Valdemar Christian

Valdemar Christian, 26.6.1622-26.2.1656, greve til Slesvig og Holsten. Født på Fr.borg, død i Lublin. Sammen med sine søskende blev V. opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin. 1627-29 opholdt han sig hos Christian IV's niece prinsesse Sophie af Braunschweig, der var gift med statholderen i Friesland Ernst Casimir af Nassau. 1629 kom han tilbage til Danmark. Han førte titlen greve af Slesvig og Holsten og 1630 blev han tysk rigsgreve. 1631-36 var han på Sorø akademi. 1637 drog han med sin svoger Hannibal Sehested ud på sin "grand tour" der gik over Holland og de spanske Nederlande til Italien hvorfra han efteråret 1639 via Frankrig og England returnerede til Danmark. For at forsørge ham købte kongen 1632 Ristrup og Lyngballegård (Sabro hrd.) til ham, men disse gårde mageskiftede han 1646 tilbage til kronen for Saltø (Ø. Flakkebjerg hrd.), som han s.å. solgte til svogeren Corfitz Ulfeldt. 1633 fik han et kanonikat i Roskilde, og 1639-42 var han forlenet med Dalum kloster. Senest 1635 påbegyndte hans far opførelsen af Valdemarsslot på Tåsinge til ham, og 1641 fik han birkeret over alt sit gods på Tåsinge. I øvrigt boede han aldrig på Valdemarsslot. 1640 var han i Sverige, og s.å. kom han til de kejserlige hære i Tyskland. Jan. 1641 var han hjemme igen hvor han fik en alvorlig irettesættelse af kongen for sin grove optræden mod Vibeke Kruse og hendes børn.

S.å. indledtes der på russisk initiativ forhandlinger om et ægteskab mellem V. og zar Mihails datter Irena, og juni 1641 sendtes V. ledsaget af Gregers Krabbe til Rusland. Sommeren 1642 vendte han tilbage til Danmark hvorfra han rejste til Holland og 1643 til Paris. Maj 1643 blev han lensmand på Øsel. I mellemtiden var forhandlingerne om det russiske giftermål og et nærmere dansk-russisk samarbejde fortsat, og i efteråret 1643 sendtes V. påny til Rusland med et stort gesandtskab der medbragte rige gaver. Han fik en god modtagelse, men stemningen slog hurtigt om uden at det konkret vides hvorfor. Et af stridspunkterne var det russiske krav om at V. skulle antage den ortodokse tro. V. selv var irriteret over at han efter russisk skik ikke måtte få sin tilkommende at se. Den egentlige årsag skal nok søges i de ændrede politiske forhold efter Torstenssons indfald i Danmark. V. forlangte at rejse hjem, men dette blev afslået, og han var i det følgende år reelt russernes fange. Et mislykket flugtforsøg i maj 1644 gjorde ikke sagen bedre hvortil kom at V. og hans følge optrådte udfordrende og kom i flere blodige slagsmål. Særlig grelt trådte hans karakter frem da han fremkaldte en duel med dødelig udgang mellem to adelsmænd i sit følge, hvad han først betragtede som en god spøg mens han senere søgte at fralægge sig ansvaret. Juli 1645 døde zar Mihail, og i aug. fik V. lov at rejse hjem. På hjemvejen opholdt han sig i længere tid i Polen og Preussen og kom først til Kbh. maj 1646. Efteråret 1646 kom han påny i kejserlig tjeneste som generalmajor ved grev Holtzapfels hær i Westfalen. I øvrigt var han i stadig pengeforlegenhed, og august 1647 lovede kongen ham en årspension på 10 000 dr.

Efter Christian IV's død kom V. hjem 5.3.1648. Han optrådte meget udfordrende over for halvbroderen Frederik III, måske fordi han naivt forestillede sig at kunne blive konge med sine mægtige svogres hjælp. Svogrenes bestræbelser var i første omgang koncentreret om at få hævn over de tre teologer der i 1646 havde støttet Christian IV i at hans og Kirsten Munks døtre ikke måtte besøge deres mor, og om at få anerkendt at Christian IV's og Kirsten Munks børn var ægtefødte. Det første hindredes af de øvrige rigsråder, derimod anerkendtes det sidste, dog med den vigtige tilføjelse at dette ikke på nogen måde måtte komme Frederik III og hans arvinger til skade. Herved havde rigsrådet afskåret et eventuelt forsøg på at lancere V. som tronkandidat og udelukket enhver tale om kompensation. Under mellemregeringen erhvervede V. fra Ulfeldt en anvisning på sin årspension på 10 000 dr. hos A. B. Berns i Hamburg, som Frederik III prompte annullerede da han i maj var blevet konge, og samtidig fratog han V. titlen af greve af Slesvig og Holsten. Dette var et voldsomt slag dels for V.s økonomi, men ikke mindst for hans overdrevne forfængelighed, og hans bestræbelser i de følgende år gik ud på at skaffe sig penge og titel igen. Han slog sig ned i Köln og søgte at mobilisere kejseren, i hvis tjeneste han fortsat stod, for sine krav. En kejserlig henvendelse til Frederik III såvel som V.s egne anmodninger forblev dog resultatløse. 1650 gik der rygter om at han hvervede tropper for den landflygtige prins af Wales. Hans udsigter i Danmark forværredes yderligere ved Ulfeldts fald 1651. Ulfeldt drog i første omgang til Holland hvor han traf sammen med V. der lånte penge af ham. Sommeren 1651 trådte V. i tjeneste hos hertug Carl III af Lothringen, og der var planer om et ægteskab mellem V. og Mlle de Beauvais, en søster til hertugens morganatiske hustru hertuginden af Cantecroix. Der kom dog ikke noget ud af disse planer, men hertugen sendte 1652 en gesandt til København der bl.a. skulle fremføre V.s krav. I Danmark var man nervøs for lothringsk deltagelse i de angrebsplaner rygtet tillagde Ulfeldt og hans kreds, men kongen afviste støttet af rigsrådet alle V.s krav.

Efter dette afslag drog V. til Sverige hvor han forgæves tilbød dronning Christina sin tjeneste. 1654 søgte han gennem dronning Sophie Amalies brødre udsoning med Frederik III og skiftede nu helt om idet han dels underkastede sig for kongen og dels skød skylden for sin tidligere optræden over på moderen som han i flere år havde haft et dårligt forhold til, især fordi hun ikke ville skifte med ham. Han forsøgte nu pengeafpresning over for moderen og søsteren Leonora Christina, bl.a. ved at true med at overlade kongen breve af kompromitterende indhold. Kongen var villig til et forlig med V., men dette strandede på at V. ikke ville opgive sin grevetitel. V. var da nødt til for at få penge at forlige sig med sin mor, og 1655 gav hun ham 3.000 dr. Ikke desto mindre lod han sig forlyde med, at Christian IV havde ret i sine beskyldninger mod Kirsten Munk for utroskab og mordforsøg. S.å. trådte han i svensk tjeneste, vistnok på moderens tilskyndelse, men faldt året efter i Polen. V. var ikke blot forfængelig og letsindig, men udygtig, grov i optræden og til tider ganske samvittighedsløs (J. A. Fridericia).