Friderich Christian Eilschov

Friderich Christian Eilschov, Friderich Christian Eilschou, 13.2.1725-15.10.1750, filosof. Friderich Christian Eilschov blev student 1741, privat dimitteret. S.å. begyndte Henrik Stampe som filosofisk professor en forelæsningsrække over Chr. v. Wolffs filosofi, og det er ikke usandsynligt at Friderich Christian Eilschov har hørt disse forelæsninger og ved dem er blevet ledet ind på det filosofiske studium.

1742 blev han baccalaur, og n.å. udgav han anonymt En kort Anviisning til at eftertænke. Indrættet efter de Ustuderedes Begreb. Fra 1743 stammer også det vistnok af Friderich Christian Eilschov forfattede skrift Nogle Betragtninger over Jesu Christi Fødsel der udkom under hans elev Ingeborg Kirstine v. Reichweins navn. 1744 offentliggjorde han i "Den danske Spectator" et pseudonymt indlæg Svar fra det nyegifte Fruentimmer til Herr Spectator hvori han talte kvindernes sag. 1746 tog han magistergraden, og n.å. blev han alumnus på Borchs kollegium hvor han levede resten af sit korte liv, flittigt optaget af at give undervisning, drive studier, oversætte og forfatte skrifter og holde forelæsninger.

Sammen med en kreds af unge, blandt dem C. F. Wadskiær og J. S. Sneedorff, dannede Friderich Christian Eilschov et selskab der "under Herr Prof. Kofod Anchers Opsigt" udsendte et månedligt tidsskrift med den lidt misvisende titel Philosophiske, historiske og oeconomiske Skrifter, eftersom det økonomiske overhovedet ikke blev behandlet. Selskabet opløstes temmelig snart, og der udkom i alt kun fem hæfter (1746-47) hvis indhold med undtagelse af Peder Kofod Anchers forord udelukkende skyldes Friderich Christian Eilschov. I selskabets forord opfordres læserne, "sær formuende Folk", til ikke at låne skrifterne ud til andre. "Enhver seer Aarsagen". De emner Friderich Christian Eilschov havde behandlet (kødspise kontra planteføde: forsynstroen; Pythagoras' liv og lære; tanker over tiden, tidsfordriv og tidsspilde) blev senere taget op til fornyet og mere indgående undersøgelse, og de derved fremkomne afhandlinger blev sammen med andre udgivet i hans Philosophiske Breve over adskillige nyttige og vigtige Ting (med årstallet 1748 på det første titelblad, 1747 på det andet). I afhandlingen om Pythagoras der efter Friderich Christian Eilschovs død udkom i tysk oversættelse 1756 i den form den havde i "Skrifterne" var der i "Brevenes" affattelsesform rettet forskellige angreb på den lærde skoles undervisning hvad der fremkaldte to anonyme indlæg fra høreren ved Frue skole Jacob Høyer, Colloqvia historico-critica et philosophica, ledsaget af et angrebsskrift, Justa institutionis publicæ defensio, 1749, der på afgørende punkter hviler på mistydninger af Friderich Christian Eilschovs udtalelser.

Om de af Friderich Christian Eilschov dec. 1746 og febr. 1747 til censuren indleverede manuskripter (Den Christelige Religions Sammenhæng forestillet i et Skue-Spil og Den Christelige Religions Sammenhæng forestillet i en Historie og adskillige Samtaler af en Ubekiendt Forfatter, udgivet med Forord af Friderich Christian Eilschov), der begge forkastedes, har været forfattet af ham selv er usikkert. 1747 udgav Friderich Christian Eilschov (foruden en oversættelse fra italiensk, Betænkning over de syv Viises Tanker om Verdens Forbedring) to disputatser: Cogitationes de scientiis vernacula lingva docendis cum specimine terminologiæ vernaculæ (betænkninger over undervisning i videnskaberne på modersmålet med en prøve på en kunstordbog på modersmålet) I–II hvori han dels slog til lyd for modersmålets anvendelse i videnskaberne (jfr. Phil. Breve) og dels søgte at vise nødvendigheden af at dyrke filosofi og muligheden af at dyrke den på dansk (jfr. Breve) ved at anvende danske kunstord hvorfor han anbefaler at danne sådanne og giver som prøve en liste på 897 nye udtryk. Af disse har han selv dannet en del (fx eftertænke, enkelthed, høresal, indbildningskraft, omkreds, overflade, personlighed, selvstændighed, sjælelære, sædelighed osv.), mens en del er lånt, bl.a. fra Andreas Lundhoff, den (de) anonyme oversætter(e) af Wolffs "Fornuftige Tanker om den menneskelige Forstands Kræfter", 1742 og "Fornuftige Tanker om det, som Menneskene have at giøre", 1744 og den anonyme forfatter af "En Indledning til nogle Afhandlinger om den christne Religions Fornuftighed og Sandhed", 1744. Som sprogrenser er Friderich Christian Eilschov ikke purist; han ønsker de fremmedord bevaret der på naturlig måde er indgået i sproget; og hvad nydannelserne angår står han ikke stejlt på sit eget, men er villig til at diskutere sagen og modtage forslag til forbedringer. Den kritik der offentligt rejste sig imod ham imødegik han i Giensvar. 1749 og i artikler i "Kiøbenhavnske Nye Tidender", 1749 og 1750 samt i det som fortale til "Almindelig Historie over Reiser til Lands og Vands" IV, 1749 trykte brev til oversætteren Christen Schmidt.

Også på et andet, men mindre betydningsfuldt område tilstræbte Friderich Christian Eilschov fornyelse idet han søgte at erstatte de gængse bryllups- og lejlighedsdigte med små prosaskrifter, således Beviis, at Fornuft og Dyd ere de fornemste Egenskaber hos en god Husfrue (uden årstal), Beviis, at Naturens Lov ikke forbyder den Respect imod Fruentimmeret, som Moden har indført iblant os, 1747 og Philosophiske Anmerkninger over forlibte Daarligheder samlede af Ovidii Elske-Kunst., 1748. I anledning af kongeparrets salving 1747 udsendte han Et kongeligt Portrait. laant af en keyserlig Hof-Tiener i Rom, til at forestille en stor Monarches Mildhed i Danmark der indeholder en oversættelse af 1. bog af Senecas "De clementia" foruden et æredigt til Friderich Christian Eilschov fra vennen Wille Høyberg. Det var Friderich Christian Eilschovs hensigt at levere en med filosofiske og historiske anmærkninger forsynet oversættelse af Senecas skrifter i fire dele, men han nåede ikke at fuldføre arbejdet. Ved sin død efterlod han sig i manuskript en oversættelse af Senecas Om Vreden og Tre Trøstetaler. 1748 udgav Friderich Christian Eilschov i oversættelse Bernhard Fontenelles Samtaler om meer end een Verden ... med Professor Gottschedens og egne nye Anmerkninger forsynede. 2.opl. 1764.

I begyndelsen af 1749 havde Erik Pontoppidan planer om at ansætte Friderich Christian Eilschov som subrector i Bergen under rektor Stensens sygdom; men tanken blev opgivet, og efter Stensens død i marts blev ovenn. Jacob Høyer rektor. Omtrent en måned efter forelå Friderich Christian Eilschovs svar på Høyers "Colloqvia" Brev til en god Ven i Provinzen i hvilket han tilbageviste angrebet og på ny gjorde rede for sine skoletanker. I slutningen af skriftet berører han Høyers udnævnelse og ender med et hjertesuk: "Gud veed, til hvilket Led jeg selv er bestemt i Verdens almindelige Kæde". S.å. udgav han Forsøg til en Fruentimmer-Philosophie eller alvorlige og lystige Samtaler med et Fruentimmer ... Efter Fontenelles Maade forfattede der sammen med "Philosophiske Breve" giver udtryk for væsentlige sider af hans tænkning. Skriftet der udkom i tre månedlige hæfter og betegnes som "Første Deel indeholdende en almindelig Forberedelse til Philosophien" blev ikke senere fortsat. Friderich Christian Eilschov oplyser at manuskriptet blev gennemset af Holberg to år før bogen udkom.

I slutningen af 1749 offentliggjorde Friderich Christian Eilschov en disputats Tentamen juris prudentiæ divinæ et theologice naturalis polemicæ I der var tænkt som en prøve på et større arbejde (Compendium systematicum theologiæ thetico-polemico-practicæ) som han havde i sinde at udgive i Halle, men som han ikke nåede at få fuldført. I sit sidste leveår udgav Friderich Christian Eilschov foruden et par mindre artikler i Kiøbenhavnske Nye Tidender og en ret sønderlemmende kritik af le Noble's "Den tyrkiske Robinson" til hvis 3. oplag på dansk den mærkeligt nok danner indledningen, en oversættelse af Voltaires Zadig eller Skæbnen, en østerlandsk Historie, dediceret Holberg. Om efteråret blev han angrebet af kopper der medførte døden. Få dage efter udgik der fra kammeraterne på kollegiet en indbydelse til en latinsk sørgefest som trods modstand fra visse universitetslæreres side blev afholdt, takket være Holbergs indflydelse.

To latinske breve fra Friderich Christian Eilschov til fru Lyche Sophie Bildstein, f. Friis, blev offentliggjort 1753 af F. C. Schønau.

Påvirket af Holberg og under indflydelse af den inden for tidens udenlandske filosofi frembrydende tendens i retning af oplysning på modersmålet satte Friderich Christian Eilschov sig til opgave at bidrage sit til at vække sine landsmænds sans for filosofiens "guddommelige Studium". Herpå sigter alt hvad han har skrevet, hvad enten det drejer sig om dyrene (Friderich Christian Eilschov er en af de første her hjemme der taler dyrebeskyttelsens sag og ønsker dyrepsykologien taget op til videnskabelig behandling), om kvindernes uddannelse, om rationel og human undervisning eller om et renere modersmål. Emnerne behandles på et dansk der er bedre end Holbergs, om end ikke så smukt som Sneedorffs, og ofte med lune. Over for den danske filosofi indvender han at den hidtil for ensidigt har beskæftiget sig med det moralfilosofiske. Hvad der tiltrænges er – udtrykt i vor tids sprog – erkendelsesteoretiske undersøgelser der fordrer andet og mere end blotte ordforklaringer. Skønt Friderich Christian Eilschov følte sig stærkt tiltrukket af Leibniz-Wolffs rationalistiske filosofi og på væsentlige punkter gav den sin tilslutning ønskede han dog at indtage sin egen stilling. "Jeg kand derfore ikke taale at nogen skælder mig Wolffianer. Thi jeg har endnu ikke forpagtet mig bort til nogen". Hans kritiske indstilling er umiskendelig når han fremhæver den menneskelige videns ringe omfang og denne videns hypotetiske karakter eller advarer imod synspunktet: "Det og det tror jeg, derfor maa det nok være sandt". Han lægger vægt på erfaringen og den historiske udvikling og ville gerne om han kunne, skrive den menneskelige tænknings (eller måske snarere åndskulturens) historie. Over for dem der beregner videnskabernes nytte alene i forhold til "det kiere Flæsk og Rug-Brød" fremhæver han det videnskabelige arbejdes selvstændige værdi, og i stilfærdige ord taler han om den videnskabelige tænknings betydning for det personlige liv, vel at mærke "naar man ikke lærer Philosophie som et Haandværk".

Hans stilling til bibelen hvis lære om et guddommeligt forsyn han accepterer er ret fri. Han filosoferer helst uden kendskab til noget syndefald og finder at man kan nære en "alt for enfoldig Ærefrygt" eller "frygtsom Høyagtelse for Guds Ord", ligesom han med tilslutning anfører P. Gassendis betragtning at vi aldrig ville kunne forklare skriften som den burde forklares dersom vi ikke "fornedrede vore Begreber til Hyrders og Bønders".