Peter Nielsen (statskonsulent)

Peter Nielsen, 28.7.1829-30.9.1897, statskonsulent og forsøgsleder i plantekultur. Født i Ørby, Vonsbæk sg., død i Tystofte, begravet i Ørslev ved Skælskør.

Indtil Peter Nielsen kom ud at tjene som ti-årig havde han oplevet en, efter den tids omstændigheder, lykkelig og harmonisk barndom. Begge forældre sled tappert for at tilvejebringe det daglige underhold, men beundringsværdigt nok havde moderen overskud i tilstrækkeligt omfang til at opmuntre sin dreng til at tænke selvstændigt over tingene. Vagt forestillede han sig en boglig uddannelse som den der var blevet stedets sognepræst til del. Indtil videre måtte enhver tanke om noget sådant forvises til drømmenes verden, men drengen med det letbevægelige gemyt hengav sig ofte til fantasifulde spekulationer hinsides al bondefornuft. 16 års slid og slæb lå forude, først som tjenestekarl, senere som staldkarl på et hotel i Haderslev. At læse var stadig hans kæreste fritidssyssel. Mens han aftjente sin værnepligt i Kbh. 1852-54 opsøgte han landhusholdningsselskabets præsident Jonas Collin og modtog her en faglig og almendannende vejledning af største betydning for hans videre udvikling. 1855 blev han optaget på en forberedelsesskole til seminariet i Jelling, og tre år senere tog han lærereksamen derfra. Dernæst fulgte to års lærervirksomhed ved Flakkebjerg opdragelsesanstalt inden han 1859 overtog skolen i Ørslev ved Skælskør. Den tids åndelige og patriotiske røre påvirkede Peter Nielsen stærkt hvortil kom at han gennem sin forlovelse 1858 med datteren af den grundtvigiansk sindede pastor Rønne i Høve blev draget personligt ind i det folkelige arbejde. Ikke mindst skyttesagen fik i ham en varmhjertet og personligt engageret fortaler.

Opgaven at opdrage og formidle tog han yderst alvorligt, hvad enten den nu blev løst i skolestuen eller i bøndernes dagligstuer. Det ansporede samtidig ham selv til at forbedre sine kundskaber i kemi, fysik og biologiske fag. Allerede i Flakkebjerg-tiden havde han helliget botanikken særlig opmærksomhed og kom efterhånden i forbindelse med tidens førende på området. Stærkt opmuntret af Joh. Lange gik han i begyndelsen af 1860'erne i gang med floristiske undersøgelser over lokalfloraen i Sydvestsjælland. Fra 1866 bragte Botanisk Tidsskrift de første resultater af det store indsamlings- og analysearbejde der her var udført. Med artiklen Sydvestsjællands Vegetation, 1872 (Bot.t. 1873) tegnede han det første stykke botaniske kortlægning i Danmark. Også botaniske specialer som studiet af kransnål og star interesserede ham. Fra skolens vinduer kunne de besøgende se ud i Peter Nielsens private botaniske have fra hvis overdådige planteskue der tilgik såvel landbohøjskolen som Botanisk have i Kbh. regelmæssige forsyninger.

Hans botaniske studier fik dog efterhånden et mere praktisk sigte. Forstander C.C. Møller på Flakkebjerg indviede ham i det moderne landbrugs problemer. Med den øgede interesse for husdyrbruget, atter motiveret af den voksende smøreksport til England, måtte produktionen af foderafgrøder her tilkendes en høj prioritet. Det er i dette perspektiv man må se betydningen af Peter Nielsens i det ydre så lidet prangende artikel Bemærkninger om vore Græsmarker i Dansk Landbotidende, 1869. Tidligt stod det ham klart at skulle kulturgræsserne vinde over ukrudtet måtte man ikke alene forbedre dyrkningsforholdene ved fx at erstatte et flerårigt græsleje med et toårigt og ved at bruge frø af bedste kvalitet, men man skulle også se at få kortlagt de hermed forbundne processer af biologisk natur. Det såkaldte "værtskifte" hos visse svampearter ledte ham på sporet af en række plantesygdomme, og 1873-79 offentliggjorde han i Tidsskrift for Landøkonomi m.fl. blade nogle grundlæggende observationer vedr. bekæmpelsen af de plagsomme brand- og rustsvampe. I en artikel i Ugeskrift for Landmænd 1874 påviste han eksempelvis rustsvampene på kornsorterne. Det planteforbedrende arbejde vedr. såsæd og frø tog han sig også af i nært samarbejde med to andre pionerer på planteavlens område, E. Møller-Holst som 1871 havde grundlagt Dansk frøkontrol, og Chr. P. Jacobsen der sammen med Møller-Holst havde etableret Markfrøkontoret 1872.

Stærkere end nogen anden i samtiden følte Peter Nielsen dog behovet for at få nyttiggjort de naturvidenskabelige landvindinger på det botaniske område. Så tidligt som 1840 havde den tyske forsker Justus von Liebig fremsat den anskuelse at mineralstofferne og ikke som tidligere antaget muldstofferne var plantens vigtigste næringskilde. Da de engelske planteavlspionerer J. B. Lawes og J. H. Gilbert 1843 begyndte de senere så berømte forsøg i Rothamsted over gødsknings- og sædskifteforhold var det netop v. Liebigs "mineralteori" der var deres vigtigste inspirationskilde. Det samme kan siges om landbohøjskolens markforsøg 1859-94, anlagt af prof. B.S. Jørgensen. Tyskerne H. Growen og G. Drechsler videreudviklede senere forsøgsmetodikken derhen at ethvert forsøg blev gentaget på flere parceller. Uafhængig af, omend ikke ganske ubekendt med denne pionerindsats indledte Peter Nielsen i 1870'erne sit forsøgsarbejde. Hans metode blev i første omgang den at opdele den 3,5 ha store skolelod til ens store parceller uden omsluttende spadseregange. Påpasselig og omhyggelig helt ud i de mindste detaljer iværksatte han da sine gødsknings- og sædskifteforsøg med hovedvægten på landbrugets foderplanter. Snart indså han dog som Rothamsted-pionererne at forsøg fra en enkelt parcel var for usikre. I stedet skulle man gentage et givet forsøg på samme måde over flere år, også ved at anvende ensartede parceller, "fællesparceller", som en anden forsøgspioner, Chr. Sonne gjorde det da han i 1888 indledte landhusholdningsselskabets maltbygs- og hvedeforsøg.

Ved siden af Ørslev-forsøgene gennemførte Peter Nielsen 1877-88 en række undersøgelser på Edw. Tesdorpfs og andre storlandbrugeres gårde over græsmarkernes rette tilsåning og behandling. Det er typisk for Peter Nielsens videnskabelige arbejdsmetode at han i forvejen havde foretaget en analyse af plantedækket i græsmarker, tilsået med udvalgt frø fra Markfrøkontoret. Lige så karakteristisk er det for hans menneskelige og faglige grundholdning at han mindst lige så meget var optaget af at udbrede kendskabet til rationelle dyrkningsmetoder. Alle der søgte hans råd og vejledning fik grundig og ordentlig besked. Som foredragsholder var han højt skattet for sit engagement. Herved skabtes den tradition der lige siden har præget dansk forsøgsvirksomhed i plantekultur: at arbejdet altid anlægges med direkte sigte på dets betydning for det praktiske landbrug. Derigennem undgik man det skisma mellem teori og praksis man løb ud i andetsteds.

Fra 1877 ydede landhusholdningsselskabet Peter Nielsen et årligt vederlag på 600 kr. så han kunne få råd til at holde sig en hjælpelærer. Selskabets konsulent og forsøgsleder i plantekultur blev han dernæst 1882, og tre år senere blev han helt løsgjort fra lærergerningen derved at den nye stilling blev optaget på indenrigsministeriets budget. Året 1886 bragte dog den største ændring i hans forhold idet han både blev statskonsulent og forsøgsleder på en egentlig forsøgsstation, Tystofte, oprettet på en fæstegård under godset Borreby. Peter Nielsen blev da fæster på livstid, dvs. at staten fik forkøbsret (udnyttet 1899). Med Askov forsøgsstation, oprettet 1895, kom tallet på de nye centre snart op på fire (Lyngby 1890 og Tylstrup 1894). Resultaterne fra hele denne virksomhed lod dog vente på sig fordi Peter Nielsen havde svært ved at delegere opgaverne ud. Ved hans død forelå kun en enkelt forsøgsberetning, Forsøg med et større Antal Rugsorter, udført på Tystofte 1887-94. Beretningen blev publiceret 1895 i forsøgsvirksomhedens eget organ Tidsskrift for Landbrugets Planteavl. Heri mente Peter Nielsen at kunne fastslå at en enkelt sort, Bretagne-rugen, opkaldt efter dens formentlige oprindelsesland, gav dobbelt så meget udbytte som den lavest ydende sort. Senere forsøg ved K. Hansen (Tidsskrift for planteavl, 1910) skulle imidlertid vise, at Bretagne-rugen slet og ret var den gamle, jyske hederug.

I takt med at de administrative opgaver voksede aftog Peter Nielsens litterære produktion – i stærk kontrast til den frugtbare periode i 1870'erne hvor han leverede en veritabel strøm af artikler: i E. Møller-Holsts Landbrugs-Ordbog, 1877-83, i Ugeskrift for Landmænd m.fl. blade. I T. Westermann og H. Goldschmidts storværk Landmandsbogen, 111 (1895) kan man dog finde flere bidrag fra Peter Nielsens hånd, specielt om landbrugets foderplanter: lucerne, rødkløver, rajgræs m.v. Tro mod sit landøkonomiske udgangspunkt 27 år tidligere formanede han her indtrængende landmændene omhyggeligt at udvælge sig de arter som gav størst udbytte i stadig vekslen med andre afgrøder. Som N. J. Fjord på husdyrbrugets og planteavlens område står Peter Nielsen som grundlæggeren af den landøkonomiske forsøgsvirksomhed på planteavlens område. En faglig kapacitet af første rang, men også i sjælden grad et uegennyttigt, hjælpsomt menneske der helt gav sig hen i arbejdet på at tjene sine medborgere, sit fædreland.