Predbjørn Podebusk

Predbjørn Podebusk, 1460-11.12.1541, til Vosborg, rigsråd. Død på Estrup, begravet i Århus domk. P. var en af sin tids rigeste godsejere. Efter faderen arvede han Vosborg i Vestjylland og Kørup (Einsiedelsborg) på Fyn. Ved sit første giftermål fik han Bidstrup på Randersegnen foruden forskellige pantelen, ved det andet Ågård i Vendsyssel, Bregentved på Sjælland og Karsholm i Skåne. Han var dog ikke alene heldig med sine ægteskaber, men forstod også med tidstypisk hensynsløshed, som hans talrige ejendomstrætter grelt belyser, at værne og udvide det vundne. Særlig søgte han at udnytte sin afstamning i fjerde led fra Niels Bugge; Hald fik han dog ikke fravristet Viborgbisperne.

Godssamlervirksomheden synes at have været hans hovedinteresse. Først ret sent skabte han sig en politisk position der endda aldrig rigtig kom til at svare til hans rigdom. Som ridder deltog han 1487 i hyldningen af den senere Christian II i Lund, 1494 var han lensmand på Skjoldenæs, og ca. 1498 fik han Riberhus som han beholdt gennem en lang årrække. Som rigsråd nævnes han første gang i dommen over Poul Laxmand 1502; i de følgende år deltog han i forskellige krigstog og forhandlinger med svenskerne. Medfødt selvrådighed i forening med Vosborgtraditionen fra Niels Bugges tid anviste ham en naturlig plads inden for den fløj af rådet der kraftigst modsatte sig kongemagtens ekspansion. Ved tronskiftet 1513 hørte han til den gruppe af jyske råder som kun efter fornyet hylding ville anerkende Christian II som konge, ja, som allerede dengang hemmeligt tilbød hertug Frederik kronen. Ikke des mindre savnes vidnesbyrd om et direkte dårligt forhold mellem den nye konge og P. der ikke alene beholdt Riberhus, men fra 1517 havde det i pant for gentagne større lån til kongen. I opstanden 1522-23 tog han virksom del; hans lensslot var en tid lang oprørspartiets hovedsæde. Marts 1523 hyldede han Frederik I på Viborg landsting. Som belønning modtog han kort efter i tilgift til sine hidtidige forleninger både Lundenæs som han selv under borgerkrigen med magt havde frataget Eiler Bryske, og Han herred hvori han fra 1525 fik pant. 1529 fik han yderligere Lysgård og Hids herreder i pant.

Gennem hele Frederik Is regeringstid deltog P. flittigt i rigsrådets arbejde. Politisk stod han sin svoger Tyge Krabbe meget nær. Mest af alt frygtede han at Christian II skulle komme til magten igen. Som god katolik af den gamle skole måtte han, der gennem årene skænkede adskilligt gods til sjælemesser for sig selv og sine hustruer, dog tillige føle sig skuffet og foruroliget over Frederik Is tilnærmelser til lutheranismen. Betegnende også for hans egen holdning er et brev fra hans hustru til Anders Bille der stammer fra foråret 1532 da Christian II beherskede store dele af Norge, og hun giver deri svigersønnen følgende råd: "Flyr messer og gudstjenester op igen og processioner, at den evige Gud vil hjælpe os fra den umilde Mand". På den vigtige herredag i Kbh. 1533 fulgte P. bispepartiet selv i dets dristigste skridt; han beseglede ikke blot recessen af 3.7., men også det såkaldte "enigheds-brev" af 13.7. hvorved kongevalget søgtes udsat, og han deltog i dommen over Hans Tausen. Ligesom sine meningsfæller blandt de jyske råder måtte han n.å. sadle fuldstændig om; på møderne i Ry juni og juli nødtes han til at anerkende hertug Christian (III), og i aug. hyldede han ham i Horsens. Under Clementsfejden hærgedes hans ejendomme nord for Limfjorden, og i slaget ved Svendstrup faldt hans svigersøn Niels Brock. Med kirkeforandringen var tilmed hans politiske rolle i virkeligheden udspillet. Inden marts 1536 måtte han afgive Riberhus til Johan Rantzau mod i stedet at få Tranekær. I forhold til al denne modgang betød det mindre at han som ældste ridder fik lov til at bære rigsæblet ved Christian IIIs kroning; formelt bevarede han også sit sæde i rigsrådet og gjorde trods sin høje alderdom ikke sjældent brug af sin ret til at deltage i dets møder.