Søren Kornerup

Søren Kornerup, Søren Hansen Kornerup, 1624-25.3.1674, generalfiskal. Født i Kornerup, død i Glostrup, begravet i kirken sst. K. dimitteredes 1648 fra Roskilde skole; kort efter blev han hører og 1654 konrektor sst. Han studerede samtidig retsvidenskab, rejste i udlandet (imm. 1651 i Leipzig, 1654 i Leiden) og tog 1655 magistergraden i Kbh. Efter statsomvæltningen 1660 søgte den ærgerrige præstesøn at udnytte de nye konjunkturer. Han sendte Frederik III et "Projekt til Kronens Velfærd" som i sine reformforslag (bl.a. om vornedskabets penge-afløsning på krongodset) delvis er inspireret af tanker der var fremme på stændermødet, og samtidig retter skarpe udfald mod den gamle adelsvælde og valgriget, hvori han ser en usurpation. Et af forslagene går ud på, at undersåtternes formue- og gældsforhold i by og på land i fiskalt øjemed skal kontrolleres af notarii publici, og at "af alle judicibus notariorum een generalis judex formeres, som giver til kende, hvad en hver steds aarligen tilstaaendes, bortskyldig og havendes er". Han vandt stemning for sig ved hove og ansattes før 1.7.1661 som "generalfiskal" med den opgave, bistået af flere underfiskaler, at inddrive skatterestancer og mulkter og søge dom på tingene i tilfælde af modstand. Da Peter J. Børting i sommeren 1661 havde ladet hoffet forstå, at han sad inde med Kaj Lykkes smædebrev mod dronningen, sendtes generalfiskalen (med generaladjutant Mikkel Skov) til ham for at hente brevet, og da Kaj Lykke blev indstævnet for højesteret, optrådte han 2.9.1661 som anklager og påstod den stævnede på grundlag af hans egen bekendelse dømt fra ære, liv og gods for "crimen læsæ majestatis", en påstand som retten fulgte. Denne sag gav rimeligvis anledning til, at kongen 21.10.s.å. gav den nedsatte lovkommission ordre til at afgive betænkning om indretningen af "jus fiscale". Kommissions-betænkningen søgte at begrænse majestætsforbrydelsens begreb og beskære fiskalens påtalemyndighed, mens K. i et "project" gik hensynsløst vidt i betoningen af den absolutte kongemagts ret og sit embedes kompetence, synspunkter som også præger en række andre udfærdigelser fra hans hånd. 1.3.1663 fik han kgl. missive om at optegne de steder i love, recesser og forordninger som stred mod "vores souveraine og Arveregering"; og han havde en væsentlig indflydelse på det fra denne tid bevarede udkast til en "Lex Regia", der er skrapt absolutistisk i hele sin tendens.

Men samtidig med at K. udviklede absolutismens teori, sloges han over ende af sin praksis. Han rejste på anstiftelse af den uhyggelige Peter Børting, der var blevet hans gode ven, tyvssag mod den tidligere delefoged på Kaj Lykkes konfiskerede gods Rantzausholm, Hans Lauridsen. Birkefogeden, som var Børtings kreatur, opsatte en dødsdom som K. truede meddomsmændene til at underskrive, skønt de vistnok var ukendte med indholdet, og K. lod derpå Hans Lauridsen hænge uden hensyn til hans begæring om appel (23.11.1661). Længe hindrede han ved alskens skurkestreger den afdødes enke og venner i at forfølge sagen, men i sommeren 1663 måtte regeringen lade ham arrestere, og s.å. dømtes han af den nedsatte kommission i Nyborg, som kasserede birketingsdommen og erklærede den hængte for uskyldig, i kongens nåde og unåde. Kongen lod derefter højesteret undersøge sagen. De fleste assessorer voterede, at K. burde bøde liv for liv og gods for gods, men retten henskød hans skæbne til kongens afgørelse (juni 1664). Ved dronningens forbøn beholdt han livet, men han var allerede 1663 sat fra sit embede og måtte maj 1665 afgive sit embedsarkiv til sin efterfølger Christen Pedersen. Kongeparret slog dog ikke hånden af ham. 1666 fik han ret til som andre rangspersoner at have hofretten som værneting, 1667 fik han som erstatning for løn og konfiskationsprocenter overdraget de danske domkapitlers kannike- og vikarieresidenser, efterhånden som de blev ledige, og han vedblev at spille en rolle som kronens juridiske rådgiver. Han forfattede, stedse i ultraabsolutistisk ånd, efter kgl. ordre kritiske betænkninger over de forskellige lovkommissioners udkast og udarbejdede selv et lovbogsudkast i tre bøger (Konning Fhderichs Louff, 1668) som dog har ringe værd og ikke fik betydning for den endelige Danske Lov. Først regeringsskiftet 1670 slog ham helt ud. – Man har tillagt K. en historisk-national tænkemåde og ideer om et "demokratisk kongedømme". Det falder imidlertid svært at tro på "demokratiske" og i det hele ideelle motiver hos denne samvittighedsløse stræber som betonede, at "Kongl. Majt. kan selv stabilere sin Avantage, hvilket er proprium udi souveraine Puissance, thi Kongl. Majt. staar intet mer in æquilibrio med hans Underdane", og som gjorde sig til en slags blodhund for den unge enevælde.