Torvald Køhl, Torvald Heinrich Johan Køhl, døbt Thorvald, 7.10.1852-19.3.1931, astronom. Født i Kbh. (Trin.), død i Odder, begravet sst. Efter konfirmationen kom K. på Blågårds seminarium hvis afgangsprøve han bestod 1871. Allerede fra sin ungdom havde han haft en glødende interesse for astronomiske studier, og disse fortsatte han nu ved siden af sin lærergerning. Først var han et par år huslærer på landet, dernæst 1873–81 lærer ved privatskoler i Kbh., 1881–83 ved Frbg. kommunale skolevæsen. Det opslidende skolearbejde i forbindelse med et anstrengende nattearbejde med astronomiske observationer angreb imidlertid hans nerver, så han søgte ansættelse på landet. Han blev forstander for den kommunale realskole i Odder og i denne stilling virkede han til 1903. Under hans interesserede ledelse voksede skolen betydeligt, men han fik alligevel tid til også stadig at virke for sin interesse for astronomien. Allerede i Kbh. hvor H. L. d'Arrest og H. C. F. C. Schjellerup nærede hans astronomiske kundskabstørst var han begyndt at holde astronomiske kurser, og disse fortsatte han med. I alt har han holdt henimod 2000 populærastronomiske foredrag. Hans store evne til at vække publikums sans for himmelfænomenerne blev understøttet af en kikkert som han 1876 fik anbragt i tagetagen af faderens ejendom, Brolæggerstræde 2. Senere føjede han hertil et lysbilledapparat, dengang noget forholdsvis ukendt. Ved siden heraf begyndte han en virksomhed som forfatter af populære fremstillinger af astronomien i tidsskrifter, aviser og bøger. Det store antal privatobservatorier som findes i Danmark kan i hovedsagen føres tilbage til den begejstring, med hvilken K. virkede for udbredelsen af kendskab til astronomien. Ved siden af denne populariseringsvirksomhed arbejdede K. også med selvstændig observation. Hans instrumentelle udrustning bedrede sig i tidens løb. Således byggede han i Odder et mindre observatorium som han kaldte Carina-Observatoriet efter den del af stjernebilledet "Skibet Argo" som på latin hedder Carina, ɔ: kølen – en lille vittighed som bar vidne om det elskværdige lune, hvormed han gik gennem livet. Men hans instrumenter var dog altid af en forholdsvis beskeden art. Han står imidlertid som en af de privatastronomer som forbilledligt har vist, hvor meget virkelig værdifuldt arbejde der kan præsteres med enkle hjælpemidler, når man vælger sig passende opgaver og møder frem med offervillig flid. Særlig kendt er hans arbejde med indsamling af beretninger om meteorer og ildkugler og beregning af deres baner. I Videnskabernes selskabs forhandlinger er optaget en fortegnelse over ildkugler og stjerneskud i Danmark og nærmeste omland 1875–1912. Siden 1875 har han samlet i alt ca. 7000 meteoriagttagelser. Endvidere iagttog han stjernernes variationer i lysstyrke og farve og foretog målinger af planeters og kometers plads. Fra 1903 kunne han helt hellige sig sin yndlingsvirksomhed, idet han ved understøttelse fra staten og Århus amt blev sat i stand til at opgive sit skolearbejde. Som spredte beviser på hans alsidige virketrang kan nævnes, at han har skrevet et par skolekomedier og flere gange har gentaget J. B. L. Foucaults pendulforsog til bevis for jordens aksedrejning – første gang i Århus domkirke 1886.

Familie

Forældre: skræddermester Jørgen Johan K. (1828–1904) og Ida Mathilde Dithmer (1827–97). Gift 1. gang 15.10.1875 i Kbh. (Frue) med Karentine Sophie Madsen, født 10.1.1856 i Sønder Longelse, Langeland, død 12.1.1892 i Odder, d. af gårdejer Mads Jørgensen (1816–70) og Christine Jørgensen (1817–78). Gift 2. gang 11.5.1894 i Odder med Victoria Emanuela Snitker-Petersen, født 27.5.1860 i Hornsyld, død 17.11.1947 i Odder, d. af læge i Hornsyld, senere distrikslæge i Odder Jens Christian S.-P. (1827–1911; navneforandring fra Petersen 1892) og Jørgine Madsine Thomsen (1834–1926).

Udnævnelser

R. 1927.

Ikonografi

Foto. – Mindesten af Billeskov på graven.

Bibliografi

T. K.: Mit første privatobservatorium i Atlantis III, 1925 275–79. – Århus amtstid. 20.3.1931. Elis Strömgren i Nord. astronom. t. ny r. XII, 1931 77f. N. A. Møller Nicolaisen i Skildringer af Hads herreds hist. II, 1936 56–65. – Observationsprotokoller på Institut for de eksakte vidensk.s hist., Århus univ. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig