Poul Rasmussen (komponist)

Poul Rasmussen, Poul Edvard Rasmussen, 29.10.1776-18.7.1860, komponist. Født i Farum, død sst., begravet sst. Edv. Storm, der fra hyppige besøg i Farum kendte familien, tog sig varmt af den tidligt faderløse dreng, optog ham i sit hus og skaffede ham friplads i Efterslægtsselskabets skole. Plejesønnen gjorde her udmærkede fremskridt og blev Storm en glæde i hans sidste år. 1794 blev R. student, og ved hjælp af den lille sum Storm efterlod ham, i forbindelse med støtte fra generalauditør, professor L. Nørregaard, blev han 1801 juridisk kandidat. 1802 blev han auditør i marinen, 1804 tillige assessor i politiretten. 1809 fik han afsked med en lille pension fra en gerning som ikke passede hans naturel, og hvori han heller ikke synes at have gjort synderlig fyldest. Resten af sit liv henlevede han efter kortere ophold rundt om på Sjælland fra 1815 i sin fødeby Farum hvor han en tid lang ernærede sig som privatlærer. Han sad yderst småt i det, fik ganske vist 1860 en offentlig understøttelse, som A. P. Berggreen troligt nok havde den væsentligste andel i, men livsleden havde så stærkt tag i ham at han i sin høje alderdom hængte sig på vinduessprossen.

R. manglede ikke interesser; han udarbejdede et stenografisk system og udgav 1812 en bog derom, Dansk Kortskrivning. Til Abrahamsons, Nyerups og Rahbeks Danske Viser fra Middelalderen meddelte han forskellige bidrag og står som medudgiver af Nyerups Udvalg af danske Viser I–II, 1821. R.s berømmelse skyldes hans melodi til Laur. Koks vise Danmark, dejligst Vang og Vænge. Den indsendtes til udgaven af de gamle folkeviser som komponeret og meget sunget på Farumegnen. At det var R. selv der havde skrevet den blev ikke nævnt til trods for at udgiverne var klar over det. Den blev uden kommentarer optaget i udgaven og ansås i en årrække for at være en gammel folkelig melodi. Selv da Oehlenschläger havde benyttet den i Erik og Abel (1821) undlod dens skaber at melde sig. Berggreen, som 1840 indlemmede sangen i sine melodier til fædrelandshistoriske digte, var den første der afslørede at R. var komponisten. Efter Oehlenschlägers anvendelse af visen nåede den en vis udbredelse, bl.a. hos danske i Rom. J. F. Frøhlich anvendte den også i sin musik til Aug. Bournonvilles ballet Valdemar, 1835, og som begivenhederne udviklede sig omkring det slesvigholstenske spørgsmål og i de to krige, blev Danmark, dejligst Vang og Vænge en af de mest sungne nationale sange. I sine fra 1811 til kort før sin død førte dagbøger tildels i stenogram, oplyser R. at melodien, som Berggreen foretog enkelte ændringer i, er inspireret af J. A. P. Schulz' melodi til J. H. Voss' vise Freund, ich achte nicht des Mahles. Han omtaler endvidere at han har komponeret et par andre melodier, således den nu tabte fra 1820 til Juliane Marie Jessens "kronede nationalsang" og en i bind XIV af dagbøgerne vedlagt til H. V. Kaalunds Her i Farums skovbekrandste Eden.