Vilhelm Wanscher

Vilhelm Wanscher, 26.7.1875-27.5.1961, kunsthistoriker. Gennem sit slægtsmiljø havde Vilhelm Wanscher modtaget en betydelig kulturarv. Gottlieb Bindesbøll var en bror til hans oldemor; Martin Nyrop, der var gift med en kusine til hans mor, tog sig som onkel venligt af ham, og Thomas Laub var hans mors fætter. Farfaderen, papirhandler Wilhelm Wanscher, ejede en betydelig malerisamling. Hos ham kom Constantin Hansen, Jørgen Roed og Wilhelm Marstrand som venner af huset. Efter studentereksamen 1892 fra Mariboes skole kastede Vilhelm Wanscher sig over filologiske og historiske studier hos J.L. Heiberg, A.B. Drachmann og Kristian Erslev. Især Heiberg viste i en årrække varm interesse for sin begavede elev. Vilhelm Wanscher havde imidlertid også tidligt lagt kunstneriske evner for dagen. Samtidig med universitetsstudierne tegnede han hos Martin Nyrop på rådhusets tegnestue og tog undervisning hos maleren Harald Foss og billedhuggeren Anders Bundgaard. Vilhelm Wanscher samlede sig dog snart om det kunsthistoriske fagstudium hos Julius Lange og tog magisterkonferens i 1898, suppleret af et semester på Berlins universitet.

Vilhelm Wanschers litterære produktion begyndte tidligt; 1896 udsendte han (= Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning XXVII) et lille skrift Provenpalerne og Antikken og 1899 Kildeundersøgelser til Bestemmelse af Gravkirkens ældste Skikkelse (i Theologisk Tidsskrift), en studie over den hellige gravs kirke i Jerusalem hvis resultater han uddybede nærmere i Architekturens Historie I, 1927. Vilhelm Wanscher indledte således – som J.L. Heibergs og Julius Langes elev – sin forskergerning med emner af verdenskunstens historie og viede fortsat denne sine bedste kræfter. Han valgte fortrinsvis at behandle de største kunstnere og at give sig i kast med de vanskeligste problemer. Men som kunstbetragter skiltes hans veje tidligt fra Julius Langes. Vilhelm Wanscher havde liden smag for kunstnerisk fortolkning gennem psykologisk indføling og ringe respekt for kulturhistorisk kommentar; den strengt metodiske gennemførelse af en historisk detailundersøgelse var også kun i betinget grad hans sag. Som ren æstetiker derimod var han vel den rigeste begavelse vor kunstvidenskab har ejet. I stærk reaktion mod Langes skole har han fremhævet analysen af kunstværkets formale værdier som sit fags absolut centrale opgave. Uden tvivl har såvel Heinrich Wölfflins tidlige arbejder (Renaissance und Barock, 1888 og Die klassische Kunst, 1899) som Adolf Hildebrands Das Problem der Form in der bildenden Kunst, 1893 for så vidt øvet indflydelse på ham som de har vist ham vej mod centrale problemer og bidraget til at frigøre hans personlighed som forsker og kritiker. Den æslhetiske Opfattelse af Kunst, 1906 (ny udg. 1963) var et programskrift hvis betydning har været vidtrækkende; en lille forstudie hertil (Om at se paa Kunst) fremkom i Tilskueren 1903. Samme år udsendte han en kort monografi af G. Bindesbøll (i 1932 suppleret med en afhandling i Artes I).

Vilhelm Wanscher, der besøgte Italien på rejser i 1900, 1907, 1908, 1914, 1915 og mange gange siden, dyrkede fra sine tidligste år og til sin død den italienske kunsts historie med lidenskab. I billedkunsten har renæssancens store mestre med Rafael og Michelangelo i spidsen særlig beskæftiget ham, i arkitekturen barokken; som fortolker af denne stils æstetiske værdier gør kun få europæiske kunsthistorikere ham rangen stridig. I Rafael og Michelangelo, 1908 har Vilhelm Wanscher meddelt en række fine iagttagelser over forholdet mellem disse to kunstneres værk, støttet til ofte mesterlige kompositionsanalyser, og har tillige heri fremsat nye, ikke af alle fagkyndige tiltrådte anskuelser om Andrea del Castagnos kunst; fx tillægger Vilhelm Wanscher Castagno flere af Mantegnas kobberstik, og han har i det væsentlige fastholdt disse synspunkter og uddybet dem i Artes VI, 1938. De kunstteoretiske studier har han videreført i den betydelige bog Grækernes Syn paa Kunst og den græske Kunst-Teoris Udvikling i Renaissancen og Baroktiden, 1914. Sent i sit liv vendte han endnu engang tilbage til disse studier i Tre Stadier i den klassiske Kunsts Theori, 1943.

I sine ungdomsår udfoldede Vilhelm Wanscher en rig kritisk virksomhed som medarbejder ved en række tidsskrifter, bl.a. Tilskueren, Ord och bild og Architekten; senere knyttedes han som kronikør og kunstanmelder til Politiken hvilket medarbejderskab fortsattes til 1940. 1909-10 udgav han sammen med Carl V. Petersen Kunstbladet. Han fulgte med interesse den unge kunst og knyttedes i venskab til et par af de betydeligste, den tidligt afdøde J.A. Jerichau hvis interessante kompositioner med figurer i rum sikkert var inspireret af Vilhelm Wanschers teorier, og Kai Nielsen som stod Vilhelm Wanscher nær og blev påvirket af ham, og om hvem han skrev en levende bevæget bog (1926). En betydelig indflydelse øvede han som arkitekturkritiker. Med sine levende, højst særprægede og ofte paradoksale artikler i Architekten bekæmpede han historicismens seneste fase, den nationale murstensromantik omkring Nyrops rådhus, og henviste arkitekterne til en større og helere formbehandling, et mere konsekvent arbejde med rumlige og plastiske problemer og en følsom hensyntagen til situationens krav. Hans aktion, der ikke var uden forbindelse med tilsvarende tyske bestræbelser (P. Schultze-Naumburg; A. Messel) og ligesom disse tog eksempel af barokkens og klassicismens byggeri, ikke mindst det jævne, fandt begejstret støtte hos en gruppe unge arkitekter (Povl Baumann, Ivar Bentsen, Aage Rafn o.fl.), der – tillige påvirkede af P.V. Jensen-Klint – dannede Den frie architektforening 1909. Bevægelsen løb senere ud i det nyklassicistiske gennembrud omkring 1920. I ét tilfælde kom Vilhelm Wanschers fordring om den store stil og hans præsentation af forbilleder i italiensk renæssance og barok til at slå igennem hos en samtidig arkitekt og blev til et medarbejderskab. Vilhelm Wanscher fremsatte sammen med Holger Jacobsen et forslag til ombygning af Det kgl. teater (kronik af Vilhelm Wanscher i Politiken 1.10.1926); men også i den virkelig af Holger Jacobsen opførte tilbygning til teatret for Statsradiofonien med indretning af Nye scene 1928-31 ("Stærekassen") er der træk som er tydeligt inspireret af Vilhelm Wanscher.

1915 blev Vilhelm Wanscher efter forudgående konkurrence udnævnt til docent ved kunstakademiet i arkitekturens historie. Efter P. Johansens afgang fra docenturet i billedkunstens historie blev begge embeder forenet til et professorat som Vilhelm Wanscher overtog 1928 og beholdt til sin afgang 1945. Vilhelm Wanscher var en ildfuld og inspirerende forelæser der fængslede sine tilhørere med sin egen begejstring for den store klassiske kunst. Selv kunstner forstod han at tale til kunstnere, og det var ikke blot akademielever og ældre kunstnere, men også mange kunsthistorikere der samledes om hans talerstol i den gamle foredragssal bag kunstakademiets bibliotek hvor afstøbninger af Parthenons gavlfigurer og ægineterne dannede en passende baggrund. Samtidig strømmede kunsthistoriske værker fra hans hånd. 1919 udsendte han en stor monografi Raffaello Santi da Urbino (eng. udg. 1926), bygget på en kritisk, noget snæver vurdering af hans oeuvre, og 1921 Italien og den store Stil, en samling afhandlinger, ikke blot om kunst, men også om musik og litteratur. Endelig skred Vilhelm Wanscher i tyverne til udarbejdelsen af en samlet fremstilling af bygningskunstens historie, resultatet af årelange studier. Architekturens Historie I-III udkom 1927-31 (ny udg. 1965 hvor arkitekturen uden for Europa er udeladt, udg. af Axel og Ole Wanscher). Værket indtager en enestående plads i den europæiske faglitteratur; det enorme stof er tilegnet med en forbavsende intensitet, for mange væsentlige værkers vedkommende er Vilhelm Wanscher gået direkte til monumentet og har søgt at gøre det aktuelt. I vidt omfang er litterære kilder blevet inddraget i undersøgelsen, og overalt har Vilhelm Wanscher gjort sine iagttagelser med den originale målestok i hånden. Det mægtige værk er illustreret udelukkende med forfatterens egne karakterfulde tuschtegninger. Bogen skal betragtes som en lærd kunstners værk. En egentlig håndbogsmæssig fremstilling giver det ikke, den nyeste litteratur er næppe tilstrækkelig udnyttet, og både i stofvalg og behandling mærkes her, som hyppigt andetsteds hos Vilhelm Wanscher, en vis vilkårlighed, det er ligesom om den videnskabelige kontrol stundom svigter. Men værket er rimeligvis den mest originale og mest inspirerende arkitekturhistorie der eksisterer.

Efter afslutningen af dette sit hovedværk påbegyndte Vilhelm Wanscher 1932 udgivelsen af den internationalt anlagte kunsthistoriske årbog Artes I-VIII (sidste bind 1940) i hvilken publikation langt de fleste afhandlinger skyldtes ham selv skønt han også gerne gav plads for yngre fagfæller. Af Vilhelm Wanscher selv er bl.a. Great Art and Religion (III, 1935), Giotto et Maso (V, 1937), The Erechtheum Temple and Treasury (VI, 1938) og Geometric Art Analysis (VII, 1939), emner der viser rækkevidden af Vilhelm Wanschers studier. Hertil kommer flere afhandlinger om dansk kunst, fra vore romanske domkirker over renæssancen og barokken til Gottlieb Bindesbøll og Joakim Skovgaard; om J.F. Willumsen, som Vilhelm Wanscher beundrede og stod personlig nær, udgav han 1937 en lille bog. Siden 1930 udsendte Vilhelm Wanscher flere store arbejder om dansk arkitektur i renæssancen. Også her var det de store emner der tiltrak ham. I Rosenborgs Historie 1606-1634, 1930 gav han en smukt dokumenteret redegørelse for slottets bygningshistorie. Hele periodens monumentalarkitektur behandlede han i form af korte enkeltstudier i Christian 4.s Bygninger, 1937; den heri fremførte hævdelse af Christian IVs stærke personlige andel i sine bygningsværkers udformning har dog ikke vundet ubetinget tilslutning. Hans monumentale værk om Kronborg, 1939 rummer mange nye iagttagelser af værdi, men kan næppe heller som helhed stå for kritik, især ikke fra bygningsarkæologisk side. 1943 udgav Vilhelm Wanscher Danmarks Architektur hvori han havde samlet nogle af sine tidligere trykte bidrag til dansk arkitekturhistorie, men suppleret og ført à jour. Om antikken og Michelangelo, to af de emner der havde stået Vilhelm Wanscher nærmest og beskæftiget hans tanker siden ungdommen publicerede han et par af sine, også bogkunstnerisk bedømt, smukkeste værker, Antiken, 1935 og Vie de Michel-Ange, 1940; den første er udelukkende illustreret med Vilhelm Wanschers egne tegninger og akvareller efter originalerne, den sidste, der som titlen antyder giver en levnedstegning efter de autentiske kilder med skarpsindig afvejning af deres kildeværdi og en kort redegørelse for mesterens værk, indeholder tillige reproduktioner efter fotografier og stik. I 1944 udgav Vilhelm Wanscher en ny monografi over giganten på dansk, Michelagniolo, med undertitlen Nye Studier der i det væsentlige indeholder det samme stof, men med tilføjelse af dokumenter og breve på originalsproget.

I Antiken, 1935 havde Vilhelm Wanscher også behandlet problemer i den egyptiske kunst. Det førte ham ind på studiet af hieroglyfferne der lagde beslag på hans forskning i en årrække. Det blev Vilhelm Wanschers anskuelse at den egyptiske kultur i vid udstrækning har været basis for den oldnordiske, en opfattelse der er blevet mødt med udtalt skepsis af den specielle sagkundskab. En frugt af disse studier er fx Kivik, Guldhorn og Edda, 1935. Heller ikke resultaterne af hans beskæftigelse med det etruskiske sprog, publiceret i 1950erne, vakte bifald. Vilhelm Wanscher der selv var en sprogkunstner af høj rang har i tidsskrifter (især i Tilskueren) offentliggjort adskillige litterærkritiske essays (bl.a. om Ariosto, Goethe, Oehlenschläger, H.C. Andersen), foruden nogle filologiske studier (bl.a. over Edda, Homer, etruskerne), delvis med meget dristige tydninger. Også om musikalske emner har Vilhelm Wanscher, der selv var en begavet musiker, ytret sig. Han var i en årrække operakritiker ved Tilskueren, og han udgav bogen Om Mozarts Don Giovanni, 1926, en oversættelse af da Pontes libretto, indledt af et par åndfulde studier over operaens musikalske og dramatiske karakter.

Som skabende kunstner har Vilhelm Wanscher været virksom på mange felter. Han har malet frie kopier af værker af kunstnere som Rafael, Michelangelo, Tizian, Tintoretto, Correggio og Zurbaran, men også selvstændige figurkompositioner og landskaber, samt en udsmykning af loft og vægge på Haraldsgave (1919). Han har deltaget i udstillingslivet med mange udstillinger både hjemme og i udlandet. Han har desuden tegnet udkast til møbler, bogbind og scenedekorationer, bl.a. til Barberen i Sevilla, Det kgl. teater, 1935. Efter en rejse i Holland udgav han i 1917 en bog med gengivelser af hans egne prægtige rørpentegninger under titlen Holland, der genkalder 1600-tallets hollandske mestre. Fra alle de lande hvor Vilhelm Wanscher rejste og studerede, først og fremmest i Italien, Grækenland og Egypten, har han ført dagbøger, fulde af originale iagttagelser og illustreret med hans egne tegninger og akvareller, i sig selv betydelige kunstværker (Det kgl. bibliotek) og til dels forbilleder for tilrettelæggelsen af hans publikationer. Vilhelm Wanschers originaleste kunstneriske indsats ligger netop på det bogkunstneriske område. Hver eneste af sine egne bøgers typografiske opsætning har han ledet i detaljer og har givet bøgerne kraftig holdning og klassisk tone.

Vilhelm Wanschers indsats som arkitekt har, omend begrænset, ikke været uden betydning. Ved siden af at virke inspirerende og til tider retningsgivende for enkelte samtidige arkitekter har han givet ideer og skitser til de tre huse han lod bygge for sig selv, hvoraf det interessanteste var Østerled 24, opført 1932 med bistand af sønnen, arkitekt Axel Wanscher (f. 1902). Sin interesse for byplanproblemer viste han ved 1942 at fremsætte forslag til sanering af Adelgade-Borgergadekvarteret (Ark. U. XLIV, 1942 18ff).

Vilhelm Wanscher var en kontroversiel skikkelse i dansk kulturliv. Han havde varme beundrere, men også skarpe kritikere. Til kritikken bidrog ikke mindst at Vilhelm Wanscher i årene 1940-45 undertiden fremkom med meninger der alt for let lod sig tage til indtægt for besættelsesmagtens kulturpolitik. Vilhelm Wanscher blev en ensom mand i sine sidste år, men hverken hans forskertrang eller hans produktivitet aftog af den grund. Flere værker er omtalt, endnu et bør nævnes. Under et sidste langt ophold i Firenze 1947-48 hvor han endnu engang oplevede den store klassiske stil kom han ind på nogle filosofiske betragtninger over et nyt begreb "tiderummet", formuleret af ham, og en hypotese: "Tiderummet som Naturkraft i Liv og Kunst", som han efterlod sig i manuskript, udg. posthumt 1962. Det er dog næppe for den slags spekulative overvejelser over kunsten Vilhelm Wanscher vil blive husket, men nok som den der lærte flere generationer af kunstnere og kunsthistorikere at se. Vilhelm Wanscher blev 1930 Hon. Corresponding Member of the Royal Institute of British Architects.