Holger Vind

Holger Vind, 31.5.1623-5.6.1683, viceskatmester, vicekansler. Født på Gundestrup, død i Kbh., begravet sst. (Frue). Efter fem års skolegang i Sorø fulgte V. med på Corfitz Ulfeldts ambassade til England 1640 og derpå ved nytårstid 1641 på faderens sendefærd til Sverige. S.å. begyndte han, med sin lærer fra 1635 Zacharias Lund som hofmester, sin store udenlandsrejse. Over Holland drog de til London i følge med kongens udsending, slægtningen Niels Vind som skaffede V. adgang til Charles Is hof, derpå til Frankrig hvor de længste ophold gjordes i Paris, Blois og Angers, så gennem Rhinlandene og Schweiz til Italien (især Padova, Rom og Firenze). Faderens død kaldte ham hjem til Kbh. hvor han straks efter, i sommeren 1645, anbefalet af farbroderen rigsråd Iver Vind blev hofjunker hos Christian IV. Han fulgte denne og farbroderen til herredagen i Kristiania juli 1646. Han var med prins Christian i Dresden og drog herfra på Christian IV's vegne til Wien hvorfra han vendte tilbage ved kongens død. Frederik III som øjensynlig havde fattet sympati for ham, udnævnte ham til overskænk, i hvilken egenskab han fulgte kongen til hyldingen i Kristiania 1648. 1650 blev han hofmester for den fireårige prins Christian. Et benbrud fik ham dog 1653 til at tage sin afsked som overskænk, med 2000 rdl. i pension af Giske len i Norge, hvortil 1655 da han nedlagde hofmesterhvervet føjedes Brunla og Numedalen len.

Efter sit bryllup bosatte V. sig på fædrenegården Gundestrup (Vrams Gunnarstorp) i Skåne. Da krigen nærmede sig fik han imidlertid i jan. 1657 befaling til at ligge i slotsloven i Helsingborg og var fra dec. s.å. guvernør i Landskrona som han efter Roskildefreden måtte overlevere til svenskerne. Han slog sig nu ned i Helsingør da han ikke ville aflægge troskabsed til den svenske konge, påtog sig siden efter Frederik IIIs ønske hvervet som udsending til Karl Gustav i Flensborg, men kom ikke derned før denne brød freden. Fra dec. 1658 fungerede han i Kbh. som krigskommissær og havde sammen med Christoffer Gabel til opgave at sørge for hærens underhold. Efter Kbh.-freden solgte han 1661 sine ejendomme i Skåne. Efter faderen havde han sammen med sine brødre Christian og Joachim Frederik arvet Harrestedgård (Ø. Flakkebjerg hrd.) som han 1674 blev eneejer af, og under hvilken han 1676 med kgl. tilladelse lagde landsbyen Harrested. 1667 købte han Kastrupgård (sst.), og 1672 oprettede han af to bøndergårde Pårupgårde, købt 1669, hovedgården Gjeddesdal, opkaldt efter hans hustrus slægtsnavn. I Kbh. erhvervede han den Rantzauske gård ved Regensen og samlede uden for voldene den store ejendom Ravnsborg.

Bortset fra at han oppebar indtægterne af sine norske len og 1666-67 var medlem af den 3. lovkommission holdt V. sig i en årrække borte fra statstjenesten. Men han var en af de danske adelige som stod i det bedste forhold til den nye enevældes hof og anvendtes ved flere lejligheder i ceremonielle eller dynastisk-diplomatiske hverv; 1664 var han med J. C. v. Körbitz i Dresden for at forhandle om de punkter i ægteskabs-traktaten mellem prinsesse Anna Sophie og kurprinsen af Sachsen hvorom der ikke var opnået enighed. Samtidig udnævntes han til kancelliråd. Det var imidlertid først da kongen og Gabel ønskede at styrke regeringen ved at knytte flere af den gamle adel til den at han febr. 1669 sammen med syv andre optoges i kongens råd og aflagde ed som gehejmeråd, assessor i statskollegiet og højesteret og som viceskatmester, ɔ: som skatkammerkollegiets chef, en stilling som havde stået ledig siden rigsskatmester Hannibal Sehesteds død 1666. V. viste i sit nye embede både finansiel indsigt og organisatorisk blik. Han indførte atter de siden Sehesteds tid standsede kollegiale overvejelser og fik en systematisk journalføring iværksat. Han stræbte tillige at indskrænke de enkelte rentemestres selvstændighed og ville, som Sehested, samle alt hvad der angik rigets finanser i sin og skatkammerkollegiets hånd. Dette fik bl.a. udtryk i det af ham efter tronskiftet udarbejdede udkast til en ny skatkammerinstruks, men hans planer væltedes for en del af Peder Schumacher Griffenfeld som i den endelige instruks af juli 1670 gjorde danske kancelli til skatkammerkollegiets ekspeditionskontor og gav det en betydelig indflydelse på finansielt område. Også kongens kammer, under hvilket mod V.s ønske bl.a. sundtolden vedblev at ligge, fik en myndighed der stærkt beskar skatkammerets. 1673-74 sprængtes derpå den kollegiale styrelse ved oprettelsen af sø- og landetatens kommissariater samtidig med, at hofetaten forblev udsondret under overhofmarskallens ledelse. Større enhed skabtes ganske vist, da V. marts 1677 blev præses for de kommitterede for land- og søetaten der nu samledes i generalkommissariatet, men arbejdet her tog så meget af hans tid og kraft at han ikke ofte kunne deltage i skatkammerkollegiets møder, hvorved dette kollegiums indflydelse stærkt indskrænkedes samtidig med at det helt mistede ledelsen af kassevæsenet.

V. var ikke stærk nok til at hindre denne udvikling og måtte også i skatte- og udgiftsspørgsmål følge parolerne fra oven, uden at det ses at han har søgt at gennemføre selvstændige synsmåder. Han har sandsynligvis følt det som en lettelse da han dec. 1679 efter Ove Juuls afgang blev hans efterfølger som vicekansler i danske kancelli hvormed han overtog dettes daglige ledelse. Om hans virksomhed i denne stilling er lidet oplyst. 1680-81 var han medlem af den 3. kommission til revision af danske lov.

V. er karakteriseret som "en noget gammeldags ånd, nærmere af Gabels støbning end af Hannibal Sehesteds". Han var dog en utvivlsom administrativ begavelse, selv om han forsigtigt valgte at bøje af over for modstand fra kongens nærmeste rådgivere. Tør man tro Ole Borchs nekrolog har han også været en god familiefar og en beskytter af videnskaberne. Som lærd dannet mand var han en af dem det 1676 blev betroet at gennemse Vitus Berings (1617-75) Florus Danicus. Privat var han meget velstående og han var i stand til at yde staten betydelige lån. Hans enke fik 1689 udlagt Øllingsøgård (Lollands sdr. hrd.) for lån på ca. 33 000 rdl. – Sønnen Frederik Vind, født 29.6.1662, død 24.4.1702, var 1683 sekretær, fra 1687 med løn, i danske kancelli, 1697 amtmand over Dronningborg amt og 1699 stiftamtmand i Viborg. Han var ejer af Harrestedgård og, gennem hustruens arv, Baggesvogn og baroniet Juellinge (Valbygård). Han døde ung, if. Jacob Bircherod "efter en meget langvarig Svaghed, som ab inordinato vivendi genere vaar foraarsaget". Hans søn Jens Juel-Vind (1694-1726) var stamfar til baronerne Krag-Juel-Vind og greverne Krag-Juel-Vind-Frijs. Kammerjunker 1688. Virkelig kancelliråd 1691. Etatsråd 1697.