Just Mathias Thiele, 13.12.1795-9.11.1874, forfatter. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Slotsk.), begravet sst. (Ass.). T.s barndom og tidligste ungdom i det velhavende bogtrykkerhjem og mellem den store børneflok forløb i lykkelig sorgløshed. Den første skolegang i Borgerdydskolen i Kbh., hvorunder han tillige besøgte kunstakademiet, afbrødes dels af bombardementet 1807 og dels af hans deraf fremkaldte, patriotiske ønske om hellere at blive artillerikadct end student. Efter en af de drømme, som hele livet spillede en vis rolle for ham, ændrede han imidlertid beslutning og blev sat i Metropolitanskolen hvor han skrev sine første vers. Moderens død, finanskrisen 1813 og faderens død endte de lyse dage. Men samtidig havde T. vundet indpas bl.a. i Friederike Bruns hjem, lært mænd som J. L. Heiberg, Schack v. Staffeldt og C. E. F. Weyse at kende og drømt om at blive digter. Da Jens Baggesen 1815 offentliggjorde sin subtile religions-filosofiske gåde Det evige Sindbillede gav også T. sig derfor trøstigt i lag med en versificeret løsning som Baggesen 1816 trykte i sit månedsskrift Danfana og ledsagede med en elegi hvori han hyldede T. som sin "fjerde Søn". Under disse omstændigheder forlod T. Metropolitanskolen og blev om efteråret 1816 privat dimitteret af A. G. Rudelbach. Han skulle leve og ansattes 1817 som volontør på Det kgl. bibliotek (1820 kopist, 1829 sekretær) men debuterede s.å. i litteraturen med tre små arbejder: en Sonnet-Calender i Rasmus Nyerups poetiske nytårsgave Hertha (i særtryk s.å.), en højromantisk fortælling Bjergmandsdalen og Prøver af danske Folkesagn. Sidstnævnte lille tynde hæfte indledede et af de arbejder hvortil T.s navn blivende vil være knyttet. Ved siden af sit katalogarbejde på læsesalen var han, påvirket dels af brødrene Grimms tyske eksempel og dels af den nye danske romantik, begyndt at opsøge og afskrive alle mulige gamle danske folkesagn som han forøgede ved sommervandringer på Sjælland og senere i Jylland. Da prøven blev vel modtaget og støttet bl.a. af Nyerup, som skrev en fortale og straks indså sagnenes mangesidede betydning, vedblev T. med optegnelserne. Efter en poetisk nytårsgave Rosenblade (1818) med egne og andres vers, derimellem vennen Poul Martin Møllers første digte, udgav han s.å. 1. samling af sine Danske Folkesagn, og derpå 2.-4. samling (1819–23). T., der havde gengivet sit stof med folkets egen fortællemåde og i sagnenes egen stil, blev herved foregangsmand for mænd som Svend Grundtvig, Evald Tang Kristensen, Axel Olrik og Hans Ellekilde og skaberen af et nu klassisk kulturværk der ligesom blev basis for hele århundredets senere indsamlingsarbejde og for folkets stigende fortrolighed med sin egen sagn verden. Men betydningen rakte længere endnu ved – som allerede Nyerup havde udtrykt det – at "skaffe Poeterne Stof og Æmne til videre Bearbejdelse". Den lille, tykke oktav blev for dansk guldalderdigtning en rig og værdifuld inspirationskilde hvis påvirkning kan spores både bag H. C. Andersens eventyr, St. St. Blichers noveller, J. L. Heibergs skuespil og Chr. Winthers lyrik (senere bl.a. hos Vilhelm Østergaard), og danner således en af forudsætningerne for tidens nationale gennembrud. T. nåede selv 1843 at besørge en ny systematisk ordnet og med ca. 300 sagn forøget udgave i to bind – heraf et udvalg ved Th. Døssing og M. Philipsen i "Danske Folkesagn efter J. M. Thiele og andre Folkemindesamlere", 1933 – og tilføjede 1860 endnu et bind om Den danske Almues overtroiske Meninger (ny udg. m. titlen Danmarks folkesagn I–III, 1968).

Efter en fodrejse i foråret 1819 til Tyskland og Italien fortsatte T. imidlertid også sin digteriske kurs med to – af tysk romantik rigeligt påvirkede – skuespil: Pillegrimen (opført 1820 på Det kgl. teater) og Kynast, 1821, knyttedes nu nær til familien Holten og forelskede sig i den purunge datter Ida som til hans store sorg døde i dec. 1820. Under indtrykket heraf søgte han i sommeren 1821 efter et landligt opholdssted, fandt det ude på Bakkehuset, blev her i to år og kunne derved på sine ældre dage i Erindringer fra Bakkehuset, 1869 – et lille udsnit af hans egen levnedsskildring i fire manuskriptbind – give det mest levende billede vi besidder af dagliglivet i det Rahbekske hjem. Da prins Christian (VIII), T.s velynder fra Sophienholm, var blevet præses for kunstakademiet omtrent samtidig med, at Torkel Baden ønskede at fratræde som dets sekretær opstod hos T. tanken om at søge denne stilling. Hertil krævedes imidlertid en vis kunsthistorisk uddannelse. Med kgl. understøttelse tiltrådte T. derfor i efteråret 1823 en studierejse, ankom i foråret 1824 til Rom og sluttede sig der til kunstnerkredsen omkring Bertel Thorvaldsen. Da han på hjemrejsen efter en udflugt til Syditalien og Sicilien (skildret i Riises Archiv, XXVIII, 1826) 1.5.1825 aflagde Thorvaldsen et afskedsbesøg kom denne til at udtale sig om det forunderlige i at endnu ingen dansk havde tænkt på at skrive hans levnedsløb. Bemærkningen "slog ned i" T. og besvaredes med et løfte om at påtage sig hvervet. Efter tilbagekomsten ansattes han 7.11.1825 som sekretær og bibliotekar ved kunstakademiet (først 1871 afløst af Julius Lange). 1828 udnævntes T. til professor, fik en bedre bolig på Charlottenborg og ægtede n.å. Ida Holtens søster Sophie. Med støtte fra svigerfaderen, som han da også tilegnede værket, kunne han nu uden hensyn til bekostningen sysle med den opgave han havde påtaget sig: Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, 1831–50, fire tekst- og fire tavlebind med i alt 364 kobberstik (ny og forkortet udgave ved F. C. Hillerup, I-IV, 1842–57, tysk udg. I–II, 1832–34 og I–III, 1852–56, eng. udg. I-IV, 1869). På et tidspunkt da kendskabet i Danmark til Thorvaldsens kunst stadig var ret ringe og værkernes endelige skæbne ret uvis lykkedes det T. hermed i alt fald at rejse det "Musæum i Litteraturen" han havde tænkt sig. Da første bind var udkommet førte posten på Det kgl. bibliotek ham ind på et jævnsides med fortsættelsen forløbende tredje arbejde der ligeledes skulle bevare hans navn. På biblioteket henlå en mægtig, men hidtil ubehandlet og næsten ubemærket kobberstiksamling, i alt over 150 foliobind med over 75 000 uordentligt indklæbede kobbere. Tilskyndet af den tyske kunsthistoriker C. F. v. Rumohr fik T. udvirket et reskript og nedsat en kommission til at udskille denne samling fra biblioteket, fandt selv på en metode til at aflime kobberne, opgav biblioteksstillingen og udnævntes 1835 til inspektør (1861 til direktør) for den genoprettede kobberstiksamling som udelukkende var blevet til gennem hans egenhændige og i en menneskealder flittigt fortsatte afløsningsarbejde, jf. C. F. v. Rumohr und J. M. Thiele: Geschichte der kgl. Kupferstichsammlung zu Copenhagen, 1835 og T.s Haandbog i den Kongelige Kobberstiksamling, 1863.

Efter et par mindre arbejder: Breve fra England og Skotlund 1836, 1837, resultatet af en rekreationsrejse efter hans første hustrus død, og et af Selskabet for trykkefrihedens rette brug udgivet folkeskrift om Thorvaldsen (1837, ny og forøget udg. 1849) trådte T. i forgrunden ved Thorvaldsens ankomst til Kbh. 1838, blev s.å. prins Christians private håndbibliotekar og droges da prinsen blev konge helt ind i nådens solskin, blev 1839 bibliotekar ved Det kgl. håndbibliotek og var allerede i vinteren 1838–39 beordret til at fungere som Thorvaldsens privatsekretær. Hurtigt og uventet blev dette hverv imidlertid frataget ham af baronesse Christine Stampe, Nysø, som bortførte Thorvaldsen til et herregårdsliv der vel skænkede denne både stadig adspredelse og ny arbejdsglæde, men unægtelig medførte en skarp og ofte sårende optræden over for T. Spændingen mellem ham og baronessen vedblev også efter Thorvaldsens død og har i de to erindringsbøger om Nysøperioden, som bygger på familien Stampes synspunkt, fået meget subjektive og næppe helt pålidelige udtryk. T.s egen holdning og skildring af forholdet er mere værdig og tiltalende. Han fik imidlertid på sin vis oprejsning efter Thorvaldsens død idet regeringen, da han havde holdt mindetalen ved akademiets sørgefest, sendte ham på en officiel embedsrejse til Rom for at varetage Danmarks interesser med hensyn til Thorvaldsens efterladenskaber. Han løste opgaven med smidigt diplomati, men havde tillige det held i den tomme kunstnerbolig at finde "et helt Archiv af Breve og en heel Samling af Haandtegninger", derimellem skrivelser fra forældrene og Thorvaldsens egenhændige ungdomsdagbog, og dermed stof til sit andet hovedværk: Thorvaldsens Biographi I-IV, 1851–56 (tysk udg. I–III, 1852–56, forkortet engelsk udg. 1865). Den store og stærkt pietetsfulde skildring opfylder vel på flere punkter ingenlunde kravene om en kritisk vurdering og nøjere redegørelse for Thorvaldsens kunstneriske udvikling og er senere selv blevet stærkt kritiseret, men er også blevet betegnet som et "klassisk" og "henrivende" værk der giver det "sandeste og mildeste Billede af Thorvaldsen som Frederik den Sjette-Tidens kunstneriske Heros" (Vilhelm Wanscher). Alle senere skildringer af Thorvaldsen har måttet tage hensyn til T.s to store værker og til de oplysninger som samledes i sidste øjeblik og ofte under mange vanskeligheder og uden T. ubestrideligt ville være gået tabt.

Med Christian VIIIs død ophørte T.s forgrunds-stilling. Hans væsentligste indsats i dansk kunsthistorie blev nu skriftet om Kunst-Akademiet og Hest-Statuen paa Amalienborg, 1860, en stærk udvidelse af hans foredrag ved akademiets hundredårsfest 1854 og et fortjenstfuldt bidrag til dets ældste historie. Frederik VII's og grevinde Danners tid tvang ham mere og mere i baggrunden og over i et stille hjemmeliv hvorunder han vendte tilbage til sin ungdoms muse. Vel så han selv såre beskedent på sit poetiske pund – en digtsamling som han havde ladet sig overtale til at trykke som manuskript fik således den betegnende titel Vragstykker af et Digterskib, 1848 -men teatret fristede ham endnu en gang til et "dramatisk Liv" og fik ham til i 50erne at skrive i alt seks romantiske skuespil: En Kjøbmands Datter og en Kongesøn og Drømmeren (begge udg. 1860 under fællestitlen Romantiske Dramer), Thyre Boløxe og Herremanden (opført 1857 i alt 11 gange på Det kgl. teater og 1908 genopført på Folketeatret), Klaus Rigmands Skat (opført på Det kgl. teater 1859), En Vinternat og Dag og Kirsten Piils Kilde (udg. 1864 under titlen Tre Folkesagns-Dramer). De vidnede -med Thyre Boløxe som undtagelse – mest om at både musen og digteren var ved at ældes. Derimod vandt både det førnævnte lille mindeskrift om Bakkehuset og T.s sidste bog Af mit Livs Aarbøger 1795–1826, 1873 i høj grad læseverdenens interesse. Også årbøgerne var et uddrag af T.s omfangsrige selvskildring som endelig 1917 (med en del forkortelser) blev udgivet i to bind ved Carl Dumreicher og optog de to bøger i sig. T. har en tid været mere undervurderet end fortjent. Hans held her i livet og nære venskab med mange af datidens bedste digtere og kunstnere (H. C. Andersen tilegnede ham således Dryaden og forevigede den førstefødte datters navn i Den lille Idas Blomster) beroede ganske vist bl.a. på T.s lykkelige ydre forhold og på indtrykket af hans smukke skikkelse og indtagende, idealistisk anlagte personlighed og væsen. På digtningens område var og blev T. en følsom og formfin epigon, på kunstens område mere en begejstret skøndhedsdyrker end en vurderende videnskabsmand. Men hans pligtopfyldende, uselviske og utrættelige arbejde med de opgaver som han delvis selv stillede sig, gav ham alligevel et varigt navn på tre betydningsfulde områder: folkemindeforskningen, kobberstiksamlingen og kunsthistorien. Med fuld ret indtager han blandt dem, der på Sonnes museumsfrise modtager Thorvaldsen, andenpladsen mellem Hermann Freund og Jonas Collin. – Tit. professor 1828. Justitsråd 1840. Etatsråd 1852.

Familie

Forældre: bogtrykker Johan Rudolph T. (1736–1815) og Anna Koed de Hemmer (1758–1812). Gift 1. gang 18.3.1829 i Kbh. (Holmens) med Sophie Holten, født 4.1.1806 i Kbh. (Helligg.), død 15.4.1835 sst. (Helligg.), d. af mægler, senere statsgældsdirektør, gehejmekonferensråd Nicolai H. (1775–1850) og Johanne C. K. Mangor (1778–1869). Gift 2. gang 17.2.1838 i Kbh. (Helligg.) med Hanne Aagesen, født 3.12.1819 i Kbh., død 26.9.1892 sst., d. af justitiarius, senere nationalbankdirektør, konferensråd Nicolai Aa. (1783–1861) og Julie Augusta Drewsen (1799–1847)-Far til T.N.T.

Udnævnelser

R. 1835. DM. 1840.

Ikonografi

Litografi af W. Heuer, 1823. Mal. af A. Koop, 1824. Buste af H. V. Bissen 1824–25 (Fr.borg), i marmor 1826 (glyptoteket), afstøbning (bl.a. Bakkehuset; kobberstiksaml.). Tegn. af samme (kobberstiksaml.). Tegn. af E. Meyer, 1824, efter denne radering af samme 1825. Afbildet på akvarel af D. W. Lindau, 1825 (Fr.borg) og på sammes mal., 1827, af osteriscene, stukket af C. E. Sonne. Mal. af C. A. Jensen ca. 1828 (Fr.borg). Afbildet på mal. af C. F. Holm, 1829 (sst.). Mal. af J L. Lund, 1832 (Bakkehuset). Afbildet på N. Simonsens mal., 1834, af Kristusstatuens overførelse til Frue k. i Kbh. Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St. mus.) og på den tegnede nøgle dertil (Holbæk mus.). Afbildet på raderingen Dumhedens magt 1844. Tegn. af J. V. Gertner, 1845, og udateret (Fr.borg). Afbildet på sammes tegn., 1846, af salvingen 1840 (Rosenborg) og på prøvelitografiet deraf. Tegn. al' Sigv. Dahl, 1846 (kobberstiksaml.). Afbildet på J. Sonnes frise 1846–48 (på Thorvaldsens mus.). Tegn. af W. Marstrand, 1853, mal. af samme (Thorvaldsens mus.). Træsnit 1871 og af H. P. Hansen, 1874, efter dette litografi 1875 og træsnit 1876. Relief af Peter Petersen. Foto.

Bibliografi

Kilder. J. M. T.: Hrindr. fra Bakkehuset, 1869. Samme: Af mit livs årbøgtr, 1873 (ny udg. ved Carl Dumreicher I–II, 1917, anm. af Frederik Poulsen i Nord. t., 1917 465–67). J. M. T. i Nord og syd I, 1897–98 98–104. -Breve i Poul Manin Møller: Efterl. skr. 3. udg. VI, 1856 32 37–39, Breve til og fra B. S. Ingemann, udg. V. Heise, 1879 496–98, Jeppe Aakjær: St. St. Blichers livstragedie II, 1904 (ny udg. 1964) 47–49 301, Frits Heide: Fra Frbg. have til Bakkehuset, 1918, Breve fra og til Chr. Winther, ved Morten Borup I, 1974 samt Poul Møller og hans familie i breve, ved samme 1, 1976.

Lit. Th. Overskou: Den danske skueplads IV-V, 1862–64. Berl. tid. 10.11.1874. Nic. Bøgh i III. tid. 22.11. s.å. Kr. Arentzen: Baggesen og Oehlenschläger V, 1875 54f 64–68. C. Otto i For romantik og hist. XIV, 1875 3–18. Samme: Af mit liv, min tid og min kreds, udg. Edg. Collin, 1879 30 45. Alex. Wilde: Memoirer, 1893 1–21. Th. Stein: J. M. T. i hans forhold til kunstakademiet, 1897. F. Meldahl og P. Johansen: Det kgl. akad. for de skjønne kunster 1700–1904, 1904. Vilh. Østergaard i Teatret VIII, 1908–09 34–37. Carl Dumreicher i København 13.11.1908. Samme i Tilskueren XXX, 1913 I 311–20. Alb. Repholtz: Thorvaldsen og Nysø, 1911. [Christine] Stampe: Erindr, om Thorvaldsen, udg. Rigmor Stampe, 1912. Ferd. Ohrt: Danm.s trylleformler I, 1917 52f. Hans Ellekilde i Hovedtræk af nord. digtning i nytiden, udg. Einar Skovrup I, 1920. Samme i Festskr. til Vilhelm Andersen, 1934 112–34. A. F. Krieger: Dagbøger IV, 1921 300 302. Vilh. Wanscher i Politiken 12.11.1924 Ofr. sst. 18.11. s.å.) og 24.11.1930. Sofie Holten i Årbog udg. af hist. samf. for Kbh.s amt, 1925 57–83. Mellem klassiske filologer, ved Morten Borup, 1957. Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig