Ulrik Christian Gyldenløve (officer)

Ulrik Christian Gyldenløve, 7.4.1630-11.12.1658, officer. Født på Jægersborg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Christian IV stræbte fra sønnens første ungdom at betrygge hans fremtid ved at skænke ham betydeligt jordegods, bl.a. det efter ham opkaldte Ulriksholm, og store pengebeløb samt ved at drage omsorg for den bedst mulige opdragelse af ham. Fra sit sjette til sit tolvte år opdroges drengen i huset hos dr. Jesper Brochmand, senere Sjællands biskop, og undervistes der af kendte pædagoger, hvorefter han sendtes til Sorø akademi hvor han forblev 1647 ud og ved sin uregerlighed gjorde sine lærere og faderen livet surt. Det hedder sig at han under Torstensonfejden, altså som fjorten-femtenårig, som ritmester skal have ført kompagni i halvbroderens, biskop Frederik (III)s korps i hertugdømmerne; men herom vides intet sikkert, og det er næppe rigtigt. I begyndelsen af 1648 sendtes han til udlandet hvor han i nogle år i spansk tjeneste deltog i krigene mellem Spanien og det i to lejre delte Frankrig. 1651-52 søgte han i hertugdømmerne at hverve et regiment for spansk regning men måtte opgive det, da Frankrig nedlagde protest derimod. Under opholdet i Glückstadt og andre steder skal han have begået mangehånde udskejelser og have været indblandet i flere slagsmål. Aug. 1652 forlod han hertugdømmerne og rejste til Flandern hvor han i okt. s.å. i duel dræbte en fransk adelsmand og måtte søge tilflugt i et kloster for at unddrage sig hævn af den dræbtes slægtninge. Han skal i spansk tjeneste være steget til generalmajor, have kommanderet et rytterregiment og gjort tjeneste i en stab. – Da det 1653-54 truede med krig mellem England og Danmark blev også G. hjemkaldt. Han fik Hald len, 1657 ombyttet med Riberhus. 1656 fik han af kongen overdraget det delikate hverv at modtage og standse Leonora Christina der kom til Danmark i forretningsanliggender, og komplimentere hende ud af landet igen. Hun bemærkede herom at han var stortalende som sædvanlig. Hvor megen andel G. kan have haft i de overvejelser og beslutninger der førte til krigen 1657, kan ikke udredes, da han ikke indtog nogen officiel stilling. Det er dog sandsynligt at han har været ivrig for overalt at vække stemning for det der var hans element: strid og krig, og hos kong Frederik har han fundet villigt øre for tilskyndelser. Faktum er det at han, adskillig tid før nogen anden i Nederlandene, hvervede et meget betydeligt antal officerer og underofficerer, bl.a. Adolph Fuchs. 2.3.1657 blev han udnævnt til generalmajor i rytteriet og oberst for sognerytterne af Sjælland-Lolland. Han påtog sig derefter at opstille et rytterregiment, hovedsagelig af mandskab fra sognerytterne, og afstod til gengæld sit første regiment. Endvidere opstillede han et dragonregiment af udskrevet jysk mandskab, og yderligere hjalp han til ved opstillingen af et fodregiment af skånsk mandskab der overdroges til oberst Fuchs. Til sine hvervninger fik han vel forskud, men han har alligevel måttet rejse penge yderligere. Ved krigens udbrud blev han næstkommanderende under Axel Urup (1601-71) ved korpset i Skåne, nærmest som kommandør for rytteriet ligesom Fuchs for fodfolket. Midt i juli, sidst i aug. og først i okt. forefaldt der nogle kampe ved Skånes nordgrænse – de to første af mindre betydning og med skiftende held, den sidste afgjort gunstig for det danske korps, navnlig rytteriet. Mod slutningen af okt. gik det danske korps ned i det sydlige Skåne hvor generalerne holdt krigsråd og indstillede, at korpset måtte gå i hvilekvartér, hvad kongen bevilgede. Samarbejdet mellem Urup og G., der i sept. blev udnævnt til generalløjtnant, havde ikke været godt. – Efter at hele Jylland var blevet erobret af fjenden var Fyn truet. Til øens forsvar rådede man foreløbig kun over rytteri, og nogen generalsperson fandtes der ikke. Kongen sendte derfor G. over i begyndelsen af nov. med en befaling til den gamle rigsråd Henrik Rantzau (1599-1674) om at overtage kommandoen; men Rantzau undskyldte sig på grund af svaghed for at overtage en så vanskelig post: hvis ikke G. fik kommandoen ville Fyn løbe den største fare. G. blev da også straks udnævnt til højestkommanderende og kom i et godt forhold til de ledende rigsråder der støttede ham efter bedste evne og til kongen roste ham for hans iver og gode anstalter. Han ønskede navnlig at få noget af det talrige rytteri ombyttet med infanteri og dragoner og fik det nogenlunde sat igennem. – Så længe vandene var åbne, var G. ved godt mod og levede lystigt som sædvanlig. Da frosten i jan. 1658 truede med at lægge bro over bæltet, trak han tropperne sammen i nærheden af Iversnæs og Strib. Da fjenden 30.1. gik over isen, var han syg, lod sig løfte op på hesten og føre til Odense, bort fra kamppladsen. Begivenhederne ved stranden er bekendte nok: den svage og ikke særlig godt førte forsvarsstyrke bukkede hurtigt under for den stærke fjende og blev for størstedelen taget til fange. – Før udbruddet af den anden krig var G. i Kbh. og var blevet medlem af det nyoprettede krigskollegium. Under belejringen var Hans Schack (1609-76) der var blevet generalløjtnant i dansk tjeneste lidt senere end G., guvernør og kommandant i staden, mens G. kun havde kommandoen på en del af fronten og særlig kommanderede det lidet talrige rytteri ved udfaldene. Han deltog i det lille udfald 11.8. og ledede med held og godt resultat det større 23. s.m. – Ligesom han under felttoget i Skåne kun vanskeligt havde kunnet underordne sig Axel Urup, således synes han under belejringen at have enedes mindre godt med Schack der ganske vist var yngre generalløjtnant, men næsten dobbelt så gammel af år og i besiddelse af en erfaring og dygtighed på alle krigsvæsenets områder, mod hvilken G.s næsten var for intet at regne. En samtidig og særdeles vel underrettet iagttager, den kejserlige gesandt i Kbh. baron Johan v. Goës, skriver i anledning af G.s død at dennes uordentlige og temmelig "wüstes Leben" havde forkortet hans år; at G. havde været tapper ville han gerne tro; men i sin charge og kendskab til krigsvæsen havde Goes fundet ham sådan, at han havde anset det for nødvendigt i al stilhed at lægge sig imellem, for at G. ikke ved intriger skulle lægge Schack hindringer i vejen hvad der undertiden var sket.