H.W. v. Warnstedt, Hans Wilhelm v. Warnstedt, ved dåben Johan, 13.9.1743-20.10.1817, officer, teaterdirektør, diplomat. Født i Fredericia, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Faderen, der en tid var degraderet på grund af sit ulovligt indgåede ægteskab, fik en kommando i Norge hvorfra sønnen 1755, samtidig med faderens død, kom til Kbh. og med støtte fra formående fortalere n.å. optoges på Landkadetakademiet. 1762 blev han sekondløjtnant ved kronprinsens regiment og 1766 premierløjtnant; 1769 avancerede han til kar.kaptajn og fik n.å. kompagni ved danske livregiment. Omtrent samtidig med at J. F. Struensee begyndte at tiltage sig magt ved hoffet, og næppe uden forbindelse med broderens yndest hos kongen, blev v.W. 5.5.1770 generaladjudant hos Christian VII. Efter J. H. E. Bernstorffs fald blev han i sept. 1770 sendt til St. Petersborg for at give meddelelse om regeringsforandringen. Herunder overskred han imidlertid sine beføjelser, bl.a. lagde han hjemvejen over Stockholm og blev modtaget ved det svenske hof, og efter hjemkomsten var han en kort tid i stuearrest. Senere gjorde han tjeneste i Helsingør, og hans forbindelse med Struensee fik ingen konsekvenser for ham. v.W.s livsindsats kom dog til at ligge uden for det militære område idet Ove Høegh-Guldberg 1778 gjorde ham til administrerende direktør for Det kgl. teater. Der havde man på det tidspunkt brug for en mand som forenede punktlighed, ordenssans og disciplin med boglig dannelse. Som sine yndlingsforfattere nævner han Johan Herman Wessel, lady Mary Wortley Montague, Francois Rabelais, Pierre de Ronsard, Peder Syv og Laurence Sterne. Efter hans opgivelse var det diplomaten C. V. Dreyer og hofmarskal Engel Schack der stemte gehejmestatsminister Ove Høegh-Guldberg gunstig for hans udnævnelse som inden for teatrets mure blev støttet af Frederik Schwarz hvis private venskab med v. W. er skildret af Charlotta Dorothea Biehl i novellen Don Varino eller den falske Ven, en persiflage hvori hun tog hævn fordi v. W. også personligt havde skuffet hende.

v.W.s personlighed var meget facetteret; han var både myndig og svag, tysk af opdragelse, men dansk af følemåde, hjælpsom i pengesager -"hvor kunne jeg, som kendte nød af egen og forældres sørgelige erfaring, nægte hjælp og trøst", skrev han – men alligevel gjorde hans økonomiske afhængighed af H.H.v. Eickstedt det umuligt for ham at hindre intrigerne mod Caroline Walter hvorved teatret mistede sin bedste skuespillerinde. Ordensmenneske helt ud i småting var v. W. dog opfarende i personligt samvær, men roligt dømmende med pennen i hånden, villig til at bringe personlige ofre skønt han snart lærte at utak ville blive hans løn. Det bizarre i hans sind drev ham til at søge lidelsen. I alt hvad han foretog sig var der ligesom dobbelt bund; samtiden taler ofte om hans "underfundighed". På sin udsatte post var v.W. sine kolleger overlegen. Han havde ikke alene interesse for, men forstand på dramatisk litteratur og skuespilkunst, og teatrets opgave var for ham først og fremmest national. Han indførte disciplin, bl.a. en journal hvori alle uregelmæssigheder på scenen skulle indføres, og v.W.s bemærkninger deri er meget oplysende om hans myndighed og kendskab til teatrets indre forhold. Han søgte at hæve kunstnerstaben socialt bl.a. ved gennem skoler at varetage de unge talenters uddannelse; tre skuespillere, J. D. Preisler, Michael Rosing og P. Saabye, sendte han med kgl. understøttelse ud på en lang studierejse, og han indførte, karakteristisk nok, en arrest på teatret for de strafværdige, i stedet for opholdet på Blåtårn. Indtægten bragte han betydeligt i vejret, og Holbergs komedier som før hans tid blev forsømt under fremmed indflydelse gav han atter den rigelige plads på repertoiret som tilkommer dem. Samtidens skribenter fx J. C. Tode og C. Pram opmuntrede han til at skrive for scenen; af Johs. Ewald som kaldte ham sin "kæreste Velynder" fremførte han Fiskerne (1870), af P. A. Heiberg bl.a. De Vonner og de Vanner og Kinafarerne og af Thomas ThaarupHøst-Gildet med musik af J. A. P. Schulz som 1787 blev indkaldt til at lede kapellet, og til hvem v.W. knyttede et nært venskab. Hans stemningsrige musik forstod v.W. at værdsætte, men derimod satte han ikke pris på den store fremmede udstyrsopera som støttet af direktionens præses, overhofmarskal Chr. Numsen, indførtes første gang med J. G. Naumanns Orpheus og Eurydice. Det var for v.W. afgørende at sådanne værker tærede stærkt på kassen og at de lå uden for teatrets nationale opgave. Han stod her på linje med sin skarpe angriber K. L. Rahbek hvis uvilje kun blev overgået af jomfru Biehls; hendes skuespil ville v.W. ikke fremføre fordi personerne ikke talte livets sprog: "Tiraderne er for lange, og Nuancerne i Karaktererne for faa", skrev han. Af hans repertoire opføres endnu Bagtalelsens Skole og Amors og Balletmesterens Luner. Store sceniske begavelser som H. C. Knudsen, F. Lindgreen og J. P. Frydendahl (en søn uden for ægteskab) hjalp han frem og Fr. Schwarz' evner kom under ham til fuld udvikling. Hans private forhold fx til danseren Vilhelm Jansen kunne medføre en overdreven beundring, men trods dette må v.W. betegnes som en af teatrets kyndigste ledere, hvis virksomhed satte varige spor.

Men hans iver og virkelyst mødte ofte vanskeligheder og modstand, først i chefernes, general v. Eickstedts og overhofmarskal Numsens faglige ukyndighed, også i censor P. Rosenstand-Goiskes misundelse, men mest i økonomidirektør Niels Lassens uhæderlighed. Hans bedrageri mod teaterkassen ramte v.W. hårdt, både personligt da de var venner og embedsmæssigt da v.W. og hans kolleger i direktionen med udgangen af maj 1792 måtte fratræde deres stillinger. Et forsøg v.W. gjorde på at redde Lassen fra straf mislykkedes. N.å. udnævntes han til gesandt i Portugal, men på grund af sine miserable økonomiske forhold tiltrådte han først posten to år senere. På rejsen til Lissabon drev en orkan skibet mod Norges kyst hvad der gav ham anledning til at overvintre i Arendal sammen med sin ven, komponisten Schulz, med hvem v.W. havde "ens Luner, ens Pedanterier, ens Smag, ens Ønsker". Forinden afrejsen fik han sine pengeforhold forbedrede gennem et tragikomisk ægteskab med en aldrende adelig dame der beundrede ham, men hvem han skildrede som "ganske utaalelig". Han slap for at tage hende med til Lissabon hvor han "usiede" tiden hen i ti år, forpint af nye pengesorger, dårligt helbred og længsel efter Danmark. Diplomathvervet interesserede ham ikke, og han vandt da heller ingen påskønnelse fra A. P. Bernstorffs side. Efter hjemkomsten 1805 vegeterede v.W. dels i Kiel, dels hos broderen på Løjtmark eller søsteren, grevinde Sophie Schulin på Frederiksdal, stadig plaget af økonomiske bekymringer, indtil han 1812 udnævntes til overceremonimester, hvad han betragtede som en "endelig Oprejsning for mange ufortjente Lidelser". Teatret besøgte han ret ofte og havde den glæde at opleve sønnen og svigerdatteren i fremtrædende roller. – Kammerherre 1778. Rang med marskaller 1784. K. 1813. S.K. 1815.

Familie

Forældre: kaptajn ved bergenhusiske infanteriregiment Johan Ludvig v.W. (1706-55) og Ingeborg Marie Ebio (1715-64). Gift 1. gang 6.10.1780 i Kbh. (Slotsk.) med Dorothea Louise v. Berger, født 31.10.1755 i Kbh. (Slotsk.), død 19.12.1788 sst. (Petri), d. af hofmedicus, senere livlæge J. C. J. v. B. (1723-91) og Sara M. v. Ramdohr (ca. 1722-80). Gift 1. gang 23.9.1795 i Kiel med Johanne v. Schilden, født 1741 i Hamburg, død 28.8.1805 i Kiel, d. af godsejer Johann Erich v. S. til Haseldorf, Altenkoog og Giestensand (1701-75) og Anna Margaretha Sass. – Bror til Fritz v. W.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel (Frederiksdal). Mal.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911. Pers. hist. t. 7.r.VI, 1921 27-50 (breve); 6.r.III, 1912 158-89 (v.W.s teaterpapirer, ved Kn. Bokkenheuser). Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IV-V, 1900-02. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I–III. 1904-13. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. Holger Hansen I-V, 1927-41. – Th. Overskou: Den danske skueplads III, 1860. Det kgl. teaters ældste regiejournal, ved Torben Krogh, 1927. W. Ørbæk: H. W. W., 1936 (anm. af Rob. Neiiendam i Pers. hist. t. 10.r.IV, 1937 159-61). Fr. Schyberg: Den store teaterrejse, 1943.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig