Christian 1., Christiern, 1426-21.5.1481, konge. Christian 1. tilhørte en grevelig slægt som fra slutningen af 1000-tallet havde haft hjemme i egnen vest for nedre Weser. På mødrene side nedstammede han fra den danske konge Erik Klipping. Christians morbror hertug Adolf tog sig tidligt af ham. Den barnløse fyrste ønskede ham til efterfølger og fik det slesvigske ridderskab til at hylde ham. En større fremtid åbnede sig for Christian da Christoffer af Bayern døde barnløs 1448. Svenskerne valgte samme år Karl Knutsson til konge; den danske trone tilbødes derimod hertug Adolf, som undslog sig, men henviste til sin søstersøn. Tanken tiltalte de danske stormænd, også fordi den ugifte unge junker viste sig villig til at ægte Christoffer af Bayerns enke hvem man ellers havde måttet udbetale en større affindelsessum. Afgørelsen blev truffet 1.9. i Haderslev hvor Christian, hertug Adolf og hans råder samt det danske rigsråd havde indfundet sig. Christian beseglede her et forpligtelsesbrev hvori han lovede i alle vigtigere regeringshandlinger at rette sig efter rigsrådets vilje; nogen egentlig håndfæstning kom han aldrig til at udstede. 28.9. hyldedes han på Viborg landsting. Kroningsfestligheden faldt sammen med hans bryllup.

Mens Christian således uden modstand anerkendtes i Danmark og dertil 1449 fik Gotland overdraget af Erik af Pommern syntes Norge i vinteren 1449-50 snarest at skulle tilfalde Karl Knutsson. På mødet i Halmstad maj 1450 blev den svenske konge imidlertid svigtet af sine rigsråder; han måtte derfor finde sig i at Christian 2.8. i Trondhjem kronedes til konge i Norge. "Aldrig så jeg en gladere Fyrste" skriver et øjenvidne. Samme efterår fødte hans unge dronning ham en søn, den første kongesøn i Danmark i 100 år; han fik navnet Oluf efter Norges skytshelgen, men døde allerede som barn. Den svenske krone viste sig vanskeligere at nå end den norske; i det første tiår af Christians regering beslaglagde forholdet til Sverige hele hans opmærksomhed. Christians militære magt var utilstrækkelig, men de svenske stormænds oprør mod Karl Knutsson medførte 1457 hans valg til konge i Sverige, endda på ret gunstige vilkår. Under de foregående års kampe havde han fundet god støtte såvel hos sin morbror, sin svigerfar og andre tyske fyrster som hos det danske aristokrati; Hansestædernes velvilje måtte han derimod købe ret dyrt. Endnu en stor politisk triumf var ham forbeholdt. Ved hertug Adolfs død ønskede ridderskabet i Slesvig og Holsten fremfor alt at holde landene samlet og bevare freden med Danmark; derfor gik de holstenske råder 1460 ind på at vælge Christian til landsherre i begge fyrstendømmer. Hans magt strakte sig nu over det største område nogen dansk konge siden Knud den Store havde behersket.

Et svimlende held havde indtil da fulgt den unge fyrste; men nu var højdepunktet også nået. Sejren 1460 havde pådraget ham betydelige finansielle forpligtelser til Schauenburgerne og til hans brødre hvem han tillige måtte overlade sin part af Oldenburg og Delmenhorst. Disse gældsforhold medførte i de følgende år bestandige pinagtige pengevanskeligheder. Blandt den svenske bondealmue fremkaldte tyngende skatter en farlig gæring som i forening med kongens vilkårlige og ukloge fremfærd mod ærkebiskop Jöns Benktsson førte til oprøret 1464, hvorved Christian mistede Sverige. Endog det danske aristokratis pålidelighed syntes ham tvivlsom. Den bratte modgang fremkaldte hos kongen en levende følelse af bitterhed som ledte ham til skarpe forholdsregler mod flere af de stormænd der tidligere havde stået ham nær. Allerede i 1450erne havde betroede mænd som Hartvig Krummedige og Marcellus måttet føle kongens unåde, og den heftighed der i så høj grad havde præget hans behandling af den svenske ærkebisp gav sig i årene 1466-68 stærkt udslag i hans fremfærd mod de mægtige Akselsønner (af slægten Thott) og deres frænde Eggert Frille. Kampen mod aristokratiet drev kongen til at søge støtte hos folkets brede lag, en tilbøjelighed der tydeligst træder frem ved indkaldelsen af det første danske stændermøde 1468; i de samme år førte hans bror Gerhard med hans samtykke en tilsvarende politik over for de holstenske stormænd. Dette blev dog kun en episode. 1470 brød Christian med sin bror, men sluttede forlig med ridderskabet og med Eggert Frille; efter nederlaget ved Brunkeberg næste år måtte han opgive at erobre Sverige, og 1472 indledte stilstanden i Kalmar en 25-årig fredsperiode; samme år udsonede kongen sig med Akselsønnerne.

Christian havde været dybt involveret i politikken mellem Frankrig og England efter hundredårskrigens afslutning. Ved en traktat med Frankrig 1456 havde han lovet danske skibe til en planlagt fransk invasion af England mod til gengæld at få fransk støtte imod Karl Knutsson. I Frankrig fostredes 1460 i samme politiske sammenhæng den plan at hans datter Margrete skulle ægte en søn af kong Jakob II af Skotland hvilket dog først realiseredes 1468-69 hvor da de gamle norske besiddelser Orkney og Shetland pantsattes til dækning af i alt 58.000 af medgiftens 60.000 rhinske gylden; samtidig slettedes et gammelt mellemværende med den skotske kongemagt der siden 1426 havde skullet betale den norske konge en årlig afgift af De indre Hebrider og øen Man. Altsammen foretagender der var lidet egnet til at højne Christians popularitet i Norge.

Efter Brunkeberg befandt unionsspørgsmålet sig i en håbløst fastlåst position der kun kunne håbes løsnet ved at kongen interesserede sig for den politiske arena uden for Norden. Det kunne også være nyttigt i forbindelse med handelspolitikken hvor Christian havde stået i modsætning til hansestæderne på den ene side og de engelske købmænd på den anden (ikke mindst i forbindelse med Islandshandelen). Også i kirkepolitikken var mulighederne interessante. Alle disse forhold danner baggrunden for Christians berømte romerrejse 1474. Alt tyder på at kongen ved denne lejlighed forstod at optræde med en værdighed og glans der gjorde udmærket indtryk overalt hvor han kom frem; endog ved pavehoffet modtoges han med al mulig honnør selv om hans ukyndighed i latinen vakte moro. De politiske resultater var heller ikke ganske ringe; i Rothenburg forlenedes Christian af kejser Frederik III med Holsten, Stormarn og Ditmarsken som et hertugdømme; i Rom tilstod paven ham adskillige begunstigelser, deriblandt en bulle mod åger til brug mod de holstenske kreditorer; vigtigst var dog retten til at præsentere til seksten af de højeste prælaturer i kapitlerne. Næste år udstedtes den pavebulle som blev grundlaget for oprettelsen af Københavns universitet 1479.

Christian var i mangt og meget typen på en senmiddelalderlig ridderskikkelse. Hans usædvanlig høje, sværtbyggede legeme og myndige ansigtstræk måtte virke umiddelbart imponerende. Til det ydre svarede en dådlysten, utrættelig virksom natur der dristigt satte sig store mål og forfulgte dem uden en smålig beregning af omkostningerne og uden at sky personlige anstrengelser eller farer; i felttogene mod Sverige deltog han med megen tapperhed; ved Haraker (1464) var han i livsfare, ved Brunkeberg såredes han. De anførte egenskaber hvormed han forbandt gavmildhed og et vindende væsen måtte - bortset fra uundgåelige interessetvister - gøre ham til en konge efter den danske adels sind; at Arild Huitfeldt regner ham "iblandt de gode Konger, dette Rige haver forestandet" er kun naturligt. Om Christians tilslutning til fælleseuropæiske ridderidealer vidner også oprettelsen af det "selskab" som blev udgangspunktet for den senere elefantorden. Dette broderskab var knyttet til det af kongen opførte Hellig tre kongers kapel ved Roskilde domkirke; både gudstjenesten i kapellet og selve ordenen fik 1474 pavelig stadfæstelse.

Når Christian trods sit umiskendelige blik for de store linier dog ikke kan kaldes nogen stor statsmand skyldes dette i første række hans mangel på virkelighedssans. Han savnede ro til kølig beregning af mulighederne, tålmod til at afvente det rette øjeblik, menneskekundskab i forholdet til sine rådgivere; navnlig synes hans mangeårige fastholden ved en løgnagtig eventyrer som Marcellus at vidne om en vis naivitet. Christians største brist som regent var dog hans fuldstændige mangel på økonomisk sans - en fejl, der hang nøje sammen med hans fortrin. Ikke uden grund kaldte svenskerne ham "bottenlos tom taska"; gennem 1450ernes og 1460ernes krigstog, senere ved de store rejser, fremfor alt dog ved erhvervelsen af Slesvig og Holsten pådrog han sig en efterhånden aldeles uoverkommelig gæld. Den stigende pengenød stod atter og atter hans store planer i vejen og tvang ham samtidig til at pålægge alle sine undersåtter, ikke mindst aristokratiet, tyngende ofre. Skatteudskrivningerne efter 1460 gjorde ham upopulær i Sverige og blev således et væsentligt led i den udvikling, som endte ved Brunkeberg. Når billedet af Christians regering trods alt tegner sig med forholdsvis lyse træk må det ikke overses at lykken også deri stod ham bi, at han blandt sine nærmeste, i sin morbror og senere i sin dronning havde hengivne rådgivere hvis besindighed og pengeforstand på den heldigste måde dækkede over hans egne svage sider.

Familie

Christian 1. døde på Københavns slot og er begravet i Roskilde domkirke. Forældre: grev Diderik den lykkelige af Oldenburg og Delmenhorst (død 1440, gift 1. gang med Adelheid af Delmenhorst) og Hedevig af Holsten (død 1436, gift 1. gang med Balthasaraf Güstrow, død 1421). Gift 28.10.1449 i København (Frue kirke) med Dorothea af Brandenburg, født ca. 1430 (gift 1. gang 1445 med Christoffer af Bayern, 1416-48), død 10.11.1495 i Kalundborg, d. af markgrev Johan af Brandenburg (1406-64) og Barbara af Sachsen (ca. 1405-65). - Far til kong Hans, Margrete (1456-87) og Frederik I.

Ikonografi

To medaljer af B. Melioli, 1474. Formentlig afbildet på fresko af Mantegna (Camera degli Sposi, Mantua). Maleri, næsten forsvundet, på altertavle ca. 1490 (Nyborg, senere Thurø k., nu Nat.mus.) menes at være grundlaget for den mest udbredte type som også synes anvendt i et nu forsvundet maleri som fandtes i Kunstkammeret. Typen kendes med Christian alene (Skokloster) og fra dobbeltportr. med dronningen (Fr.borg, Gripsholm). Ofte gengivet i stik m.m. som forestillende kong Hans, især af Baurenfeind, 1760 og af Preisler, 1769, senere dog i litografi som Christian af bl.a. Fortling. Samme type ligger formentlig til grund for den række kong Hansportr., fx Kniepers tapet fra 1580erne (Nat.mus.), mal. af Peiter Hartman, 1607 (Malmø rådhus), maleri (Egeskov), stik af Haelwegh, som man "tilbagefører" til at være Christian. Rene fantasiportrætter i flere tegnede kongeserier (Kgl. bibl.). Afbildet på en serie fresker af Girolamo Romanino ca. 1525 (Malpaga, ved Bergamo), uden portrætiighed. Kopier malet af D. Hvidt (Fr.borg). I ældre tid ofte afbildet på historiemal. Christian i Rothenburg tegnet af C. de Pas (St.mus.) og malet af Honthorst til Chr. IV (Vidtsköfle). J. Ovens har malet to scener ca. 1650 og ca. 1665 (Fr.borg) og tegnet flere (St.mus.). Afbildet på mal. af Holstens oprettelse som hertugdømme af N.A. Abildgaard, 1779 (Chr.borg): Afbildet på flere mal. af Eckersberg 1819-41, bl.a. elefantordenens indstiftelse (Chr.borg) og skitser, både malede (Fr. borg) og tegnede (St.mus.). Afbildet på tegn. af Københavns universitets oprettelse af Constantin Hansen ca. 1862; samme emne malet af Marstrand ca. 1870. (Kbh.s univ.). Vilh. Rosenstand har 1879 malet besøget hos paven (Fr.borg). Medalje af H. Conradsen, 1879. - Lit. vedr. Christians portræt af Mantegna i Mantua: C.J. Thomsen i Nord. t. for oldkyndighed I, 1832 197-99. Nils G. Bartholdy i Berl. tid. 8.6.1974. R. Signorini i Mitteilungen des Kunsthist. Inst. in Florenz, 1974 227-50; samme: Cristiano I in Italia e un suo ritratto del Mantegna, Mantova 1976. Christians indtog i Rom malet af A.C. Rüde, 1779 (kunstakad.).

Bibliografi

Ludvig Daae: Kong Christian Is norske historie 1448-1458, Kria 1879. C. Paludan-Müller i Hist. t. 5.r. II, 1880-81 241-347. Erik Arup sst. 7.r. IV, 1902-04 317-88 399-489. Arne Odd Johnsen sst. ll.r. II, 1947-49 III-31. William Christensen: Unionskongerne og hansestæderne 1439-1466, 1895. Chr. E. Reventlow: Freskerne på slottet Malpaga, 1903. Kr. Erslev i Danm.s riges hist. II, 1905 490-570. C.P.O. Christiansen i Det danske folks hist. III, 1928. Erik Arup: Danmarks historie II, 1932 218-65. Erik Lonnroth i Scandia XI, Sth. 1938 159-213. Sven Ulric Palme: Sten Sture den aldre, Sth. 1950 (ny udg. 1968). Kai Hørby i Scottish hist. review, Edinburgh 1969 54-63. E. Snorrason i Med. forum 3, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig