Poul Pedersen

Poul Pedersen, levede 1697, forfatter. Fødsels- og dødsår såvel som herkomst ukendte; han synes at have haft tilknytning til Skagen. P. hørte ligesom Anders Bording og andre samtidige digtere til de frie fugle, der førte en ustadig tilværelse uden at kunne opnå eller udfylde nogen fast livsstilling. I 1680erne nød han gæstfrihed hos en digterbror, oberstløjtnant Jens Steen Sehested på herregården Selleberg mellem Odense og Kerteminde. Omtrent 1690 træffer vi P. i Kbh. som redaktør af de af bogtrykkeren Johan Philip Bockenhoffer udgivne danske aviser, især Maanedlige Relationer. I denne stilling synes han at have gjort god fyldest; navnlig roses hans omhu for sprogbehandlingen, om end han ikke kunne holde bladene på samme højde som den forretningsdygtige stifter, Daniel Paulli. Rimeligvis er P.s hang til uordentligt liv stadig tiltaget, siden han, formodentlig ved principalens død sidst i 1697, fjernedes fra bladet og måtte ty til Skagen for at nyde nådsensbrød vinteren over. At dette ikke er faldet i hans smag fremgår af at han ved sin afrejse efterlod et satirisk digt som i høj grad opbragte skagboerne (se Aage Kabell: Don Pedro, 1949 = Vidensk. selskab. Hist.-fil. Medd. XXXII, 1, 46f). Han synes at være vendt tilbage til Kbh. hvor han, mere og mere elendig og forfalden, vistnok ikke længe efter skal være fundet død i en rendesten. – P.s eneste værk, måske begyndt på Fyn, men vistnok fuldendt i hans redaktørtid, er Kjerligheds Erindrings og Undrings Speil, forestillet udi den spanske Herremand Don Pedro af Granada, hans Lif og Levnets Historie, ved Philedor, [1724]. Det er ikke af stort omfang, men som elskovsroman, oven i købet på vers (naturligvis aleksandrinere), noget enestående ikke blot i dansk, men også i tysk digtning på den tid. Emnet er en spansk anekdote, benyttet af Paul Scarron (La précaution inutile), hvem P. synes at stå nærmest, og i Molières École des femmes. Men i ånd og stil er P. ganske tysk, den mest typiske elev af den 2. schlesiske skole her i Danmark hvor skolens indflydelse dog ved denne tid er kendelig lige fra Thomas Kingo og nedad. Dette fremgår allerede af digtets litterær-historisk interessante fortale. Karakteristisk er også stilens imposante ord-rigdom, ordspil og antiteser, dens erotiske udmalinger og vældige, men ofte gennemironiske billedpragt, især af solopgange og aftenrøde, som Ludvig Holberg spottede i fortalen til Metamorphoserne og måske tænkte på i Peder Paars. Alligevel må der (med Holberg) indrømmes P. en ret høj plads mellem baroktidens poeter: han har håndelag, humor og ironi samt megen glæde ved at tumle med fortællingen, hvis vittige og ironiske pointe helt dækkes af den bevidste stil. Digtet udkom pseudonymt og synes længe at have været udbredt i afskrifter, som vakte opsigt og tillagdes forskellige bekendte forfattere. Det blev ikke trykt før 1724, atter 1756 og fremkaldte kluntede modskrifter af Lyder v. Müllen til kvindekønnets forsvar. Ny udgave med indledning og noter ved Georg Christensen, 1937.