Soffy Walleen

Soffy Walleen, Sophie Christine Elisabeth Walleen, 15.5.1861-23.1.1940, skuespiller. Født i Spjellerup, død i Kbh., urne på Garn. kgd. W.s oldeforældre var skuespillerparret Stephan og Eline Heger, og det urolige Hegerske blod prægede hende. Hun havde ikke fået dramatisk undervisning, men spillet en del dilettantkomedie inden hun 9.11.1882 debuterede på Det kgl. teater som Antoinette i Gnisten. Hun lignede ikke de sædvanlige ingenuer af den blonde type, men var sydlandsk-mørk med gnistrende øjne, liv og lune i replikken og situationsfølelse i sit sceniske væsen. 1885-94 tilhørte hun privatscenerne, især Dagmarteatret, hvis højstemte repertoire betød mindre for hendes udvikling end samtidsdramatikken. Især viste gennembrudsrollen, sypigen jomfru Ludvigsen i Emma Gads Et Sølvbryllup (26.12.1890) hendes fine karakteriseringsevne og blev indledningen til en række små mesterværker som fortsattes da hun 1894 var vendt tilbage til nationalscenen hvor de blev forbilledet for senere fremstillinger. Elskelig og ejendommelig var hendes tante Hertha i Skærmydsler; den forkuede præstekone fru Jensen i Den gamle Præst gav hende lejlighed til et stumt spil af uforglemmelig tragisk virkning og hører ligesom hendes udslidte madam Jensen i Kvinder til det fineste udvalg af nationalscenens naturtro skikkelser, skabt med en indadvendt fantasi som hendes samtids skuespillere ikke rådede over. Grotesk og uhyggelig, både barnlig og frygtindgydende, virkede hendes kone for sot og syge i Ole Lukøje, 1905, en figur som var kongenial med H. C. Andersens fantasi. En lignende uhyggestemning fremkaldte hendes Gunild i Barselstuen, kællingen der på komisk vis afsiger dommen over Corfitz som hanrej.

W. var en af nationalscenens store kunstnere i evnen til uden al understregning at fortælle et hverdagsmenneskes livshistorie. Men ligesom oldefaderen higede hun mod opgaver i den store stil som hverken hendes tidligt indtrufne husmoderydre eller temperamentets art passede til, og da teatrets skiftende ledere, hvoriblandt hendes tidligere ægtemand, ikke opfyldte hendes ønsker tog hun allerede 21.5.1911 sin afsked med et rigt prøvekort på sin evne: madam Jensen i Kvinder, Gedske Klokkers i Barselstuen og tante Hertha i Skærmydsler. Sigrid Neiiendam blev hendes arvtager. Siden fik W. på Århus teater sin kunstneriske ærgerrighed delvis tilfredsstillet i opgaver som fru Sang i Over Evne og (på en turné) kammerherreinde Alving i Gengangere. Sidste gang hun optrådte i Kbh. stod hun (1934) på Det ny teater som generalinden i Den lille Butik, en rolle der viste hendes begrænsning da hun ikke evnede at illudere som damen fra samfundets højere lag.