Johan Adolph Scheibe, 1708, døbt 3. el. 5.5.-22.4.1776, komponist. Født i Leipzig, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri kgd.). S. blev 1725 indskrevet som student ved universitetet i sin fødeby for at studere jura. Da det imidlertid gik stærkt tilbage for faderen måtte han opgive studierne, hvorefter han kastede sig over musikken som levebrød. Fortrolig med musik som han var fra barnsben, gav han sig især til at dyrke klaver- og orgelspil og søgte gentagne gange uden held organistembeder. Efter hans mening skyldtes forbigåelsen først og fremmest Thomaskantoren Joh. Seb. Bach, og hans vrede herover voksede yderligere, da Bach fremførte sin kantate, Der Streit zwischen Phöbus und Pan, hvor man antog at S. var model til Midas. Senere søgte S. på meget ubehersket måde at tage hævn over Bach i sit tidsskrift Der critische Musicus der udkom 1737–40 i Hamburg (ny "forøget og forbedret" udg., Leipzig 1745) hvor S. havde slået sig ned. Dette tidsskrift er særlig betydningsfuldt ved sit forsøg på at rejse en national tysk musikstrømning mod den overhåndtagende italianisme. S., der var stærkt påvirket af Chr. Wolfs filosofi, ville her optræde som en musikalsk reformator i J. C. Gottscheds ånd. Foruden ved sin polemik vakte han opmærksomhed ved en lang række kompositioner af vidt forskellig art, spændende fra koncerter til kantater og oratorier. Sine antiitalienske operaidealer søgte han at levendegøre i et værk der dog ikke kom frem, fordi operaforetagendet gik fallit under indstuderingen. S. der i høj grad beundrede den dengang lidet kendte Shakespeare, interesserede sig i det hele taget levende for teatret og ikke mindst for skuespilmusikken hvis æstetik han behandler indgående i Der critische Musicus; resultatet kom bl.a. til at foreligge praktisk i hans ouverturer til tragedierne Mithridat og Polyeukt.

1739 lykkedes det S. ved formående venners hjælp af ombytte den usikre eksistens som musiklærer i Hamburg med kapelmesterposten hos Christian VIs svoger, markgreve Frederik Ernst af Brandenburg-Kulmbach der dengang var statholder i Holsten. Dermed var så at sige overflytningen til den danske residensstad forberedt. Den ydre anledning blev den højtidelige indvielse af den nye slotskirke 27.11.1740, til hvilken lejlighed S. komponerede en indvielseskantate til dansk tekst. Få dage efter fulgte de af ham selv forfattede tyske kantater til kongens og dronningens fødselsdage 28. og 30. samme måned. Disse to sidste kompositioner resulterede 1.12. s.å. i S.s kgl. udnævnelse til "Kapelmester ved Musiken". Sin interesse for teatret måtte han give afkald på i Christian VIs pietistiske Kbh.; til gengæld åbnede der sig et rigt arbejdsfelt inden for kirkemusikken og det stærkt florerende koncertliv. Inden for kirkemusikken kom i denne pietismens tidsalder passionsmusikken til at spille en ganske særlig betydningsfuld rolle. Langfredag 1742 opførtes således i Christiansborg slotskirke passionsoratoriet Gottselige Gedanken bei dem Kreuze unsers Erlösers til tekst af doktor i lægekunsten Gerlach og "paa allernaadigst befaling" sat i musik af S. Fra 1744 indførtes passionsmusikken tilmed også i koncertsalen hvor ganske særlig det af Ludvig Holberg så yndede musikalske societet brillerede med årlige passionskoncerter i fasten. Hertil skrev også S. forskellige værker, bl.a. det af ham selv digtede og komponerede oratorium med den typisk pietistiske titel Thränen der Sünder bei dem Kreuze ihres Erlösers, 1746. Gennem Holberg får vi et glimrende indtryk af, hvor populære disse passionskoncerter var i datidens Kbh.; den øvrige del af året hvor der kun spilledes "lystige Symfonier" kommer der kun få tilhørere, "men udi Fasten naar den gejstlige Koncert forestilles vrimler Salen af Mennesker, selv af Fruentimmer. Dette haver jeg ikke mærket paa andre Steder, end ikke udi den hellige Stad Rom".

I sin egenskab af hofkapelmester kom S. til at skrive flere kantater til det danske kongehus.1743 digtede og komponerede han den store operalignende kantate i anledning af kronprins Frederiks bryllup med prinsesse Louise. Kantaten opførtes 11.12. ved bryllupstaflet om aftenen i Christiansborg slots riddersal, koret bestod af elever fra Vor Frue latinskole, og hovedpartierne udførtes af kantor J. E. Iversen, kapelsanger Riemschneider og falsettisten Schneider fra Braunschweig der udførte kærlighedsgudindens parti. Ved Christian VIs død aug. 1746 blev der i høj grad brug for S.s musikalske assistance. Han skrev en "Klagesang" til ligbegængelsen i slotskirken og ligeledes kantater til sørgefesten på universitetet og "ved Graven udi Roskilde". Prøverne på klagesangen, der opførtes med et anseligt personale på over 80 personer, afholdtes i Trinitatis kirke hvor man blandt tilhørerne hver gang kunne finde Holberg.

Med den nye konge brød en ny tid frem, selv om de gamle idealer endnu en periode blev holdt i live, især i Det musikalske societet hvor de righoldige passionskoncerter i fasten 1747 bl.a. bragte et dansk passionsværk af S., Gudelige Tanker, til tekst af Gerhard Treschow, ligesom han komponerede en kantate til det nye kongepars salvingsfest 4.9.1747 til tekst af den senere skuespiller Lorentz Reerslev. En kendt skikkelse i det københavnske musikliv, C. Thielo, der stod Det musikalske societet nær, karakteriserer et sted i sit pædagogiske skrift Tanker og Regler Fra Grunden af om Musiken (1746) S. som "en Kunstner, der formedelst sin grundlærde Musik har ikke alene her, men endog udenlands neppe sin Lige". Det har for øvrigt uden tvivl været gennem societetet, S. kom i så nær venskabelig berøring med den stærkt musikinteresserede Holberg. De mødtes i deres fælles, ret konservative syn på tidens musik, uviljen mod det moderne italieneri og kærligheden til den italienske klassicisme omkring Corelli-perioden.

Under Frederik V fik S. rig lejlighed til at nære sit had og sin foragt for den italienske opera. I dec. 1747 begyndte under stor begejstring Angelo Mingottis italienske operaselskab med Paolo Scalabrini som kapelmester at give forestillinger på Charlottenborg hvor netop Det musikalske societet i den senere tid havde haft til huse. S.s voldsomme reaktion mod den af hoffet så stærkt protegerede modeopera førte direkte til hans fald. Han fik sin afsked der skulle regnes fra 1.7.1748; allerede 11.2. s.å. havde man nemlig ansat Scalabrini i hofkapelmesterembedet. For at føre et positivt bevis for sine anskuelser skrev S. en operatekst Thusnelda og gjorde i fortalen rede for sit syn på italiensk opera. Det var ham om at gøre at vise, at der kunne skrives en libretto uden om det italienske sprog; man måtte først og fremmest give de ikke-italienske komponister et inspirerende arbejdsmateriale. Opbruddet blev bittert for den afskedigede kapelmester der sad i økonomisk meget vanskelige forhold. Han anråbte kongen om en hjælp på 200 rdl., men der blev kun tilstået ham 30 til hjælp til rejsen. 1749 tog han bolig i Sønderborg hvor han oprettede en musikskole for ungdommen og syslede med forskellige litterære og musikalske arbejder. Vigtigst er vel hans tyske oversættelse af Ludvig Holbergs Peder Paars som han gjorde færdig i løbet af fem måneder og udgav i efteråret 1750. 1764 omarbejdede han den og udstyrede den nye udgave med en værdifuld Holberg-biografi der bygger på et mangeårigt bekendtskab med den store komediedigter. I disse år skrev han også Abhandlung vom Ursprünge und Alter der Musik, 1754 og en stort gennemført dramatisk oratorie-digtning Der wundervolle Tod des Welterlösers, i hvis polemiske fortale han kritiserer den ældre, bl.a. af J. S. Bach benyttede passionsform med dens blanding af prosafortælling og arier; han er i denne digtning på visse punkter påvirket af F. v. Klopstocks Messias. Digtet udkom 1754, hvorimod musikken først blev komponeret ca. 1761 da oratoriet opførtes. Trods afstanden til hovedstaden mistede S. dog langtfra følingen med det københavnske musikliv. 1751 blev således koncertsalen i brygger Fughls gård i Rådhusstræde indviet med en kantate, til hvilken han havde skrevet både teksten og musikken. 1752 skrev han endvidere musikken til G. Schaffs Sørge- og Klagesange over dronning Louise. Foruden en passionssang, Den døende Jesus fra 1762 kan endvidere nævnes hans tyske, af ham selv digtede kantate til fredsfesten 1763 der blev opført i Frederiks tyske kirke på selve festdagen 28.6. og derefter gentaget på de to følgende onsdage i Rådhusstræde. Imidlertid indtrådte der en kendelig bedring i S.s forhold til det danske hof. Koncerterne i Rådhusstræde gjorde deres virkning; fra begyndelsen af 1760 hændte det jævnligt, at selskabet musicerede ved hoffet. På Christian VIIs 12-års fødselsdag 1761 afholdtes der således ved "Membra af det store musikalske Selskab" en "prægtig Koncert" der bestod i et af S. digtet og komponeret "Singgedicht" med allegoriske personer. 1762 tog S. atter fast ophold i Kbh. og da Scalabrini og Giuseppe Sarti i 1760'erne i lange perioder var borte fra landet, steg hans stjerne yderligere. 1764 komponerede han således N. Prahls sørge-kantate over Sophie Magdalenes søster, fyrstinden af Ostfriesland, og dirigerede ved bisættelsen i Roskilde. Der fulgte nu flere lignende officielle musikalske hverv for S. der på dette tidspunkt benævnede sig "Kongen af Danmarks Kapelmester".

Sin største opgave fik S. ved Frederik Vs død 1766. Han havde her det store held at komme til at samarbejde med det unge digtergeni Johannes Ewald der kaldte ham sin faderlige ven og fuldt ud anerkendte den betydning, hans råd og vejledning havde fået for hans egen musikalske forståelse. Sørgekantaten over Frederik V, der bl.a. indeholder den berømte pietistisk farvede klagesang Hold, Taare, op at trille viser S.s gedigne musikalske kunnen i det smukkeste lys. Det er et på mange punkter vægtigt og betydningsfuldt arbejde der udmærker sig ved melodisk skønhed i tidens stil og fortræffeligt kontrapunktisk opbyggede korsatser. Denne storslåede sørgemusik blev en begivenhed inden for datidens danske musikliv, og musikken dertil bevarede sin publikumsyndest gennem S.s Passions-Cantata, 1768 (med ny tekst af Ewald) hvori store dele af S.s musik går igen, suppleret med nye afsnit. I efteråret 1766 skrev S. yderligere en dramatisk kantate, Il giudicio Paride, til aftentaflet i anledning af Christian VIIs bryllup med Caroline Mathilde, ligesom han atter sammen med Ewald kom til at skrive taffelkantaten ved salvingsfesten. 1769 komponerede han endnu engang en Ewaldtekst, Sørgecantata ved Christi Grav der synes at have vundet meget bifald. S.å. opførtes hans musik til Pietro Metastasios Giuseppe riconosciuto eller Joseph, som giver sig til kiendefor sine Brødre. Det sidste større arbejde som S. komponerede var et passionsoratorium af N. K. Bredal. På dette tidspunkt var S. imidlertid for anden og sidste gang forsvundet fra det danske hof. 1768, kort efter salvingsfesten, blev Scalabrini hjemkaldt da hans pension ellers ville "cessere"; den italienske hofsmag havde således endelig fældet S. Med rod i den pietistiske kunst og rustet med sit hjemlands store musikkultur kom S. som tidens officielle danske hofkomponist til at øve en betydningsfuld musikergerning i vort land. Kan han end undertiden savne den virkelig frigjorte kunstneriske fantasi, så ejer hans musik til gengæld en alvor, en kunstnerisk redelighed og en smagfuld dygtighed som i forbindelse med hans høje moralsk-pædagogiske syn på musikkens kunst har været af største værdi for dansk musikkultur i 1700-tallet.

Familie

Forældre: orgelbygger Johann S. (ca. 1680–1748) og Anna Rosina Hess. Gift 25.7.1741 i Hamburg med Ilsabe Müller, døbt 24.9.1720 i Hamburg, død 24.8.1781 i Kbh. (Petri), d. af vinhandler Clemens M. (død senest 1741) og Mette Pappe.

Ikonografi

Relief (Sorø akademi).

Bibliografi

Danske mag. 6.r.III,1918–23 82–96 (breve). – Johann Mattheson: Grundlage einer Ehrenpforte, Hamb. 1740 (ny udg. ved Max Schneider 1910, fot. optr. 1969) 310–15. A. F. Büsching: Fortgesetzte Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften ... 1,4, 1758 365–72. V. C. Ravn i Nationaltid. 8.1.-13.1.1883. Samme i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, 1886. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Hugo Goldschmidt: Die Musikästhetik des 18. Jahrh.s, Zürich, Lpz. 1915. Angul Hammerich i Vor fortid I, 1916–17 462–70. Kn. Bokkenheuser: Klubliv, 1923 48f. Torben Krogh: Zur Gesch. des dänischen Singspiels, 1924. J. W. Eaton: The German influence in Danish lit., Cambr. 1929 170–89. Borge Saltoft i Dansk årbog for musikforskn., 1961 51–60. Samme: Tanker om musik, 1975 86–104 147f. Finn Benestad: Musikk og tanke, Oslo 1976 138f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig