Louise Danner, Louise Christine Danner, 21.4.1815-6.3.1874, lensgrevinde, Frederik VII's gemalinde. Født i Kbh. (Fødsst.), død i Genova, begravet i Jægerspris' have. Louise Rasmussen var født udenfor ægteskab og havde ingen forbindelse med faderen og halvbroderen Adolph Ludvig Køppen der var kong Georgs lærer. Men moderen og hendes slægt tog sig af hende. 1826 blev hun anbragt på Det kgl. teaters balletskole hvor hun fik Peter Larcher, senere August Bournonville til lærer, og hvor hun avancerede efter de gældende regler; fra 1830 fik hun elevgage, og i aug. 1835 blev hun kgl. figurantinde (balletdanserinde). Smuk var hun ikke, men sund og frisk med velskabte arme og ben og smal om midjen. Ansigtet beherskedes af det fyldige, askeblonde hår og de blå øjne, men trækkene var brede og fladtrykte; de egnede sig ikke for scenen. Noget egentligt talent havde hun ikke for dansekunsten, hun nåede i hvert fald ikke at udføre et selvstændigt parti, men hun var et flittigt og påpassende medlem af balletkorpset og anvendtes i sine første år i adskillige page- og børneroller. Da hun 5.6.1841 havde født sin elsker, bogtrykker Carl Berling, en søn (senere proprietær i England Carl Jacobsen, d. 1907) optrådte hun ikke mere, men søgte sin afsked der blev tilstået hende fra aug. 1842 med halvdelen af gagen i pension. Om nogen fjernelse fra teatret på grund af utugt som hendes modstandere senere påstod var der ikke tale. Efter at have uddannet sig i modefaget i Paris etablerede hun, støttet af Berling, i nov. 1844 et fransk modemagasin i Vimmelskaftet i Kbh., og her drev hun med ikke ringe dygtighed sin forretning indtil hun blev kronprins Frederik så uundværlig at hun hyppigt måtte tage ophold i Odense hvor han residerede som Fyns guvernør. Deres bekendtskab var da af gammel dato. Allerede medens hun var purung havde han på Hofteatret (det nuværende teatermuseum) lagt mærke til hende under et besøg på balletskolen, og fra begyndelsen af 1830erne var deres bekendtskab blevet udvidet gennem hans ven Carl Berling og hendes kammerat Jensine Weiner som prinsen interesserede sig for da hans første ægteskab var strandet. Efter at det andet ægteskab også var gået itu fik Louise Rasmussen stigende indflydelse på ham, og straks efter tronbestigelsen 1848 flyttede hun ind på Christiansborg. Samtidig ændredes også Berlings tilværelse, et i politisk og moralsk henseende meget angribeligt skridt; mens kongen lod ham stige til de højeste hofstillinger som han – hans finansielle dygtighed ufortalt – "ved sin Personlighed og Fremtræden passede saa slet til som vel muligt" (N. Neergaard) blev hendes navn forandret til fru D., og i marts 1849 fik hun titel af baronesse. På samme tid ville kongen ægte hende, men det lykkedes premierministeren, grev A. W. Moltke, at få sagen stillet i bero af udenrigspolitiske hensyn. Berling og D. støttede kongens demokratiske følelser, fx over for grundloven fordi de forudså at den fri forfatnings stadfæstelse ville skaffe ham en mægtig popularitet hvoraf de kunne drage nytte. Da glansen fra slaget ved Isted gav ham yderligere relief lod han 7.8.1850 bag ministeriets ryg Sjællands biskop J. P. Mynster foretage vielsen der fandt sted til venstre hånd. Det politisk ukloge i denne handling kunne ikke ændre biskoppens overbevisning om at ægteskabet var moralsk rigtigt. Samme dag ophøjedes hun til lensgrevinde, men offentligheden fik ingen meddelelse om begivenheden. Efterhånden som ægteskabet blev bekendt vakte det afsky i samfundets højere lag, ikke mindst blandt damerne, mens den jævne befolkning forholdt sig afventende. Kun få havde forståelse af kongens motiver. Den degenererede, lunefulde monark trængte til at opretholdes af en jævn kvinde for hvem intet menneskeligt var fremmed, og som kunne fængsle ham ved sin praktiske overlegenhed, virke normaliserende på hans ubeherskede sind og regulere hans trang til drik. Tværs igennem det fornemme selskabs forargelse hvori blandede sig en ikke ringe portion standshensyn og vrede over forfatningsændringen lyder endnu nogle forstandige ord som skyldtes socialisten Frederik Dreier. Han skrev at grevinden var "af en dygtig karakter og en klar forstand", og at der ikke kunne være tvivl om at hun "i dyd såvel som i menneskelig udvikling overgår mangfoldige dronninger og mangfoldige hovmodige og forargede borgerfruer".

I ydre henseende forstod hun at perfektionere sig. Hun lærte hovedsprogene, skrev et næsten fejlfrit dansk med en udmærket imitation af tidens brevstil og iklædte sit væsen den dannede verdens form. Den anstand balletskolen havde forlenet hende med fik hun ypperlig brug for, og et glimt af den dygtige modehandlerinde kunne genfindes i de smagfulde dragter hun valgte at bære. Hendes plads i historien ville være blevet ukrænkelig hvis hun ikke havde haft Berling ved sin side, og hvis hun – som grevinde Dannemand – havde holdt sig borte fra deltagelse i det officielle liv. Men hun evnede ikke at støtte det holdningsløse barn som kongen var således at samtiden kun anede hvem det var der hjalp ham. Straks efter brylluppet begyndte hendes kamp for at blive accepteret af adel og aristokrati – en håbløs strid der ofte stjal ægteparrets livsglæde. Ved enhver lejlighed officielt og privat trængte hun sig frem som en quasi-dronning for at dele den hyldest der vistes kongen. Denne holdning var dårlig politik, ikke mindst over for det holstenske ridderskab når besøget gjaldt rigets sydlige egne. Dog så bondevennerne i D. et værn ikke blot for kongen, men også for grundloven. Fra begyndelsen af 1850erne arrangerede Balthazar Christensen sammen med Berling rejser i provinsen hvor parret hyldedes af det brede folk. C. E. Rottwitts regering 1859, støttet af bondevennerne, blev kaldt "grevindens særlige ministerium". Kernen i hendes politik var dog ikke anskuelser, men personlige formål. Hendes hang til at drapere sig med kongemagtens purpur medførte hadefulde angreb. Der udkom en mængde, for øvrigt lidet værdifulde, pjecer for og imod hende; typisk for tonen og indholdet var især Fr. Schaldemoses pamflet "Rasmusine eller Den belønnede Dyd", 1851. Også i den tyske presse spredtes megen ondsindet sladder om "die Rasmussen". Hendes og kongens nære ven, udenrigsminister L. N. Scheele gav 1856 de danske gesandter pålæg om at forespørge de respektive landes udenrigsministre om der ikke var mulighed for at grevindens optagelse i Danmarks Statskalender kunne medføre forandringer i instruktionerne til sendemændene i Kbh. Det blev uden synderlig virkning.

Til trods for al iver vedblev hendes tilstedeværelse ved officielle lejligheder at være et slags incognito. Det eneste hof som ville have med det danske kongehus at gøre var det svenske. 1859 spændtes buen så højt at den brast. Ministeriet Rotwitt var kommet til magten (2.12.) efter at dets forgænger, ministeriet Halls krav om Berlings fjernelse var blevet afvist. Men i de næste to måneder indtraf nogle begivenheder der virkede som hårde slag mod regeringen og dens hofstøtter. Frederiksborgs brand 17.12. under hvilken Berling kom livsvarigt til skade bragte sorg og ulykke over landet; den franske vaudeville "Grevinden og hendes Søskendebarn" der opførtes på Casino, indeholdt således som Erik Bøgh havde bearbejdet den et virksomt angreb der hver aften hilstes med demonstrativt bifald; den nationalliberale presse fnyste af harme, og ved nytårstid trængte en folkehob ind på Christiansborgs ridebane og demonstrerede mod grevinden. 30.12. nedlagde Berling alle sine hofstillinger som et offer til stemningen, og 8.2.1860 ramtes konseilspræsidenten af et dødeligt slagtilfælde. Disse begivenheder satte bom for grevindens ærgerrighed. Der blev nu større stilhed om hendes navn. Men i det daglige samliv søgte kongen at give hende oprejsning for de tilsidesættelser hun udsatte sig for. Han vidste hvad hun betød for ham og gav undertiden sine følelser rørende udtryk. Kort før døden sagde han på sin jævne måde ved en fest i Christiansfeld: "I kan takke hende for at jeg ikke allerede nu ligger med næsen i vejret."

Da han var død, bragte begivenhederne hastigt hendes navn ud af dagens strid. I sine senere år levede hun stille, dels på Jægerspris og Skodsborg som hun havde fået i arv efter kongen, dels i sin ejendom Ny Vestergade 13 og hyppigt i udlandet. 1871 var hun sammen med Berling i Egypten hvor han i ørkenbyen Ismailia døde af et hjerteslag og hvor det blev hendes opgave at lægge ham i kiste og sende liget hjem; selv fortsatte hun rejsen til Det hellige land. Vinteren 1873-74 tilbragte hun i Italien, og her blev hun angrebet af rosen, den sygdom som også havde været kongens sidste, og døde på et hotel i Genova. D.s ånd var jordbunden, men hun var et viljestærkt og sundt menneske med en klar forstand og udpræget realitetssans. Berling er sikkert det eneste menneske hun egentlig har elsket, men selv hendes fjender måtte indrømme at hun udfyldte sin stilling som kongens vogterske med alvor og dygtighed, og at hun nærede hengivenhed for hans person. Hun viste også stor pietet mod hans minde idet hun i hans navn anvendte sin formue, ca. syv mill. kr., til et storslået velgørenhedsværk. I Gyldenløvesgade i Kbh. nedlagde D. selv 1873 grundstenen til Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen. Bygningen, opført af J. T. Zeltner, har siden rummet friboliger for ældre ubemidlede damer. Hendes universalarving blev "Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris" hvor fundatsen af 1874 dels sikrede bevarelsen af interiørerne i det gamle kongeslot og monumenterne i dets omgivelser, dels gav mulighed for opførelsen af en række børnehjem omkring slottet med det formål "at yde fattige og ulykkelig stillede pigebørn ophold, undervisning, opdragelse og uddannelse til dygtige tjenestepiger". Dermed var der kastet et forsonende skær over grevindens minde.

Familie

Forældre: grosserer, mægler Gotthilf Ludewig Køppen (1772-1832, gift Johanne Caroline Frederikke Køppen, ca. 1776-1836) og ugift tjenestepige Juliane Caroline Rasmussen (1793-1869, senere gift snedkermester, teaterkontrollør, senere toldassistent i Holbæk Johannes Jensen, 1791-1858, gift 1. gang med Marie Sæbye). Gift 7.8.1850 i Fr. borg slotsk. med Frederik VII, født 6.10.1808 på Amalienborg (Slotsk.), død 15.11.1863 på Glücksborg slot, s. af prins Christian Frederik af Danmark, senere Christian VIII (1786-1848) og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840).

Ikonografi

Mal. ca. 1835. Mal. af D. Monies fra 1840erne og 1850. Mal. af Aug. Schiøtt, 1850 (alle fire Jægerspris). Buste af H. V. Bissen, 1853 (St.mus., Fr.borg). Akvarel af Edv. Young, 1853 (Fr.borg). Afbildet på mal. af A. C. Lunde, 1853 (Jægerspris). Karikatur af Fritz Jürgensen, 1856 (Teatermus.). Mal. tilskr. A. E. F. Westphal, 1858; afbildet på mal. af J. V. Gertner, 1861 (begge Jægerspris). Afbildet på fremstillinger af kongens rejse 1861, bl.a. litograferet af N. F. Niss. Buste af Th. Stein, 1861. Karikatur af Erik Bøgh, 1861 (Teatermus.). Camé af H. Conradsen, 1871. Tegn. af bl.a. A. Schiøtt, Monies, J. A. Jerichau samt min. af M. v. Vulte (alle Fr.borg). Afbildet på tegn. af Marstrand (St.mus.). Hovedperson på et par satiriske litografiserier, den ene af Klæstrup. Flere anonyme litografier og træsnit, bl.a. 1862, 1874 samt et par folkelige træsnit. Afbildet på H. Nik. Hansens mal. fra 1910 "Efter Frokosten" (1858), raderet af ham selv 1918. Afbildet på mal. af V. Neiiendam, 1917. Foto.

Bibliografi

Kilder. D.s dagbog 1853-54, udg. L. Moltesen i Hist. t. 8.r. VI, 1915 83-126. Rejsebreve fra grevinde D., udg. Johs. Lehmann, 1972. V. Dan-Jensen: Turist i Europa i gi. dage (Dagbogsbl. fra grevinde D.s rejse 1864-65 v. Th. Rumohr), 1974.

Lit. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916. Rob. Neiiendam: Bogen om grevinde D., 1957 (2. udg. 1970). J. P. Trap: Fra fire kongers tid, udg. Harald Jørgensen I-III, 1966-67. Roar Skovmand i Jægerspris slot og kong Fr. VII's stiftelse, 1974 13-23 (grevinde D. i aktstykkernes og historikernes lys). Torben Holck Colding sst. 75-199. Johs. Lehmann: Grevinde D.s sidste år, 1974.

Papirer i Rigsark. (Kongehusets ark.). Kongehusarkivet fra Fr. Vis, Chr. VIIIs og Fr. VII's tid, ved Vello Helk, 1963 = Vejl. arkivregistraturer XIII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig