Axel Linvald

Axel Linvald, Axel Steffensen Linvald, 28.1.1886-31.10.1965, historiker. Født i Kbh. (Johs.), død sst. (Vor Frels.), begravet Mariebjerg kgd. L. voksede op i et københavnsk lærerhjem hvor faderen var historisk interesseret og begge forældre havde sønderjysk tilknytning. Allerede her sporedes L. ind på beskæftigelsen med dansk historie, og interessen for faget styrkedes på Schneekloths latin- og realskole hvor han fik Aage Friis som historielærer. Denne fik stor betydning for L.s videre udvikling, og de to mænd var nært knyttet til hinanden livet igennem.

Umiddelbart efter studentereksamen 1904 begyndte L. historiestudiet, og 1910 blev han mag.art. med speciale i 1700-tallets Danmark. Af lærerne var det særlig J. A. Fridericia der fik betydning for ham, og sammen med Friis tilskyndede han L. til at påbegynde studier over 1700-tallets danske landboforhold. Som historiker debuterede han med den lille studie Tønne Lüttichau og hans Stilling til Landbospørgsmaalet 1769, Hist.Tidsskr. 8.r.I, 1907, og 1908-09 fulgte den grundige undersøgelse Antvorskov og Vordingborg Krongodser 1768-74, Fra Arkiv og Museum III-IV. Efter konferensen samlede han en tid materiale til en disputats om den slesvigske bondestands historie, men verdenskrigens udbrud og de hindringer det betød for arkivstudier i Tyskland medvirkede til at han opgav arbejdet. En bestillingsopgave til L., Will. Olsen, Gerh. Grove og Fr. J. West var Kjøbenhavns Brandforsikring 1731-1911, 1913, 1931 suppleret med en skildring af tidsrummet 1885-1931, s.m. Will. Olsen. Som alle L.s arbejder præges bogen af omhyggelige forstudier, afvejet fremstilling og en nøgtern, lidt tung sprogdragt. I Festskrift til Edvard Holm 1913 offentliggjorde L. den for sin tid banebrydende studie Hvem ejede Danmarks Jord omkring Midten af det 18. Aarhundrede? L. havde taget levende del i tidens studenterliv, ikke mindst i sønderjysk arbejde i 4 S (Studentersamfundets sønderjyske Samfund) hvor han en årrække var bestyrelsesmedlem. Via Aage Friis knyttedes han til H. P. Hanssen og H. V. Clausen hvis opfattelse han delte. Fra 1910 var han medarbejder ved Politiken hvor han hyppigt skrev om historiske emner og dækkede det sønderjyske stof, herunder skrev en række af bladets ledere om dette spørgsmål. L. var fra hjemmet præget af et københavnsk venstremiljø, og hans forbindelse med Aage Friis førte ham videre til københavnske radikale kredse, et ståsted L. fastholdt livet igennem. Faglig og personlig udvikling betød rejser til udlandet i årene før verdenskrigen, især i 1913 et længere ophold i Tyskland og Frankrig.

1912 blev L. arkivar ved Rigsarkivet hvor han virkede til han 1923 udnævntes til rådstuearkivar i København. På arkivet arbejdede han især med ordningen af slesvigske arkivalier, og det var i 1914 planen at han skulle være indtrådt i den københavnske redaktion af Sønderjydske Aarbøger, hvad krigsudbruddet dog hindrede. 1919 udgav og redigerede han sammen med Svend Dahl Sønderjylland 1-11 hvori han selv bidrog med afsnittet om den aktuelle genforening. Kilder til belysning af sønderjysk historie offentliggjorde L. i Stemninger og Tilstande i Sønderjylland ved Krigens Udbrud 1864 og Novemberministeriet og dets Stilling til det slesvigske Spørgs-maal, Danske Magasin 6. r. III og IV, 19-28. I Festskrift til H. P. Hanssen, 1932 bidrog han med artiklen Landstormen ved Brøns, og han fulgte livet igennem det historiske arbejde og den nationale udvikling i Sønderjylland med levende interesse. Omkr. 1914 påtog L. sig at afslutte Edvard Holms værk om Danmark-Norge 1720-1814. Hans arbejde resulterede i Bidrag til Oplysning om Danmark-Norges Handel og Skibsfart 1800-1807, Hist.Tidskr. 8.r.VI, 1917 som en forstudie til bogen Kronprins Frederik og hans Regering 1797-1807 I. Styrelsen og dens Mænd. Økonomisk og social Politik, 1923. Manuskriptet blev indleveret til forsvar for doktorgraden, men afhandlingen blev forkastet af et flertal af professorerne, Erik Arup og Knud Fabricius. Rejiceringen vakte betydelig opsigt, og Kr. Erslev gjorde offentlig indsigelse mod flertallets afgørelse (Politiken 4.6.1924). L.s fremstilling af årene 1797-1807 er præget af stor grundighed i arbejdet med det overvejende arkivalske kildemateriale, sober vurdering og vilje til en nuanceret og afvejet bedømmelse. Det er sigtet at vise at reformarbejdet ikke blev afbrudt ved A. P. Bernstorffs død i 1797, og L. indledte her rehabiliteringen af kronprinsen som statsmand og ikke mindst som karakter. Bogen er tynget af den stærkt detaljerede fremlæggelse, arbejdets tese kunne have været klarere og mere overlegent markeret, men man må dog idag vurdere forkastelsen som ubillig når man sammenstiller L.s afhandling med de disputatser som i samme tidsrum blev antaget til forsvar. Den underkendelse hans arbejde her blev udsat for fra bestemt side (Erik Arup) efterlod stor bitterhed hos L. og var utvivlsomt medbestemmende for hans stillingtagen og optræden i 1930ernes stridigheder i den danske historikerverden.

I jubilæumsværket Den danske Centraladministration, 1921 gav L. en fortræffelig fremstilling af Struensee og den danske Centraladministration, og opgaven forekom umiddelbart mere kongenial med L.s evner som forsker og skribent end forsøget på at fuldføre Holms værk. L. havde imidlertid ved siden af Aage Friis markeret sig som den bedste kender af dansk historie i tidsrummet omkring år 1800, og i forhold til Friis med større interesse for og kendskab til samfundets materielle sider. I Det danske Folks Historie og senere i Schultz Danmarkshistorie behandlede L. tidsrummet 1766-1814 og var desuden medredaktør af værkerne. Uden afgørende at bryde med de af Edv. Holm anlagte hovedsynspunkter var L.s fremstilling, særlig i den tidlige udgave, en ajourført skildring af tidshistorien med en i forhold til Holm større vægt på sociale og økonomiske forhold.

Som rådstuearkivar fra 1923 iværksatte L. omfattende registreringsarbejder og udarbejdede den første større kassationsplan for kommunens administration. Som redaktør af Historiske Meddelelser om København indledte han 2. række hvor han fik flere betydelige bidrag til hovedstadens historie, og selv i en række artikler behandlede emner fra tiden ca. 1750-ca. 1850. I en afhandling om kommunen og de store land-boforeformer, 2.r.5, 1931, vendte han tilbage til landbohistorien og i Bistrup. Byens Gods 1661-1931, 1932 skildrede han med ligelig vægt på styrelsen og godsbeboernes økonomiske og sociale forhold godsets historie. L.s mere socialhistorisk rettede undersøgelser i dette arbejde forekommer idag næppe tilfredsstillende, men betød for sin tid en landvinding. Af større arbejder publicerede L. yderligere Af Jødernes Frigørelseshistorie (Tidsskr. for jødisk Hist. og Lit. III, 1925), senere oversat til tysk, mens et bidrag i Archivalische Zeitschrift 1932 om danske arkivforhold n.å. udsendtes som Dansk Arkivvæsen. 1.3.1934 udnævntes L. til rigsarkivar, en udnævnelse der efter alt at dømme skyldtes P. Munchs indflydelse. L. beklædte posten til 1956, afbrudt under besættelsen af 1 1/2års ophold i Sverige foranlediget af hustruens jødiske herkomst. Efter L. Laursens lidet aktive periode som arkivchef betød L.s overtagelse af posten iværksættelsen af nye initiativer og generelt en videreførelse og intensivering af den allerede af V. A. Secher indledte bestræbelse på at systematisere og professionalisere arkivfaget. L. søgte endvidere bredt at modernisere Rigsarkivets virksomhed og skabe større åbenhed over for brugerne. Især årene inden besættelsen var rige på initiativer. Han gennemførte en nyopstilling af arkivalierne hvorved der indvandtes betydelig magasinkapacitet. 1936 Fik han iværksat den allerede af Kr. Erslev afsluttede overenskomst om dansk-tysk arkivudveksling, og n.å. tog han initiativet til en frivillig aflevering til Norge der imødekom stærke norske ønsker, og som siden reelt har skabt ro om det dansk-norske mellemværende på arkivområdet. En særlig vægt lagde L. på indsamlingen af privatarkiver hvor han allerede fra 1923 som sekretær i Videnskabernes selskabs arkivkommission havde ydet en grundlæggende indsats. Efter besættelsen var han tidligt opmærksom på behovet for at sikre kildematerialet til denne epokes historie, og L. var ligeledes særdeles aktiv bag etableringen af Erhvervsarkivet i Århus 1942. Gennem udstillinger og mere publikumsvenlige publikationer søgte han at åbne arkivvæsenet mod offentligheden. Årene efter besættelsen var mindre præget af nye initiativer. L., der i 1920erne havde været alvorligt syg, ældedes tidligt. Forholdet til medarbejderne, ganske få undtaget, prægedes af distance. Og L. blev af visse medarbejdere mødt med en negativ indstilling der øgede hans isolation og som tillige med hyppige sygdomsperioder hæmmede indsatsen. På Rigsarkivet støttede han sig især på sekretariatslederen Harald Jørgensen, blandt landsarkivarerne var det særlig Hans Knudsen og efter hans død 1946 Johan Hvidtfeldt L. havde forbindelse med.

Omkring 1930 samlede L. sig om den forskningsopgave der skulle beskæftige ham resten af livet, den stort anlagte levnedsskildring af Chr. VIII suppleret med udgivelse af hans dagbøger og brevveksling. Trods en menneskealders arbejde nåede L. kun til 1814 og endda ikke til det grundlovgivende Eidsvold-møde. L. fik udsendt Kong Christian VIII. Den unge Prins 1786-1813, 1943, Norges statholder 1813-1814, 1952, og Før Eidsvoldgrundloven, 1965 - en del af dette tredie bind var forinden udsendt i Norge som Christian Frederik og Norge 1814, 1963. Den store kildekritiske afhandling Omkring Kielerfreden, Hist. Tidsskr. 1 l.r.IV, 1954, knytter sig naturligt hertil. Af kildeudgivelserne nåede L. at udsende Kong Christian VIIIs Dagbøger og Optegnelser 1799-1814. 1943 og Christian VIIIs breve I-II. 1965. -L. var på mange måder vel rustet til opgaven, og skønt uafsluttet vil hans tre bind om Chr. VIIIs barndom, opvækst og tidlige manddomsgerning være naturligt udgangspunkt for videre arbejde med personen og hans tid. Biografien er bygget på omfattende arkivstudier, ikke mindst i Chr. VIIIs kolossale arkiv. I modsætning til tidligere, særlig norske, afgjorte og fortrinsvis negative vurderinger af Chr. VIII ønskede L. at nå frem til en afvejet, nøgtern og nuanceret bedømmelse af hans karakter og politik. Over for gamle norske anklager for at have forfulgt egne, snævre interesser i 1814 hævder L. at prinsens mål til stadighed var Norges vel, men at han deri inkorporerede sine dynastiske mål. Men L. må erkende at det er vanskeligt at trænge ind til kernen i Chr. VIIIs personlighed og forstå og forklare hans ofte skiftende optræden. I forlængelse af bogen fra 1923 tegnes i alle tre bind et sympatisk billede af Fr. VI. - Værket blev en torso og måtte blive det med de krav L. stillede til gennemarbejdelse af materialet. Og det er ikke uberettiget at stille spørgsmålet om der dybest set var et misforhold mellem L.s evner som forsker og fremstiller og den opgave han tog sig på. Med sin indsigt i tidens historie og vilje til at forstå en kompliceret psyke som Chr. VIIIs er det som om L. savner det overlegne greb om sin hovedperson der tillod ham at skære gennem aktdyngerne og dagbøgernes lokkende, men farlige strøm af oplysninger og betragtninger. Chr. VIII er fortsat en sfinx i dansk historiografi.

1932 tiltrådte L. redaktionen af Historisk Tidsskrift der i hans redaktionstid frem til 1943 bragte en lang række værdifulde bidrag, fortrinsvis fra den ikke-Arup/Albert Olsenske fløj i historikerverdenen. Ved sin fratræden bidrog han med overdragelsen af redaktionen til Povl Bagge og Astrid -Friis-Friis til i nogen grad at nærme de adskilte lejre. L. beklædte endvidere en lang række fagligt-organisatoriske tillidsposter, således var han 1942-45 formand for Den danske historiske forening, fra 1928 var han medlem af Det kgl. danske selskab til fædrelandets historie, 1938-48 dettes formand. Som Aage Friis tog han ivrigt del i det internationale historiske samarbejde og var fra 1925 medlem af, 1947-48 formand for den danske komité for historikernes internationale samarbejde, 1947-50 bureamedlem i selve den internationale komité. 1954 blev L. dr. phil. h.c. ved Århus universitet.

Som historiker står L. som elev af det kritiske gennembrud, snarere af J. A. Fridericia end af Kr. Erslev. Hertil kom den dybe påvirkning fra Aage Friis, der også havde betydning for hans karriere, både som embedsmand og i faglig-organisatorisk sammenhæng. Som Friis var han livet igennem præget af de holdninger han som ung modtog i københavnsk-radikale kredse, mindre profileret end Friis, men med større administrativt-organisatoriske evner og interesse. L. var som forsker ikke skelsættende i metodisk forstand og hverken bogen fra 1923 eller Chr. VIII-biografien lykkedes helt for ham. Stærkest er L.s arbejder jo tættere de er på det arkivalske kildemateriale som han kyndigt benyttede, og hvis resultater han fremlagde nøgternt og med trang til afvejede og nuancerede domme. Som rigsarkivar betød særlig hans første år en tiltrængt fornyelse og aktivisering af institutionen. Efter besættelsesårene svandt L.s betydning som arkivchef, forsker og som central person i det danske historiske miljø. Hertil bidrog tiltagende svagelighed, men også en i L.s personlighed nedlagt fjernhed og kritisk holdning til omgivelserne, fremmet af besættelsesårenes oplevelser.