H.W. Lange, Hans Wilhelm Lange, 18.1.1815-29.1.1873, teaterdirektør. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Frue), begravet sst. (Garn.). Udgået fra fattige kår blev L. allerede før sin konfirmation sat i vinhandlerlære, senere forsøgte han at blive konditor, men gav så efter for teaterlysten og debuterede ved Titchens selskab i Vordingborg 5.5.1832 som baronen i Den skinsyge Ægtemand. Nogen kulturel baggrund havde han ikke at bygge på, men et lyst hoved, megen energi og et udmærket sceneydre der overalt i provinserne hvor han ved J. P. Müllers selskab spillede folkekomediehelte (bl.a. titelrollerne i Don Cæsar de Bazan og Ørkenens Søn), skaffede ham kendenavnet Smukke-Lange. Professor C. Molbech så ham optræde i Lund og udvirkede 9.1.1839 en debut for ham på Det kgl. teater som Luceval i Frierens Besøg, men skønt direktionen, hvori Molbech havde sæde, stillede sig velvilligt over for ham foretrak L. det frie liv uden for statsscenen med dets muligheder for hans friske initiativ. Som skuespiller i Odense vandt han bl.a. kronprins Frederiks (senere Frederik VII's) bevågenhed, og 30.7.1845 startede L. i Helsingør med Kong Renés Datter og En Komedie i det Grønne sit eget selskab der rummede udmærkede talenter (fx Kr. Mantzius, Chr. Schmidt og Vilh. Wiehe) og snart blev provinsens bedste; hans ry som leder bredte sig til hovedstaden, og 2. juledag 1848 åbnede han i Georg Carstensens mislykkede "Vinter-Tivoli", Casino, Kbh.s første privatscene inden for voldene med J. N. Nestroys tryllefarce Talismanen på programmet.

Trods modstand og vanskeligheder lykkedes det L. at skabe et levedygtigt foretagende der byggede på opførelsen af folkekomedier og sangspil. H. C. Andersen (Meer end Perler og Guld, Ole Lukøje), C. Hostrup (Mester og Lærling) og Erik Bøgh (Et enfoldigt Pigebarn, Fastelavnsgildet) gav Casinos repertoire en egen dramatisk lokalfarve, og blandt L.s medarbejdere var de talentfulde kunstnere Adolph og Anne Rosenkilde og Chr. Schmidt. Han stillede sit teater til tjeneste for grevinde Danners politik ved at gøre hendes og Frederik VII's besøg i det folkelige skuespilhus så behagelige som muligt, og han vedblev at være dette borgerlige hofs tro tjener; da han 1855 var kommet i strid med bygningens ejere kunne han vel skrive i sin regnskabsbog: "Farvel Casino! Du har flaaet mig til det bare Skind", men samtidig overlod kongen ham Hofteatret hvor L. i sensationssæsonen 1855–56 samlede Casinos bedste kræfter med de fra nationalscenen i vrede udvandrede kunstnere M. Wiehe og Fr. Høedt der påførte J. L. Heibergs ledelse af Det kgl. teater en fældende konkurrence. L. blev nu i økonomisk henseende så stærk at han turde gå i lag med sit livs hovedopgave, Folketeatret på Nørregade, som han oprettede 18.9.1857 med En lille Hex på plakaten og styrede i seksten år. Inden for det snævre område privilegiet angav ham varierede L. repertoiret mellem melodramer, farcer, båret af den geniale Fr. Madsen, J. Offenbachs operetter (Orfeus i Underverdenen, Den skønne Helene), borgerlige lyst- og sangspil og franske salonkomedier. Folketeatret blev et forum for almene følelser og begreber, for sund fornuft, munter hygge, godt humør og en moral som menigmand kunne forstå. L. var den fødte leder, myndig og dog human, blottet for den almindelige direktørlyst til selv at ville brillere på scenen. Hans personale (fx. L. Stigaard,H. Kolling, O. Zinck og Julie Lumbye) fik betydning for Folketeatret langt ud over L.s tid; han var selv en praktisk iscenesætter og søgte gerne hjælp hos Fr. Høedt når det gjaldt om at få skuespillerne til at skabe sådanne fantasifulde typer som Fr. Madsens Hans Styx eller H. Kollings oberstløjtnant Kraft. 1866 gik L. fallit som følge af fejlslagne spekulationer og krisetiden efter krigen, men hans anseelse også inden for frimurerlogen reddede ham fra at miste sin direktørpost; da hans økonomiske forhold var ordnede fortsatte han ledelsen til sin pludselige død.

L. var en foregangsmand. Han videreførte på sit område grundlovens demokratiske ideer og fandt forstående støtte hos kongen. Hans virke udfyldte afstanden mellem Det kgl. teater og provinsens småscener idet de københavnske privatteatre skabtes på hans initiativ. Han gavnede danske skuespillere og forfattere og gjorde sig fortjent ved at bidrage til middelstandens oplysning. Ikke færre end fire af teatrets fremtidige ledere, M. V. Brun, Severin Abrahams, J. F. S. Dorph-Petersen og Vilh. Petersen, var i L.s sidste sæsoner knyttet til Folketeatret, og de lærte alle af hans indsigt. – Regnskabsbog i Teatermuseet. – Virkelig kammerråd 1855.

Familie

Forældre: skomagermester Peter Casper L. (1784–1852) og Flimine Magdalene Bryde (1790–1864). Gift 1. gang 24.7.1835 i Kristiansand med skuespiller Juliana Maria Michaelsen, født 4.6.1799 i Kbh. (Petri), død 14.1.1866 sst. (Garn.), d. af skræddermester Christian Frederik M. (ca. 1768–1841, gift 2. gang 1810 med Charlotte Svendsdatter) og Johanna Christina Jürgensen (ca. 1778–1808). Gift 2. gang 19.10.1867 i Kbh. (Garn.) med skuespiller Julie Hansen, f. Lumbye, født 11.6.1835 i Kbh. (Helligg.), død 7.10.1895 sst., d. af komponist H. C. Lumbye (1810–74) og Georgine M. H. Hoff (1813–71).

Udnævnelser

R. 1852.

Ikonografi

Træsnit 1869, 1872 og afbildet på gruppebillede 1873. Litografi s.å. Mal. af Diderot Züberlein (Teatermus.). Fremstillet på tegn. af Sophus Petersen, 1901 (sst.). Foto.

Bibliografi

Teatret XVII, 1918 88 (brev). – A. Aumont i Af dagens krønike, 1890 445–67. Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1845–1945, 1945. Samme: Casinos oprindelse og hist. i omrids, 1948. Jørgen Heiner: En brise i da. teater. Hofteatersæsonen 1855–56 under H. W. L.s ledelse, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig