Peder Reedtz, 17.11.1614-10.7.1674, kansler. Født på Tygestrup, død i Kbh., begravet i Nic. k. R. fik sin opdragelse i hjemmet, på Herlufsholm (1632–34) og på Sorø akademi (1635), hvorefter han studerede i udlandet, bl.a. i Groningen (imm. 1635), Oxford (1636), Siena (1639) og Padova (1640). 1641–46 var han sekretær i kancelliet, fulgte 1643–44 grev Valdemar Christian til Rusland og fungerede 1645 som sekretær ved Brømsebrofredsforhandlingerne. 1647 fulgte han med Corfitz Ulfeldts ambassade til Holland og Paris og var til nov. 1649 dansk resident ved det franske hof. Maj 1652 sendtes han sammen med Erik Rosenkrantz til London for at slutte en freds- og venskabstraktat, men hjemkaldtes aug. s.å. efter udbruddet af den engelsk-hollandske krig. S.å. fik han Lundenæs len, blev juli 1653 rentemester og aug. 1655 vicepræsident i det nyoprettede admiralitet. Juli 1656 optoges han i rigsrådet og fik som følge heraf 1657 Lundenæs len ombyttet med Møn som han beholdt til 1662. En vigtig drivkraft ved R.s karriere har uden tvivl faderens og svigerfaderens indflydelse været. I kanslerens sidste levetid synes han, især ved forhandlinger med fremmede gesandter, at have fungeret som en slags vikar for den svagelige Christian Thomesen Sehested. Maj 1657 medunderskrev han den resolution som afbrød forhandlingerne med den svenske gesandt Magnus Dureel, juni s.å. "Ampliationstraktaten" med generalstaterne. Efter den danske krigserklæring mod Sverige nævnes han i instruktion af juni 1657 som en af de fire råder der med rigshofmesteren og kansleren skulle lede regeringsførelsen, men det er uvist om udvalget trådte i funktion. I øvrigt gav hans stilling som øverste rentemester ham nok at gøre under den herskende finansnød, hvortil kom deltagelse i de forhandlinger som efter Roskildefreden førtes med Sverige i Kbh., og de mange hverv af forskellig art som tilfaldt ham under hovedstadens belejring 1658–60. Fra marts 1660 deltog han som en af de danske kommissærer i de forhandlinger der maj s.å., efter at Hannibal Sehested var trådt til som mægler, farte til freden i Kbh. Efter freden var han mellem de råder som udtalte sig for en omfattende hærreduktion. Under det sept. s.å. åbnede stændermøde i Kbh. var han med Gunde Rosenkrantz og Otte Krag rådets deputerede ved forhandlingerne med stænderne. Da understændernes forslag om arveriget var overleveret kong Frederik III, og rådet gjorde modstand mod at give sit samtykke i den ønskede form, "rejste", oplyser en samtidig beretning under 13.10., R. og oversekretær Erik Krag "frem og tilbage imellem kongen og rådet", hvorefter det sidste s.d. bøjede sig. 14.10. var han som medlem af det af kongen nedsatte udvalg af råder og stænderdeputerede med til at vedtage beslutningen om håndfæstningens kassation som i sin endelige, underskrevne form er nedskrevet af ham; 17. overleverede han kongen den kasserede håndfæstning, og ved arvehyldingen 18. holdt han "udi Cantzlers Sted" på kongens vegne talen til stænderne og oplæste den nye edsformular. Han havde, uden at der kan påvises noget intimere forhold mellem ham og kongehuset, vistnok altid hørt til rådets mere kongeligsindede fløj med tilbøjelighed til at opfatte problemerne ud, fra centraladministrationens synspunkt. Nu, da statsomvæltningen var i gang, har han øjensynligt bestræbt sig for at bygge bro fra det gamle til det nye, bl.a. i håb om at blive indehaver af det siden 1657 ubesatte kanslerembede. Dette håb opfyldtes 26.10., da han udnævntes til kansler, præsident i kancellikollegiet og assessor i statskollegiet. 1661 blev han patron for universitetet og medlem af højesteret hvor han som kansler førte forsædet; s.å. ledede han prins Christians hylding i Norge. 1662 fik han Buskerud m.fl. norske amter. 1664 blev han medlem af lov-, 1672 af lovrevisionskommissionen. Efter Christian Rantzaus død 1773 var han, som siden statsomvæltningen tilhørte den snævrere ministerkreds (gehejmerådet) den egentlige leder af statskollegiet; 1670 indtrådte han i det nyoprettede gehejmekonseil.

Når R. trods sin arbejdsomhed aldrig opnåede en indflydelse inden for regeringen som svarede til hans betydelige embedsstilling, skyldes det ikke blot at han ved fødsel og følelse var knyttet til den danske adel. Skønt han sad inde med et stort fond af lærdom, vist navnlig på teologisk område, lykkedes det ham ikke at vinde Frederik IIIs bevågenhed; hans stive værdighed -"espagnol de gravité et d'inclination" kalder Hannibal Sehested ham – som dækkede over en tung natur, tilbøjelig til mistænksomhed, stødte både kongen og andre bort. Til Sehested, med hvem han til dels havde arbejdet på linje under statsomvæltningen, blev hans forhold, bl.a. fordi han harmedes over skatkammerets selvstændige stilling over for kancelliet, efterhånden mere og mere spændt; under de 1664–65 på rigsskatmesterens initiativ førte forhandlinger om forbund med England og Sverige indtog han en hollandskvenlig holdning og bidrog sammen med Christoffer Gabel og C. v. Ehrenschild til at bringe den sehestedske ydrepolitik til fald. Tilnærmelsen til Gabel var dog kun kortvarig og afløstes snart af uvenskab. Lidet harmonisk var også hans samarbejde med kancelliets oversekretær Erik Krag og den tyske kansler T. Lente. Rivalitetsforholdet til denne var muligvis hovedårsagen til, at der ikke udstedtes nogen instruks for danske kancelli før efter tronskiftet 1670, da Peder Schumacher (Griffenfeld) tog opgaven op. Schumacher skal efter traditionen være hjulpet frem af R., men da han fra 1668 begyndte at tage del i kancelliekspeditionerne, følte kansleren sin indflydelse truet, og der udviklede sig en bitter kamp mellem de to mænd, i hvilken den unge efter Christian Vs tronbestigelse vandt sejr efter sejr over sin gamle chef. Med Griffenfelds udnævnelse til rigskansler i nov. 1673 var R. faktisk skudt til side, selv om han til sin død indtog forsædet i kancellikollegiet og formelt ledede forhandlingerne med de fremmede sendebud.

R. arvede efter faderen Tygestrup som han 1669 mageskiftede til kongen for Børglumkloster. Med sin 1. hustru fik han Mindstrup (Nørvang hrd., solgt 1665). Han var desuden ejer af Turebyholm (Fakse hrd.), Palsgård (Bjærge hrd., fra 1665), Hundslund (det senere Dronninglund, fra 1672) og havde part i Sortebrødregård (Sømme hrd.). Hertil kom en del gods i Norge som han 1665 fik udlagt for fordringer på kronen.

Familie

Forældre: rigsråd Frederik R. (1586–1659) og Birgitte Brahe (1591–1627). Gift 1. gang 1.5.1653 i Kbh. (Frue) med Sophie Sehested, født 2.7.1635, død 5.11.1671, d. af kansler Christian Thomesen S. (1590–1657) og Mette Rosenkrantz (1600–44). Gift 2. gang 25.7.1672 i Tureby med Anne Ramel, født 28.8.1643 i Sorø, død 8.1.1702 på Tureby, begr. i Sorø (gift 1. gang 1662 med Albret Skeel til Katholm, 1635–67), d. af hofmester, senere rigsråd Henrik R. (1601–53) og Margrethe Skeel (død tidligst 1671).

Udnævnelser

Bl.R. 1663.

Ikonografi

Stik af A. Haelwegh efter forlæg af A. Wuchters fra 1650erne, og efter dette afbildet på gruppebillede stukket af Haelwegh, 1667. Lille skitse med ændret dragt, af Wuchters (Fr.borg). I samme type stik af Haelwegh efter forlæg af Wuchters fra 1660erne, stik af I. M. Bernigeroth 1746, og flere mal. (bl.a. Arreskov, Benzonsdal, Gavnø (dat. 1665), Kbh.s univ.), efter sidstnævnte litografi 1867 og træsnit af H. P. Hansen, 1885. Samme type i min. (Fr.borg). Fremstillet på C. W. Eckersbergs mal. af arvehyldningen 1660, udst. 1828.

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist. under Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker I–II, 1847–57. Forarbejderne til kong Kr. Vs Danske lov, ved V. A. Secher og Chr. Støchel I-II, 1891–94. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist., udg. Johs. Lindbæk I–II. 1903–10. Kronens skader II, ved F. J. West, 1908. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen V-VI, 1920–23.

Lit. [Willum Worm:] Progr. fun. univ. Hafn. over P. R., 1674. Mag. til den da. adels hist. I, 1824 147–50. Danske mag. 3.r.IV, 1854 134 271 293 297 307 309f 314–16 324 (Christen Skeels dagbog). S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I–II, 1879–81. Medd. fra det kgl. gehejmeark. 1886–88, 1889. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893 77f. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. I, 1908. Kn. Fabricius: Griffenfeld, 1910. Samme i Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Anton Hannibal Sehested I–II, 1946–70. Bente Haldingi Arkiv II, 1968–69 197–243.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig