Ellen Marsvin

Ellen Marsvin, 1.2.1572-11.11.1649, adelig godssamler, lensmand. Faderen var handlekraftig, dristig og barsk. Og de træk synes at være smittet af på Ellen Marsvin der 17 år gammel indgik sit første ægteskab. Her oplevede hun en mand der i hensynsløshed mindede om hendes egen far. Derfor søgte hun vistnok trøst hos mandens håndskriver, den senere borgmester i Odense, Otte Knudsen (Seeblad). Allerede som 39-årig mistede hun sin anden mand.

Som enke i størsteparten af sit liv kunne hun koncentrere sig meget om landbruget. Hun fik kun ét barn, Kirsten, for hvem hun menneskeligt næppe blev noget lysende eksempel. Det fik imidlertid den største betydning for hende som ivrig godssamler, at Christian 4. blev hendes svigersøn. Han blev så forelsket i den 16-årige datter at han 1615 indgik ægteskab med hende. Kongen overdrog Ellen Marsvin forvaltningen af de store summer som han i tidens løb skænkede sin hustrus børn. Til gengæld blev de fleste af disse udsat for at skulle opdrages af den hårdhudede bedstemor. Hun forstod tilmed at tækkes kongen der har beundret hendes økonomiske og praktiske evner. Og hun udnyttede effektivt forbindelsen til at øge sin egen magt og rigdom.

Efter Ludvig Munk ejede hun Lundegård (Sallinge hrd.) og Nørlund (Års hrd.). Den sidste solgte hun 1614. Også Rudbjerggård (Lollands Sønder hrd.), som Knud Rud havde efterladt steddatteren Kirsten, blev afhændet. Det samme gjaldt Kastrup (Rinds hrd.), arvet efter Ludvig Munk, og Gelskov (Sallinge hrd.). 1615 købte hun både den ene part af Vallø med Egøjegård (Bjeverskov hrd.) og Lellinge (sst.) af Holger Rosenkrantz den lærde. Og samme år erhvervede hun Ulfeldtsholm ved Nyborg af rigskansler Jakob Ulfeldt. Fra 1629 til 1636, på et tidspunkt hvor mange adeliges økonomi var meget anstrengt, byggede hun denne herregård helt om. Gården fik fire tårne med kobbertækkede spir. Og i den ene fløj indrettede hun et smukt kapel med træskærerarbejder af Hans Dreier. Selvbevidst omdøbte hun i kongelig stil gården til Ellensborg (nu Holckenhavn).

Af Otte Christoffer Rosenkrantz' kreditorer købte hun 1621 de to jyske herregårde Boller og Rosenvold (Bjerre hrd.). Det skete for kongens penge, og meningen var utvivlsomt at hun skulle bestyre dem for sin datter. 1623 købte hun Kærstrup på Tåsinge med det meste af øens bøndergods af Jacob Rosenkrantz. Og 1625 solgte Claus Brockenhuus Vejlevgård på Fyn til hende. Samme år fik hun ved mageskifte med kronen øen Thurø ved Fyn. På hendes godser var der ivrig foretagsomhed, store ladegårde så lyset og øksne staldfodredes i stor stil. 1625 opregnedes hendes samlede hartkorn til over 7600 tdr. 1620-28 og 1629-39 opholdt hun sig især på Dalum kloster på Fyn som hun da havde i forlening; og hun var nært knyttet til Fyns biskop, Hans Mikkelsen, der tidligere havde været hendes huskapellan.

Ellen Marsvin og Christian 4. besøgte hyppigt hinanden. Og selv da Kirsten Munk indlod sig med rhingrev Otto Ludwig og begyndte at afvise kongen, bevarede hun det gode forhold til denne. Hun søgte at klare den prekære situation ved at arrangere en forbindelse mellem sin pige, Vibeke Kruse, og majestæten. Og efter ophøret af samlivet med Kirsten Munk tog Christian 4. i maj 1629 Vibeke til frille på Ellen Marsvins gård Kærstrup. Det lykkedes hende dog ikke at hindre den faktiske skilsmisse mellem kongen og Kirsten Munk i januar 1630, og den kom hun til at bøde økonomisk for. Christian 4. gav hende nemlig befaling til at overlade datteren Boller og Rosenvold. Det skete dog først, efter at hun havde nedbrudt og fjernet fra bygningerne, hvad hun kunne. Hun havde da et elendigt forhold til datteren, men stod sig stadig med kongen og opdrog da også den omstridte datter Dorothea Elisabeth.

Fra 1633 begyndte kongen imidlertid at blive mere og mere irriteret over hende. Han klagede over, at hun behandlede Kirsten Munks børn partisk og især over, at hun negligerede datteren Sophie Elisabeth. Resultatet blev, at Ellen Marsvin fra 1635 begyndte at optræde som forsvarer for Kirsten Munk imod kongen. Og hun røbede sin svigtende psykologiske sans ved at opfordre den over Kirsten dybt forurettede konge til at tage datteren til sig igen. 1636 gav hun tilmed ved hoffet udtryk for, at Dorothea Elisabeth lignede kongen og følgelig måtte være hans datter. Christian 4. blev rasende. Han krævede, at Ellen Marsvin skulle aflægge ed på, at hun intet vidste om Kirsten Munks forseelse, hvad hun dog ikke dristede sig til. Året efter tog han Dorothea Elisabeth fra hende, og 1639 mistede hun sit len, Dalum kloster.

Spændingen blev stærkere og stærkere og fik politisk betydning, fordi Ellen Marsvin havde "svigersønnepartiet" bag sig. Fra midten af 40erne tvang tiltagende alderdomssvækkelse dog Ellen Marsvin til at opgive politiseringen ved hoffet og holde sig i ro på Ellensborg.

I øvrigt koncentrerede hun sig med årene i stigende grad om kristendommen. Så tidligt som 1632 fik hun i en pragtudgave der kun blev trykt i 30 eksemplarer, udgivet Niels Mikkelsen Aalborgs oversættelse af Davids salmer. 1637 blev kapellet på Ellensborg færdigt. Og 1639-40 opførte hun den eksisterende kirke på Thurø.