Uffe Thrugutsen

Uffe Thrugutsen, d. 15.el 16.12..1252, ærkebiskop af Lund. Ved Peder Saxesens død 1228 valgte kapitlet i Lund T. til ærkebiskop, og n.å. blev han indviet af Viborgbispen Gunnar hvem han altid betragtede med stor ærefrygt. I de første år T. var kirkens leder herskede der et harmonisk samarbejde mellem konge og kirke; det varede til Valdemar Sejrs død 1241. Det var således ærkebiskoppen der 1232 kronede den udvalgte kong Erik, og det lykkedes ham at sikre og udvide ærkestolens gods. Kun med hensyn til de kongelige patronatskirker opstod der konflikt. Kongen klagede i Rom hvor han fik medhold idet et pavebrev af 1237 indskærpede T. og hans lydbiskopper at acceptere de af kongen præsenterede kandidater. I det hele taget nød Valdemar Sejr i høj grad pavestolens bevågenhed. 1238 fik han af paven ret til fra hvert kapitel i riget at holde én kannik i sin tjeneste uden at denne derved mistede sine præbendeindtagter. Denne stadige pavelige velvilje er vel forklaringen på at T. undlod at protestere over for kongens fremgangsmåde ved genoprettelsen af bispestolen i Reval (Tallinn) og udnævnelsen af Thorkil skønt der handledes i åben strid med kirkeretten. Naturligvis var T. til stede ved mødet i Vordingborg 1241 hvor Jyske lov blev udstedt.

Med energi vendte T. sig i disse første år imod kirkens indre opgaver, hvorom de bevarede breve – næsten det eneste materiale til denne periodes historie – vidner. Som sine forgængere kæmpede han for at gennemføre præsternes cølibat og fandt støtte hos den pavelige legat, kardinaldiakonen Otto. Bestræbelserne synes at have vakt stærk modstand. Kort tid efter søgte og opnåede T. i hvert fald pavelige tilladelse til at påkalde verdslig magts bistand over for genstridige præster som ved indbyrdes sammensværgelse ville unddrage sig kirkens straffe. Ligeledes opnåede han pavelige privilegier til selv at give præsterne absolution i sager som normalt var forbeholdt paven, og til at dispensere fra visse af kirkerettens bestemmelser (med hensyn til uægte fødsel, ophobning af embeder o.l.). Også klostrenes sag tog T. sig af. Navnlig cistercienserklostrene Sorø, Esrum og Løgum synes at have været udsat for voldelige overgreb fra stormændenes side, og på pavens anvisning optrådte ærkebiskoppen som deres værner. I Roskilde støttede han oprettelsen af et franciskanerkloster, og i sin egen stiftsby Lund fik han 1238 oprettet et andet franciskanerkloster. I Århus stift lykkedes det ham at bilægge den strid der var udbrudt mellem biskoppen, Peder Elafsen, og domkapitlet. En opgave af vanskeligere art blev allerede 1234 pålagt ham fra Rom: sammen med ærkedegnen i Lund og abbeden fra Herrevad gennem kirketugtens våben at tvinge kong Haakon i Norge til at give den landflygtige Hamarbiskop oprejsning. Han kunne her samarbejde med den danske konge og Skule jarl, men vi ved intet om hvad han fik udrettet. Over for domkirken i Lund og dens kanniker viste T. stor gavmildhed, hvorom gavebogen vidner. Med Erik Plovpennings tronbestigelse ændredes forholdet mellem kirke og konge. Denne optrådte med stor hensynsløshed, og den udvikling begyndte som konsekvent endte i de store ærkebispestridigheder. Hovedansvaret må sikkert lægges på kongen idet T. ingenlunde viste den stejlhed der siden prægede både Jakob Erlandsen og Jens Grand Værst var det at kongen i vid udstrækning søgte at afhjælpe sine finansielle vanskeligheder ved at gøre krav på den trediedel af tienden der normalt tilfaldt kirkebygningerne (fabrica-tienden), men i det hele taget var kirken udsat for voldshandlinger. 1245 sammenkaldte T. da rigets biskopper til et møde i Odense hvor man vedtog den såkaldte Odense-konstitution (efter engelsk forbillede) der truede enhver med band som skilte kirker ved deres ret, krænkede deres frihed eller øvede vold mod deres gods og ejendom. Det var et fast og modigt skridt idet ingen kunne være i tvivl om at denne bestemmelse også tog sigte på kongen. Striden lod ikke vente længe på sig. Roskildebispen Niels Stigsen måtte forlade landet, og kongen beslaglagde både hans og Jakob Erlandsens gods. T. støttede vel de to prælater, men optrådte øjensynlig med et vist mådehold. Hans situation vanskeliggjordes i høj grad derved at kongen bevarede et godt forhold til paven. Endnu 1247 fik han – mod løfte om et korstog som aldrig blev til virkelighed – pavelig tilladelse til i seks år at oppebære fabrica-tienden fra alle landets kirker. T. indskærpede dog at tienden skulle indsamles af kirkelige kollektorer, og at kirkernes egne udgifter først skulle afholdes. Han nægtede at anerkende den af kongen udpegede efterfølger for Niels Stigsen; rimeligvis har han også støttet skåningernes rejsning mod kongen i anledning al plovskatten 1249. I det hele taget var situationen meget truende da kongen blev myrdet 1250. Det blev T. der kronede den nye konge Abel, men kirkens forhold afklaredes ikke i hans sidste leveår.