C.A. Lund

C.A. Lund, Christen Andersen Lund, 28.12.1763-10.8.1833, præst, forfatter. Født i Kbh. (Nic), død i Keldby, begravet sst. L. blev dimitteret 1780 fra det Klinckske institut og vandt sig snart et ret kendt navn blandt sine studiefæller. Hans milde, tiltalende væsen og udprægede sans for digtekunsten banede ham vejen til mange af de førende personligheder i datidens litterære verden. Navnlig sluttede han venskab med K. L. Rahbek og Gregers Wad, C. Pram og Jens Baggesen, og med iver studerede han især nyere sprog og engelsk poesi. Da hans helbred var lige så skrøbeligt som hans sind formørket af melankoli måtte han 1783 forlade Kbh. og en tid tage ophold ved Jægerspris. Her skrev han Lunden ved Jægerspriis (først trykt 1788) som blev belønnet af Selskabet for de skiønne videnskaber. 1785 blev L. huslærer for grev Frederik Christian Danneskiold-Samsøes søn på Gisselfeld, 1788 tog han teologisk attestats og s.å. blev han sognepræst i Holeby og Bursø. Da hans helbred kun dårligt tålte opholdet på Lolland, traf det sig så heldigt, at han allerede 1790 ved arveprins Frederiks hjælp blev forflyttet til Keldby på Møn hvor han blev til sin død. I mange henseender var L.s hjem indbegrebet af dansk præstegårdsidyl. I landlig nøjsomhed dyrkede man her livets stille glæder, og trods beskedne kår var Keldby præstegård rammen om et rigt åndeligt liv. Med patriarkalsk gæstfrihed åbnedes dørene for de mange, deriblandt Rahbeks og andre ungdomsvenner, der følte sig draget af hjemmets stilfærdige stemning og husfaderens elskelige personlighed. L. var i sine yngre dage bidragyder til Rahbeks tidsskrifter og kendere i datiden satte hans digte højt. Kamma Rahbek udnævnte ham til "Møens Horats" (Monas Flaccus) og tilskyndede ham til at udgive en samling af sine arbejder. Da han ikke ville følge hendes opfordringer, afskrev hun med sin egen sirlige hånd alle hans spredte digte, lod dem samle i et smagfuldt bind (nu: Ny kgl. saml. 8° 551) og sendte ham det. Dog heller ikke dette ville hjælpe, og først efter hans død udkom Efterladte Digte (1836) og en samlet udgave af hans oversættelser af Theokrits idyller (1837). Blandt hans originale digte kan særlig nævnes Aftenen, 1 en stjerneklar Nat og Landsbykirkegaarden. I nyere tid er opmærksomheden igen blevet henledt på L., aftenens, lundens og gravenes sanger, forløber for Ludvig Bødtcher og B. S. Ingemann. Man har især fremhævet hans ejendommelige evne til at gøre det malende digt lyrisk, lægge en sober og ægte stemning ind i ordene og ved at holde sine elegier inden for snævre grænser at undgå al banal udtværen af tanker og udtryk. Hvor afhængig L. end kan være af engelske forbilleder som Edward Young og Thomas Gray virker han aldrig som en åndløs efterligner, men forstår at fylde den fremmede form med eget sjæleligt indhold der præges af en blid vemodighed, en stille inderlighed.