Jesper Tvede, ved dåben Jens Peter Tvede, 17.3.1879-22.10.1934, arkitekt. Født i Frederikshavn, død i Jægersborg, urne på Bispebjerg. T. fik sin uddannelse på Teknisk selskabs skole i Kbh. og på kunstakademiets arkitekturskole hvorfra han 1908 tog afgangseksamen. Samtidig med og efter studierne på akademiet havde han konduktørarbejde for H. Storck og H. Wenck. Han hørte til den gruppe af unge arkitekter der navnlig holdt til på professor Wencks tegnestue, og som dannede kernen i Den frie architektforening (1909-19). Ligesom flere af disse kom han tidligt ind på det klassicistiske, dette til dels -som ret almindeligt – iblandet barokke elementer. Større arbejder inden for nyklassicismens retning er: Teknisk selskabs skole på Østerbro, Øresundsgade 15, 1917 der som arkitektur betragtet dog næppe har mere end tidshistorisk betydning; sparekassen i Frederikshavn, 1926 (ekspeditionslokalet senere forandret); Købmandsskolens kvindeafdeling, Jul. Thomsens Plads 6-8, 1925-27 (udvidet til gården af T. 1930), fornem, om end noget udvendigt fin, som det ofte var tilfældet i denne stilperiode, og på enkelte punkter ikke helt vellykket (men T. havde først tegnet en sagligt virkende skolebygning). Hans sidste store arbejde var Frbg. tekniske skole, Falstersvej 3-5, 1928-30, sammen med John Thorson, en monumental, moderne enkel bygning. En særlig evne havde T. til at give mindre huse et idyllisk og sundt, hjemligt præg, således: dommerboligen i Sterrede ved Holsteinborg, 1910; haveboligforeningen Grøndalsvænge ved Hillerødgade, 1915-28, sammen med Poul Holsøe; villaer i Kbh.s omegn som Dyrehavevej 42. 1920, Lundeskovsvej 18 og 20, 1921-22, Lundehusvej 6, 1928 (præmieret), egen villa, Solbakkevej 68, 1933. Han har desuden restaureret Den sjællandske Bondestands Sparekasse, V. Voldgade 107, og indrettet flere apoteker, fx Enghaveplads 25, 1924. – Fra 1911 var T. overlærer ved dagskolen for bygningshåndværkere på Teknisk selskabs skole i Kbh. Hans indsats her, såvel ved undervisningen selv som ved undervisningsplanen af 1912 for de større tekniske skoler der bl.a. førte P. V. Jensen-Klints tanker om bygmesterskolen ud i livet, og ved den senere revision af samme, betød noget af et vendepunkt. T. blev medlem af akademiets plenarforsamling 1917, medlem af akademiet 1920 og sad i akademirådet i perioden 1920-22.

Familie

Forældre: apoteker Levin Levinsen T. (1834-80) og Elise Sophie Hyrup (1839-1908). Gift 23.5.1906 i Nødebo med maler Alice Mary Bruhn, født 23.8.1883 i Kbh. (Johs.), død 16.2.1970 i Hillerød, d. af løjtnant, senere forvalter ved kunstakademiet, kar. kaptajn Jørgen Daniel B. (1843-1914) og Anna Sophie Knutsen (1853-1919).

Ikonografi

Tegn. fra akademitiden af ark. Holger Jacobsen og af B. Kalb, elev på tekn. skole. Foto.

Bibliografi

Architekten XIV, 1911-12 265-67 (dommergård, Rude); XVI, 1913-14 477f; XXIII, 1921 309-12 (Dyrehavevej 26); XXVIII, 1926 167f (købmandsskolens kvindeafd.); XXXI U, 1929 145f; S. C. Larsen m.fl. sst. XXXVI U, 1934 189f; XXXII M, 1930 63-68 (Frbg. tekn. skole); XXXV M, 1933 210f (eget hus). Skonvirke VIII, 1922 9 12. F. C. Boldsen: Studiebyens huse, 1924 56f. B[arner] R[asmussen] i Tekn. skoletid. XLI, 1934 101. Bygmesteren XXVII, s.å. 259. Politiken 23.10. s.å. Haveboligforen. Grøndalsvænge 1911-36, 1936.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig