Sophie Lykke

Sophie Lykke, d. .1570. Begravet i Skt. Hans k. i Odense. Efter at L. i en tidlig alder var blevet enke overtog hun selv administrationen af sine og sine tre umyndige børns ejendomme. I sine bestræbelser for at skaffe sig og sine de størst mulige fordele betænkte hun sig ikke på at gå andres ret for nær og gik måske mere hårdhændet til værks over for sine bønder end nogen af sine mandlige standsfæller. Hendes alt for frie selvudfoldelse og svigtende omdømme måtte bringe hende i vanskeligheder. Til sine øvrige fynske ejendomme havde hendes mand umiddelbart før sin død føjet Holme kloster som han havde købt af kronen for 42.000 mk. lybsk (dog var kronens genkøbsret forbeholdt). De tidligere klosterbønder fik hendes hårde hånd at føle, og da de 1544 klagede til kongen, terroriserede hun dem så de atter lod klagen falde. Ved sådan fremfærd kunne L. ikke undgå at få et dårligt ry på sig, og dette forklarer sikkert at regeringen 1551 gjorde kronens genkøbsret gældende - til fordel for rentemester Eskil Oxe der havde kastet sine øjne på denne værdifulde ejendom. På den mest nøjeregnende måde blev det fordret at L. skulle aflevere alt i ganske samme stand som hun havde modtaget det eller også erstatte hvad der var ført bort, fx en klokke, nogle skippund bly fra et tag etc. Alle kendelser gik L. imod. Hun måtte bøje sig og kunne vel heraf have draget den lære, at hun ikke var persona grata i regeringskredse og at det kunne komme til at koste hende dyrt om hun ikke holdt sig lovens ord efterrettelig. Ikke desto mindre genfinder man hende midt i 50'erne som hovedpersonen i en stor og opsigtsvækkende retssag om ulovlig handel med øksne. Til trods for de snævre grænser der var sat for adelens handel med øksne viste en opgørelse fra Assens- og Ribetolderne at hun 1556 ved mellemmand havde ladet drive 1326 øksne gennem disse to toldsteder. Af det bevarede Gottorptoldregnskab fremgår endog at gennem toldstedet her gik 1052 øksne under hendes eget navn. Hendes påstand om, at hun handlede som kommissionær for en fremmed købmand der på grund af et udestående med hertug Adolf ikke turde lade sine øksne drive gennem toldstederne under eget navn er måske nok delvis rigtig, men det var unægtelig naivt af L. at tro at risikoen ved at drive øksnene igennem som tilhørende hende var mindre. Dommen gik hende selvfølgelig imod og hun var dermed uhjælpelig kompromitteret.

L.s tre ansete svigersønner der under de kritiske forhold havde overtaget hendes ejendomme mod at yde hende en årlig rente fik 1557 på dronningens og hertug Frederiks forbøn sagen således forligt, at de skulle betale en bøde på 6260 dl. for hende mod sikkerhed i hendes ejendomme. Da svigersønnerne derefter undlod at betale hende hendes årlige rente kom hun i strid med disse. 1560 mæglede Frederik II et højst ejendommeligt forlig mellem parterne. L. fik Lister len i Norge i fri forlening som pant for et lån på 4000 dl. hvoraf hun selv betalte 2000, svigersønnerne der beholdt hendes ejendomme de andre 2000. Antagelig har man ønsket at få hende bort fra Danmark, og det har vel været underforstået at hendes svigersøn Erik Gyldenstierne der samtidig blev lensmand på Bergenhus skulle holde et øje med hendes færd i Norge. Det magtede han ikke. Snart lød der klage på klage fra hendes len, hvor hun skaltede og valtede ganske som det lystede hende. Bl.a. tog hun intet hensyn til det udstedte forbud mod udførsel af tømmer til udlandet. 1563 traf man beslutning om at fratage hende lenet, men vel ved svigersønnernes forbøn blev hun atter forlenet dermed. Derefter høres ikke flere klager over hende hvad enten hun har forbedret sig eller syvårskrigen gav regeringen andet at tænke på.