Leonora Christina

Leonora Christina, grevinde til Slesvig og Holsten, 8.7.1621-16.3.1698, kongedatter, forfatter. Fra hun var ganske spæd til hun blev seks år var Leonora Christina sammen med fire søskende hos mormoderen Ellen Marsvin på Dalum kloster på Fyn. Derpå fulgte et års tids ophold i Friesland 1628–29 hos kongens søsterdatter Sophie Hedvig, gift med grev Ernst Casimir af Nassau-Dietz. Kort efter hjemkomsten skiltes forældrene (jan. 1630) for aldrig at ses mere. Børnene opdroges på Fr.borg af hofmesterinder og præceptorer uden samkvem med moderen. Kongen viste dem kærlighed, men kunne kun sjældent tage sig videre af dem.

Leonora Christina var den i enhver henseende rigest begavede i flokken. Hun lærte hurtigt og arvede fra faderen kunstneriske anlæg (for tegning, maling, håndarbejde og musik), humor og evne til at udtrykke sig fyndigt i tale og skrift. Af sine søskende var hun ikke særlig afholdt og viste på sin side ikke dem megen kærlighed, selv ikke de yngre søstre for hvem hun en tid var en slags guvernante. Nærmest knyttede hun sig til faderen, hvis yndling hun var; som halvvoksen fulgte hun ham ofte på smårejser i Danmark og hertugdømmerne. Men hun var sikkert ret ensom, da hun i niårsalderen trolovedes med Corfitz Ulfeldt. Det var en af grundene til, at hun bandtes så fast til ham. Ved siden af den ganske unge piges betagelse af den elegante unge verdensmand, hvis klogskab alle priste, og hvis charme i selskaber var så bedårende, fik forholdet også sin farve ved hendes trang og vilje til ubrydelig troskab mod den herre og husbond som faderen havde udvalgt som hendes. Et element af moderfølelse, næret ved Ulfeldts kroniske sygdom, var vist også tidligt til stede, med tiden skulle det i stigende grad give forholdet sin tone.

Hustrukærligheden og hustrutroskaben blev grundfølelsen i Leonora Christinas etik. Hun gjorde sig blind for sin herres svagheder, og når hun var af en anden mening end han, endte hendes langt stærkere karakter med at bøje sig. Det var en splittet verden hun voksede op i. Det gjaldt hendes forældre og søskende af forskellige kuld; det gjaldt hendes søstre og deres mænd som alle levede dårligt sammen; det gjaldt forholdet mellem konge og råd, mellem gruppen af kongens svigersønner og rådet, mellem råd og adel, mellem adel og andre stænder. Dette bidrager til at forklare hvorfor andre bånd var så skøre over for det ene der var så stærkt. Corfitz Ulfeldt blev hendes skæbne. Men hun blev vistnok også hans. Hendes byrdsstolthed satte hans medfødte ambition stedse større mål, hendes faste og selvtillidsfulde personlighed gav den både intellektuelt og karaktermæssigt usikre mand et sjæleligt rygstød og en spore, uden hvilke hans livsskæbne næppe var blevet som den blev.

Efter brylluppet 1636 boede det unge par først på Elmelunde. Da Ulfeldt 1637 blev statholder i Kbh. flyttede de hertil hvor hans store gård på Gråbrødretorv, med dens stadig øgede udstyr af kostbarheder og kunstværker, blev en prægtig ramme om den unge, smukke frue. Hun blev, især efter mandens ophøjelse til rigshofmester 1643, byens fornemste dame. Hun blev imidlertid aldrig centrum for noget hof af rigets forskellige fornemheder på grund af de førnævnte splittelsesmomenter, hvortil siden kom den gamle konges voksende forbitrelse over hendes husbonds anmassende optræden, hans politik og embedsførelse, og kongens modstand mod den udsoning med Kirsten Munk der var det eneste punkt hvor svigersønnekredsen kunne enes. Gården på Gråbrødretorv blev en slags ulfeldtsk fæstning hvor man afgrænsede sig over for omverdenen. Den daglige omgang var mest rigshofmesterens klienter af ringere byrd.

Den intimeste husven og partigænger blev lægen Otto Sperling der spillede skak med Leonora Christina og lærte hende latinens begyndelsesgrunde. Andre lærere gav hende undervisning i maling og tegning hvor hun især viste evne i portrætkunsten, musik og italiensk. På egen hånd læste hun meget, vel navnlig fransk litteratur hvor et oversættelsesbrudstykke af en fransk hyrderoman i hendes hånd er bevaret; men hun elskede også jagtens og boldspillets glæder. Over alt andet var hun dog hustru og mor; 1637–51 fødte hun mindst ti børn, hvoraf fire drenge og tre piger nåede voksen alder. Samlivet med børnene bar i højere grad, end tidens vane var, præg af naturlig fortrolighed; derom vidner bl.a. de indbyrdes kælenavne.

Hjemlivet afbrødes 1646–47 da Leonora Christina ledsagede Ulfeldt på hans rejse til Holland og Frankrig. Efter hjemkomsten tvang rigshofmesteren sammen med rådet den gamle konge til underkastelse og nåede sin magts tinde. Ved Christian IV's dødsleje på Rosenborg vågede Leonora Christina over ham, og det var hende der lukkede hans øje.

Ikke med urette skrev hun 36 år efter, at hun dermed sagde "min Verdsens Velfart" farvel. Ulfeldts position hvilede på lerfødder. Den nye konge Frederik III og en stor part i rådet var ham fjendsk. Og dronning Sophie Amalie tilgav aldrig Leonora Christina, at hun havde stillet hende i skygge og havde svært ved at bøje nakken for kongens gemalinde. Ulfeldts ambassade til Holland 1649, hvor Leonora Christina også var med, blev under disse forhold noget af en flugt fra en overskyet hjemlandshimmel. Efter hjemkomsten trak stormene op i form af chikaner mod rigshofmesteren og hende og angreb på hans højst angribelige finansforvaltning.

Processen mod Dina Vinhofvers faldt vel ud til gunst for ham, men Leonora Christina frygtede nye og farligere stød, og det var efter hendes råd at han juli 1651 flygtede fra Danmark. Det var en undsigelse til Danmarks konge og regering; snart efter fulgte et åbent brud og konspirationer med det svenske hof mod regeringen i Kbh. Leonora Christina stod her helt på sin husbonds side; over for den uret der var øvet mod ham og hende selv spillede hans fejlgreb og forseelser ingen rolle; hensynet til den danske konge og den danske stat svandt ind til noget der kom i anden række. Hustrutroskab, selvhævdelse, hævnlyst blev grundlaget for hendes livsførelse i de kommende år. Måske fandt hun nogen styrke i bevidstheden om, at det var på mode i disse år blandt både franske og engelske dignitarer at føre avindskjold mod hjemlandets regering og i overbevisning om at hendes beundrede herre var Danmarks naturlige regent.

Leonora Christina befandt sig ikke vel ved den lille excentriske dronning Christinas excentriske hof hvor Ulfeldt 1652–54 hørte til favoritkredsen. Hun var måske lidt jaloux, følte sig ensom og tilsidesat og læste Seneca med Sperling. Efter Karl Gustavs tronbestigelse og tog mod Polen bosatte hele familien sig på slottet Barth i Pommern (1655–57) hvor hun læste meget og oversatte spanske og franske romaner. Nov. 1656 rejste hun efter Ulfeldts ønske, men mod sit eget råd, til Danmark for at få en delvis forsoning med Frederik III i stand; hun standsedes imidlertid i Korsør af sin unge halvbror Ulr. Chr. Gyldenløve med kongens udvisningsordre. Af denne rejse og dens dramatiske begivenheder skrev hun kort efter på Barth en livfuld skildring, i hvilken hun selv spiller heltindens rolle med stor bravur. Dét er hendes ældste bevarede originale prosaskrift.

Juli 1657 rykkede svenskekongen mod Danmark, og Ulfeldt sluttede sig til ham. Det var mod hendes ønske, men hun fulgte sin mand og var fra Fyn tilskuer til det svenske sejrstog, Roskildefreden og Ulfeldts genindsættelse i sine danske ejendomme og len. Senere sluttede hun sig til ham i Skåne; da han 1659 anklagedes for deltagelse i den danske Malmøsammensværgelse og næsten helt lammedes af sygdom, måtte hun overtage både hans pleje – hun holdt bestemt på, at hun ville dele hans arrest i Malmø – og hans forsvar for den svenske kommissionsdomstol. Retsakterne, blandt hvilke der er flere store indlæg i hendes hånd, aftvinger beundring ved kraft, kløgt og ordsnilde; men hun gik ikke af vejen for mere end én frejdig usandhed for at afkræfte beskyldningerne. Dommen lød på tab af ære, liv og gods, men det lykkedes efter Kbh.freden 1660 ved Hannibal Sehesteds anstrengelser i Stockholm at udvirke benådning for svogeren.

Før meddelelsen herom nåede Malmø, fik Leonora Christina imidlertid en flugt iværksat (juli 1660), opskræmt af falske rygter om hård fængselsstraf. Ulfeldt skulle drage til Lübeck, hun selv snart efter til Kbh. Man kan tænke sig hendes bestyrtelse da hun her genfandt manden i færd med at søge Frederik III's nåde. Nåden blev halvandet års hårdt fangenskab på Hammershus for begge ægtefæller. I sin franske selvbiografi fra 1673 har Leonora Christina på grundlag af en nu tabt ældre skildring, med uforglemmelige træk tegnet fangelivet der, den brutale fangevogter, generalmajor Adolph Fuchs – det rigt udførte billede af denne "bondesøn" lyser af had – og et mislykket natligt flugtforsøg med den syge husbond og en tjener ned ad Hammerens klipper hvor den 40-årige Leonora Christina viste to mænds styrke og behændighed. Ved juletid 1661 udfriedes de endelig mod Ulfeldts undertegnelse af en hård revers og kunne tage bolig på det fra Kirsten Munk arvede Ellensborg på Fyn, hvortil snart efter også de fleste af børnene fandt hjem.

Ulfeldts dæmon lod ham dog ikke finde ro. Med kongens tilladelse drog han juli 1662 til Nederlandene, ledsaget af Leonora Christina, for at bruge badekur, men fortsatte straks efter til Paris, udstrøende planer og projekter hvoraf nogle strejfede det landsforræderiske. Da de i efteråret var kommet tilbage til Brugge, dræbte deres ældste søn Christian her på åben gade den ferierejsende general Fuchs. De var sikkert uden andel i det skete, men dets forudsætning var det had til plageånden fra Bornholm som Leonora Christina havde indpodet i sønnens sind, og hun synes at have billiget handlingen. I øvrigt var hun ret mismodig ved hele situationen, og da hun maj 1663 drog til London efter Ulfeldts ønske for at kræve kong Karl II for et større lån, som ægtefællerne havde ydet ham 1649 i hans landflygtighed, var det uden meget håb om et godt udfald. Skønt kongen var venlig og lovede at opfylde sin skyldighed, trak forhandlingerne med hans statssekretær Henry Bennet også i langdrag, bl.a. fordi den danske resident Simon de Petkum modarbejdede hende.

Hun havde allerede, tilskyndet af sin mand, besluttet at vende tilbage til Brugge, da der indløb skrivelser til Petkum og Karl II fra Frederik III hvori han krævede hende udleveret på grund af de højforræderiske tilbud som Ulfeldt dec. 1662 havde gjort kurfyrsten af Brandenburg, og for hvilke han 24.7. af højesteret dømtes fra ære, liv og gods. 9. el. 10.7. modtog hun i Dover en kongelig engelsk anholdelsesordre motiveret med manglende pas; kort efter ankom Petkums sekretær Drejer og meddelte hende den danske konges ordre som han begrundede ved mistanke om hendes delagtighed i drabet på Fuchs. Karl II kunne af flere årsager vanskeligt undlade at udføre sin danske brors begæring, men han kviede sig ved at udlevere hende åbenlyst. Bennet og Petkum aftalte da, at de engelske myndigheder på skrømt skulle hjælpe hende til flugt og derpå lade Petkum og hans folk gribe hende. Således skete det natten mellem 27. og 28.7. Et af Petkum lejet skib førte hende til Kbh. hvor hun ankom 8.8.

Fra skibet førtes hun s.d. til et smudsigt fangehul, "den mørke kirke" i det svære hovedtårn på Kbh.s slot, "Blåtårn". Her klædtes hun nøgen, berøvedes sine smykker og fine klæder og underkastedes en pinlig visitation. Forinden havde kongens ministre haft hende i forhør og stillet hende en række spørgsmål ud fra den forudsætning, at hun besad kendskab til mandens landsforræderiske forhandlinger. Man stillede hende en nådig behandling i udsigt, hvis hun bekendte. Forhøret gentoges 10., 13. og 17.8. Hun nægtede bestemt at vide noget og tog Gud til vidne derpå. Hun gentog siden benægtelsen over for en skriftefader og i "Jammers-Minde"ts tiltale til sine børn. Ulfeldts mentale tilstand var i det pågældende tidsrum sådan at det ikke er udelukket, at han ligefrem har glemt at give sin hustru meddelelse om forhandlingerne med kurfyrstens repræsentant. Vi ved intet herom. Men det er bevisligt af Leonora Christina før havde løjet til bedste for sin herre, og hendes etik ville utvivlsomt heller ikke ved denne lejlighed være veget tilbage for det samme. At hun i sit sind gemte håbet om hævn og oprejsning bærer et brev til Sperling fra april 1663 vidne om. Ved forhøret 13.8. blev hun for første gang gjort bekendt med den dom der var fældet over Ulfeldt. Da brød den stærke kvinde sammen i voldsom, ustandselig hulken. Hun gav senere Gud æren for, at hun kom gennem den følgende svære tid – "en højt bedrøvede, elendige fangen Kvinde, af alle forladt, som saa sig ingen Redning imod Magt og Vold, som hvert Øjeblik frygtede, at Manden dennem i Hænderne skulde komme, og at de deres Ondskab paa hannem skulde øve." Efter det sidste forhør førtes hun ind i det tårnkammer, syv skridt langt og seks bredt og ni alen højt med et enkelt lille gittervindue øverst oppe, hvis mure i en årrække skulle afgrænse hendes verden.

Vor kilde til Leonora Christinas fangeliv er skriftet Jammers-Minde, oprindelig skrevet 1673–74, senere fortsat og delvis omarbejdet i hendes sidste fængselsår og efter løsladelsen. Hun fortæller heri sine børn om sit ydre og indre liv i indespærringens år. I endnu højere grad end rejseskildringen fra 1656 og den franske selvbiografi hun 1673 nedskrev til brug for Otto Sperling d.y., viser det hende som en fortæller af Guds nåde, når det gælder hendes egne oplevelser. Det er vort sprogs mest gribende memoireværk. Stilen bunder, hvor hendes religiøsitet bryder igennem, i Luthers tyske bibeloversættelse, ellers i tidens danske brev- og talesprog, måske med mærker af hendes kendskab til det mere letløbende franske. Skildringen bliver, hvor den er bedst, til stor kunst ved hendes enestående evne til at gengive et replikskifte og til at tegne personer og optrin i knappe, rammende træk. Det skumle tårn og dets mere eller mindre anløbne menneskelige indmad – slotsfogederne Jokum Waldpurger og Johan Jæger, Christen Tårngemmer, den løsgående fange Christian, de ikke altid lige renlivede kvinder som afløste hinanden i hendes opvartning, og endnu flere – er gjort spillevende for os med en primitiv-ubevidst "realisme" som måske intet andet dansk miljø før eller siden. De larmer stadig op og ned ad vindeltrappen; vi hører deres skogren og fjas, deres fnisen og tisken.

Kernen i bogen er imidlertid det sind som afslører sig i den. Nu, da hun for stedse havde forladt sin mands omtumlede båd, og især da hun 1664 erfarede at han ved døden var udfriet fra denne verdens fare og nød, fandt hun ro. For verden var hun højforræderens hustru, måske hans medskyldige. Bevidstheden herom, frygten for mandens skæbne og for, hvad der kunne være i vente for hende selv og hendes børn, knugede hende i de første fængselsdøgn til jorden og lod hende ønske døden. Men hun rankede sig atter. Hendes altid stærke selvhævdelse, hendes ensidighed i følelse og synspunkter blev en styrke for hende også nu, da alle ydre magtmidler og al ydre ære var uigenkaldelig tabt. I hårde sjælekampe gennemtvang hun over for sig selv og over for den Gud hvis ret til at tugte dem, han elskede, hun erkendte, den overbevisning at hun kunne bestå for hans domstol, at hun havde gjort ret i over alle andre hensyn at følge den "Ægte-Kærlighed" der havde været hendes livs salt, og at hun hisset skulle få den oprejsning der nægtedes hende her.

Nogen helgen – som visse velmenende biografer gerne vil – blev hun ikke. Hun førte med omhu og stille tilfredshed bog over de ulykker der som en retfærdig straf fra oven ramte ægteparrets fjender. Hun følte sig stedse som den højfornemme kongedatter, hævet over sine stakkels omgivelser, så varmt hun end kunne omfatte alle, jævne og fornemme, der viste hende deltagelse. En taktløs prinsesse der var inde at se på hendes bur, fik en finte der sved, og en genstridig pige fik at føle, hvilke vældige lussinger der sad i hendes arme. Og noget uvildigt sandhedsvidne er den gamle kriger hverken i Jammers-Mindet eller selvbiografien. Men hendes gudstro var ægte og dyb i al sin primitivitet, og kan man end diskutere hendes etik, så ejede den for hende en subjektiv sandhed der lod hende se sig selv som "Christi korsdragerske", bar hende over al nedværdigelse og alt smuds, bøjede omgivelserne ind under hendes personligheds magt og gav hende trøstighed til at leve livet i det trange fængsel, mens de mange og lange år gik deres rundgang og vejret skiftede uden for hendes lille gitterrude. En særlig inderlighed får det religiøse sind i hendes salmer og "åndelige viser". De er værdifuldere i indhold end i form, men rummer dog strofer som gennemlevelsens styrke har givet en klang der ikke glemmes. Ved siden af det religiøse fandt hun styrke i sin gennemsunde krop der gik usvækket gennem de 22 fængselsår, og i sin ukuelige barnefrodige interesse for tilværelsen og dens fænomener, store som små – lige ned til de myriader af lopper der trivedes i hendes fængselsgulv, og hvis parringsliv hun studerede, og til en "Røtte" hun en tid holdt i bur. Også i sit lune der kunne bryde igennem selv under drøje oplevelser.

Da sindet faldt til ro, gjorde åndens krav sig gældende. Da der til at begynde med var forment Leonora Christina al adgang til håndarbejde, læsning og skrivning, måtte hun med stor opfindsomhed hjælpe sig selv. En gammel brækket træske blev til en primitiv båndvæv, mærkede nødder til et terningespil, et glasskår til en kniv; hun opblødte ler til modellering, skrev på bord og væg med kridt og lavede sig blæk af sod og øl, skrivepapir af brugte sukkerposer. Efterhånden slappedes dog det strenge tilsyn, således at hun bl.a. kunne sætte sig i skriftlig forbindelse med slægt og venner og følge sine børns skæbne. Christian V gav hende efter sin tronbestigelse 1671 endnu et kammer ved siden af det gamle og 1672 en årpenge som hun anvendte bl.a. til bogkøb.

Fra da af fik hendes litterære åre frit løb. Foruden det nævnte skrev hun et stort værk Heltinders Pryd om kvinder der havde vundet ry ved forskellige dyder og idrætter; heraf er dog kun et brudstykke bevaret, vistnok omarbejdet efter løsladelsen; det er et kompilationsarbejde der ikke når de andre skrifter i litterær og menneskelig værdi. Formålet var at vise kvindens ligeværd med manden, et synspunkt der efter hendes personlighed og oplevelser må siges at have ligget hende nær. Ad forskellige veje søgte hun flere gange at blidgøre Frederik III og Christian V for hendes frigivelse, mere for sine børns end for sin egen skyld. Forsøgene blev dog lige så frugtesløse som kong Karl II's og hendes yngste søn Leos bestræbelser i samme retning.

Sophie Amalie bevarede sit gamle had, og først efter hendes død (febr. 1685), da bl.a. Ludvig XIV og Ulrik Frederik Gyldenløve gik i forbøn for fangen i Blåtårn, bekvemmede Christian V sig 19.5.1685 til at beordre hendes fængsel åbnet. "Med manér" vandrede den grånede kvinde ud ad den port som hun gik ind ad en lille menneskealder tidligere. Efter et kort ophold i Husum hos en slægtning af Ulfeldt fik hun bolig på Maribo kloster som kongen anviste hende til opholdssted, samtidig med at han gav hende midler til et standsmæssigt underhold. Her henlevede den gamle dame de sidste tretten leveår i fredfyldt syslen med husholdningens ledelse, havedyrkning, håndarbejde, maling og litterære arbejder. Hun foretog omarbejdelser af de ældre skrifter, skrev digte og forfattede et (ikke bevaret) skuespil på danske vers som hun 1688 lod sin husstand opføre. En særlig glæde var længere og kortere besøg af døtrene og sønnen Leo der var på vej til at blive en stor mand i kejserens tjeneste. Åndskraftig og energisk var hun til det sidste, hvad der bl.a. fik udtryk i hendes bestræbelser for at få familiens inddragne ejendomme i Sverige igen, og om sindets evige ungdom vidner de fastelavnsløjer hun endnu året før sin død lod afholde på klostret til stor morskab for sig selv.