Sigrid Neiiendam

Sigrid Neiiendam, Sigrid Marie Elisabeth Neiiendam, 31.5.1868-25.1.1955, skuespiller. Født i Gedved ved Horsens, død på Frbg., begravet Vestre kgd. N. kom seks år gammel til Møn hvor hendes far blev forstander for Rødkilde højskole. Hun gik ikke i skole, men blev ligesom sine søskende undervist af en af højskolens lærere. Allerede som barn elskede hun at spille hvad hun så og hørte, og da hun var på Askov højskole vinteren 1887-88 gjorde hun lykke ved at optræde i små til dels selvlavede scener. Hun ville være skuespiller og aflagde 1888 prøve til optagelse på Det kgl. teaters elevskole. Med sin landlige fremtoning og store naturlighed virkede hun "som nyslået hø"; hun blev straks antaget. Blandt bedømmerne og lærerne var Olaf Poulsen der lærte hende bredde og fasthed i replikken så intet ord af Holbergs tekst gik tabt, og William Bloch som med sin sans for naturalistisk ægthed i skuespillerens menneskefremstilling fik overvældende betydning for hende. Efter skoletiden blev hun som den eneste af sit hold ansat på Det kgl. teater. Hun var klar over at "det højere skuespil" og tragedien lå uden for hendes evner. Hun brændte af lyst til at spille Holberg, hendes yndlingsforfatter – skuespilkunstens bibel kaldte hun hans komedier. Hendes hu stod til Magdelonerne, men hendes debut som Ane Kandestøbers i Barselstuen, senere en af hendes glansroller, var uheldig; hun manglede alder og krop. Hun fik kun ubetydelige opgaver, hendes beskytter William Bloch forlod 1893 Det kgl. teater, og da han som instruktør på Dagmarteatret tilbød hende en god rolle dér tog hun 1896 sin afsked og fik på Dagmarteatret sit gennembrud i Leth Hansens Ungdomsleg som den ægte vestjyske kropige Johanne der havde "ligget i saltlage". Hun gjorde megen lykke, men fik ikke andre tilbud og tog hjem til Rødkilde. Hun fulgte sin far på hans foredragsrejser over hele landet, læste komedier op, iagttog mennesker og lærte dialekter. Begge dele kom hende til nytte på teatret. Senere gjorde hun en gang det kunststykke af læse op i fem forskellige naturtro mundarter i løbet af en halv time. – 1900 hentede direktør J. F. Dorph-Petersen hende til Folketeatret hvor hun blev til 1911 og spillede en lang række roller, hovedsagelig i moderne skuespil, bl.a. af Gustav Wied, Hjalmar Bergstrøm, Emma Gad og Palle Rosenkrantz. N. vandt hurtigt ry for at skabe skikkelser af kød og blod og tillige som et stort komisk talent. Hendes fnisende og forelskede Wulfdine i Wieds Thummelumsen og den "vidunderligt lyslevende og ustyrligt morsomme" tjenestepige Trine i Ellen Reumerts Tvillingerne er kendte roller fra denne periode. Hun blev tidligt (af teaterkritikeren Jens Pedersen) kaldt "den eneste selvskrevne til at tage arven op efter fru Sødring på Det kgl. teater". N. lignede virkelig Julie Sødring i flere henseender, også ved sin arbejdsmåde.

1911 kaldte direktør Karl Mantzius hende tilbage til Det kgl. teater, og dér blev hun. Nu var hun moden til at spille de Holbergske figurer hun holdt af, og som hun gjorde til levende mennesker. Fra sin debut til hun 1942 tog sin afsked spillede hun næsten 200 roller, 24 af dem var Holbergs. Blandt dem hun holdt mest af (og vistnok gjorde mest lykke med) var Magdelone i Den Stundesløse, den elskelige Gedske Klokkers i Barselstuen og Erasmus' mor Nille. Hende spillede hun efter sin afsked flere gange som gæst, sidst 1950. Morgiane i Johannes Poulsens iscenesættelse af Aladdin, en af hendes allerbedste skikkelser, gjorde hun helt i Oehlenschlägers ånd til en komisk rarende københavnsk morlille. Hendes søde jævne tante to i Skærmydsler kaldtes "indbegrebet af kunstnerisk ægthed". Som husbestyrerinden Boman i Swedenhielms der er børnene i mors sted var hun netop så myndig og kærlig som forfatteren havde tænkt sig hende. I de sidste år af sit teaterliv fik hun to af sine kæreste og bedst lykkede roller: den altid sengeliggende 89-årige livsbekræftende Turi på alderdomshjemmet i Det er da morsomt at leve som stykkets norske forfatter Peter Egge havde ønsket hun skulle spille; hun gjorde som hovedpersonen stykket til en stor succes både i Kbh. og på gæstespil i Stockholm. Og hun spillede gribende det pligttro almuekristne tyende Lene i Kaj Munks Egelykke. I den rolle nedlagde jeg min livserfaring, skriver hun. N.s bedste figurer lå næsten alle socialt på det jævnere og jævne plan, mange af dem var tyende og morliller, og de fleste af dem kom fra landet. Hendes følelsesregister var også begrænset og rakte tilsyneladende ikke til de voldsomme bevægelser i sindet. Men når en rolle passede til hendes natur og erfaring gav hun den efter talrige udsagn af kyndige kritikere et præg af usædvanlig ægthed. Hun forestillede ikke personen, hun var personen. En figur måtte have noget sympatisk, noget positivt menneskeligt i sig for at hun kunne spille den godt. Jeppes Nille kunne kun ikke lide. Gert Westphalers mor derimod var i hendes fortolkning nok en karikatur, men med et "komisk mod" til at hjælpe sin søn, så handlekraftig som han var snakkesalig. N.s erfaringer var udpræget danske. Hun deltog i Det kgl. teaters gæstespil i Stockholm, Paris og Berlin, men blev ikke inspireret der. For hende var det "vigtigere at studere en snakkevenlig kone ude på landet end alverdens fremmede scener". Hendes Aase i Peer Gynt var en sjællandsk bondekone. Af frygt for at virke som teaterjøde gav hun ikke en af sine ypperste moderskikkelser, fru Levin i Inden for Murene, jødiske træk. Til gengæld levendegjorde hun mange af sine figurer ved med stor fantasi at udnytte træk hos mennesker hun kendte eller mødte. Maskeringen af den "næsten apoplektiske" Ane Kandestøbers i Barselstuen skyldte hun et tilfældigt møde med en oppustet nordjysk præst. Adskillige iagttagelser gjorde hun i højskolemiljøet. En blev berømt. Som Magdelone i Den Stundesløse strakte hun henrykt begge arme i vejret da hun fik at vide at hun skulle i brudeseng. Ideen havde hun fra en husholdningselev på Rødkilde der gjorde det samme når hun meddelte noget glædeligt. Sin største rolle, den viljestærke og slægtsstolte enkefru Bohn i Martin Andersen Nexøs Folkene paa Dangaarden kunne hun spille fordi hun fra sin ungdom kendte stoute jyske bondekoner der talte "med bred myndighed" -men efter nogles mening magtede hun ikke stykkets tragiske slutning. Et menneske hun traf kunne inspirere en hel figur. En sød gammel kone i Fredensborg der var mild og god hvad der end skete hende, talte N. nogle gange med "og jeg syntes at alt hvad hun sagde passede på Morgiane". Men Morgianes moderkærlighed kunne N. tage af sit eget sind. Og Lenes ord til den unge Grundtvig i Egelykke fik kraft og ægthed gennem N.s kristne tro. N. gennemarbejdede omhyggeligt alle sine roller, selv de mindste. Hendes sprogbehandling blev ofte rost. Hun kunne også den kunst som Emil Poulsen at få en vigtig replik til at "stå i luften". Og hendes mimiske talent var åbenbart stort. Man fremhæver hendes stumme spil i Erasmus Montanus da hendes søn blærer sig over for ridefogeden og degnen. "Det ses på hende, kun fint antydet, at hun skiftevis kærtegner ham, revser ham, blues over ham, vil komme ham til hjælp, og den angst hun viste skal aldrig glemmes", siger Robert Schmidt. Når hun som her var bedst kunne hun hæve sine figurers enfold til det sublime. Hun var alle dage, også i sit arbejde, trofast mod det landlige højskolemiljø hun kom fra. Med denne frodige pige nåede Grundtvig omsider at give sit bidrag også til teatret som han ellers ikke agtede højt. Gennem hendes kunst nåede den uforfalskede bonde omsider sin ret, skrev Oscar Geismar. For Frederik Schyberg er hendes betydning i dansk teaterhistorie væsentlig på to områder: hun tilførte det kbh.ske teater en ny ukendt dimension af landlig natur som hovedstadens publikum modtog med forbløffelse og begejstring. Og hun har "fremfor nogen i vor tid bidraget til Holbergs levendegørelse i dybere forstand". – Efter sin afgang fra teatret fortsatte N. som lærer på elevskolen (ansat 1933). Hun optrådte med held i film (bl.a. i Carl Th. Dreyers Vredens Dag, 1943 og Fra den gamle Købmandsgård, 1951) og var en meget yndet radioskuespiller. – Ingenio et arti 1922. Bodil-prisen 1952.