valgt og med kongens samtykke højtideligt indsat i Odense domkirke. Ikke des mindre havde Christian I kort forinden anmodet sin svoger markgreven af Mantova om at modvirke Peder Axelsen Thott der i brevet betegnedes som "allerede alderdomssvækket, trættekær indtil vanvid, flere gange genstridig mod vore befalinger". Paven tog da også under stridens skiftende faser bestemt Mogens Krafses parti, og Peder Axelsen Thott måtte til sidst opgive sagen. Til gengæld flottede han sig på sine gamle dage med den ret enestående titel af ærkedomprovst.

Familie

Forældre: Axel Pedersen Thott (død ca. 1446) og Cathrine (Margrete?) Krognos. Ugift. – Bror til Oluf Axelsen Thott og Aage Axelsen Thott. Halvbror til Erik Axelsen Thott, Iver Axelsen Thott og Philippus Axelsen Thott.

Bibliografi

Diplomatarium dioecesis Lundensis, udg. Laur. Weibull III, Lund 1900 21f 44 60f 191–93 196–200 239f 242 262 292 329–31 369f 413f; IV, 1909 1–5 15–18 30f. -Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danmark, 1907. Gottfrid Carlsson i Lunds domkyrkas hist., udg. Ernst Newman I, Sth. 1946. Ingvar Andersson: Skånes hist. II, Sth. 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig