F. Hendriksen

F. Hendriksen, Rasmus Frederik Hendriksen, 11.8.1847-13.1.1938, xylograf. Født i Kbh. (Holmens), død i Kbh., urne sst. (Ass.). H. voksede op i kvarteret omkring Holmens bro i det inderste Kbh. hvor forældrene og hans to ældre søstre drev et lille værtshus hovedsagelig besøgt af norske og holstenske fiskeskippere. Efter 1850 forværredes hjemmets økonomi betydeligt som følge dels af faderens sygdom og dels af den politiske uro der fik de holstenske fiskere til at udeblive fra Danmarks havne. Under trange kår hvilede familiens økonomi herefter på moderen og søstrene. 1861 kom H. i lære som xylograf på Illustreret Tidendes værksted under Wilh. Obermann. Der blev ikke stillet store krav til udførelsens kvalitet, men arbejdet var ret selvstændigt. I denne tid knyttede han tillige venskab med kunstnere som August Jerndorff og Kristian Zahrtmann. 1863–66 gik H. på kunstakademiet. Opsvinget i hans kunstneriske udvikling indtraf efter de påfølgende udlandsophold. Størst betydning for hans videre arbejde fik sikkert opholdet i England 1868–70 hvor H. arbejdede som underordnet xylograf for Illustrated London News og her har kunnet lære og inspireres af det mest professionelle xylografiske arbejde i datidens Europa i en decideret storhedstid inden for engelsk illustrationskunst ("the sixties"). I England fik han også interesse for xylografiens historie – fra Thomas Bewick og hans elever til William James Linton – og grundlagde med små midler en fin samling af illustrerede bøger (flere af disse er efter H.s død erhvervet af Kunstindustrimuseets bibliotek). Ved flittige museumsbesøg skaffede han sig en viden om kunst og kunstindustri, ligesom opholdet i London generelt styrkede hans engelske sympatier. Efter et kort ophold i Paris vendte H. derpå i 1870 hjem til Kbh. hvor han åbnede sit eget xylografiske værksted. Ofte fik han af forlæggerne overladt ikke blot leveringen af træstik, men hele tilrettelæggelsen af vedkommende illustrerede bog. 1877 påbegyndte han udgivelsen af ugebladet Ude og Hjemme (1884), et fint tilrettelagt og fornemt illustreret tidsskrift der hurtigt blev oparbejdet til et væsentligt kulturtidsskrift – takket være medarbejdere som Bjørnstjerne Bjørnson, brødrene Brandes, Julius Lange og Sophus Schandorph. H.s udførelse af træstik hertil efter tegninger af samtidens og den umiddelbare fortids berømte kunstnere såsom Constantin Hansen, J. Th. Lundbye, P. C. Skovgaard, Lorenz Frølich, Pietro Krohn og Aug. Jerndorff styrkede hans kunstneriske talent yderligere og gjorde ham efterhånden til en velkendt personlighed i dansk kunstnerliv. Som xylograf formåede H. i særlig grad at individualisere sine træstik efter hver enkelt kunstners egenart og udnytte træstikkets særlige muligheder for tonevirkning efter de bedste engelske forbilleder, spændende fra "whiteline"-teknikken hos Bewick til den suveræne "crosshatching" hos Linton. Især i de store, hel- og dobbeltsidede, naturscenerier glimrer H.s talent, og man aner brødrene Dalziels indflydelse på den lærenemme danske ungsvend i London. 1885 rejste H. til Wien for hos Angerer & Göschl at sætte sig ind i de fotografiske ætsemetoder der efterhånden havde udkonkurreret det xylografiske håndværk på kommerciel basis. Trods sin historiske bevidsthed var H. særdeles åben for den ny teknik og havde som den første i landet bragt en håndtegning i bogtryk fra en i Frankrig fremstillet kliché (Otto Bache: En hoppe med sit føl, Ude og Hjemme, 1879, nr. 95). I erkendelse af xylografiets begrænsede udtryksmuligheder havde H. op til 1884 i stigende grad bragt fotografiske ætsninger i sit tidsskrift, fortrinsvis udført i Wien, og de stigende omkostninger herved bragte Ude og Hjemme til ophør.

Fem år senere skaffede H. sig – som en af de første i Europa – amerikaneren Max Levys avancerede autotypiudstyr der ellers først vandt europæisk udbredelse efter en udstilling i Chicago 1893, og siden har Hendriksens Reproduktions Atelier (i dag F. Hendriksens Eftf.) spillet en ledende rolle inden for reprofaget i Danmark. H.s store betydning som Danmarks fortræffeligste xylograf er dog for meget lidt at regne i forhold til hans umådelige betydning som fornyer og igangsætter af samtlige danske boghåndværk. 1883 indvalgtes H. i bestyrelsen for Foreningen Fremtiden, oprindelig en pensionsforening for kunstnere der bl.a. udgav bøger; 1884–1927 tilrettelagde H. foreningens bøger, begyndende med en serie af pompøse hæfter Billeder af danske Kunstnere til Digte af ældre og nyere Forfattere (1884–95) og sluttende med Danske Sagn og Eventyr med Billeder af Niels Skovgaard (1928). I disse år var H. også politisk engageret, nærmest kredsen omkring Viggo Hørup, men om politiske emner skrev han nødigt. Derimod fik han en avisdebut 26.12.1884 med en stort opsat artikel over hele Politikens forside under overskriften Vore Bøgers Udstyrelse. I sit sædvanlige kraftige og malende sprog rettede han en hård, men retfærdig kritik mod samtidens "blege og karakterløse" bogsider, mod det fra Tyskland importerede "banale udsmykningskram" der florerede i tiden – og han opstillede i stedet engelsk bogdesign som forbillede: de bredere formater, kraftigere skrifter, de nøgterne shirtingsbind osv. Artiklen gjorde med sine pointer og den prominente opsætning stort indtryk på mange fagfolk. I de nærmest følgende år skabte han en stigende interesse for denne mærkesag blandt sine talrige bekendte inden for bogfagene og biblioteksverdenen, og 26.2.1888 stiftedes på hans initiativ -og med ham selv som formand – Forening for boghaandværk. I bestyrelsen sad bogtrykkere, typografer, en bogbinder, en bibliotekar, to boghandlere og en bogsamler. På dette grundlag var det målet "at hæve Niveauet for og skærpe Fordringerne til Bogtrykket og indbundne Bøgers Udseende her i Landet", og til dette formål bl.a. at oprette en fagskole for boghåndværk. Skolen grundlagdes 1893 – også den under H.s energiske ledelse og inspiration. Med H. som den kyndige formidler vandt dansk boghåndværk nu anerkendelse på de talrige kunstindustriudstillinger der afholdtes i Europas hovedstæder i 90erne; takket være H. blev Hans Tegner, Thorvald Bindesbøll, Gerhard Heilman, Immanuel Petersen,Anker Kyster, J. L. Flyge o.m.a. kendt i fagkredse overalt i udlandet. Forening for boghaandværk har siden 1893 udgivet tidsskriftet Bogvennen. Såvel heri som i talrige andre tidsskrifter og bøger formülerede og agiterede H. for sine bestræbelser. Stærkt inspireret blev H. af sin rejse 1893 til en kunstindustriudstilling i Chicago hvor han traf en række betydelige, amerikanske bogtrykkere, og af et ophold på hjemvejen i London hvor han så de betydelige resultater af den engelske "Arts & Crafts"-bevægelse: William Morris', Cobden-Sandersons og Edward Burne-Jones' arbejder. Indflydelsen fra Morris' privattrykkeri, Kelmscott Press, spores stærkt i foreningens bøger efter århundredskiftet. Overfor den ekspanderende industris holdningsløse produktudvikling stillede han kravet om håndværkeren som den kunstnerisk ansvarlige, om en højnelse af kvalitetsbevidstheden i alle grene af boghåndværksfagene, om et engageret samarbejde mellem alle de fagfolk der er impliceret i en bestemt bogs produktion – malere, tegnere, grafikere, tilrettelæggere, sættere, trykkere og bogbindere. Også bøgernes funktionalitet var en mærkesag for H. der derfor naturligt inddrog såvel universitetsfolk som bibliotekarer i spørgsmål om bøgernes udstyrelse. Hans begejstring for håndværksmæssig og kunstnerisk duelighed forhindrede ham ikke i bestandigt at have den allernyeste teknik repræsenteret i sit reproduktionsatelier. De fineste eksempler på H.s indsats som bogkunstner hidrører fra hans senere år og er de bøger som han selv enten helt eller delvis skrev -og altid tilrettelagde. De er præget af en kraftig og gennemtænkt typografi, uden spor af arkaisering, og præget af et tilsvarende kraftigt og velformüleret sprog. 1910 udgav H. selvbiografien Mennesker og Oplevelser i et ganske lille oplag beregnet for venner og bekendte. 1932 udsendte han en stærkt ændret og udvidet udgave der i dag står som et hovedværk i dansk memoirelitteratur. Gennem skildringen af sit indholdsrige liv kaster H. lys over alle de betydelige mennesker han har mødt i sit arbejde og privatliv. Særligt opholder H. sig ved de mange kendte kunstnere der omgav ham. Et fyldigt, topografisk appendiks til første udgave af selvbiografien udviklede sig til fire selvstændige bind Københavnske Billeder fra 19. Aarh., udgivet på Fremtidens Forlag 1924–27. De rummer et stort lokalhistorisk materiale i billeder og tekst. To år efter Kristian Zahrtmanns død satte H. denne ungdomsven et storslået minde med Kristian Zahrtmann. En Mindebog bygget over hans egne Optegnelser og Breve fra og til ham, 1919, en kildepublikation af stor dokumentarisk værdi og af et i dansk kunsthistorie usædvanligt omfang. Et tilsvarende værk redigerede H. 1920–21 om en anden ven, Lorenz Frølich, i anledning af 100-året for dennes fødsel. I sin sidste bog, En dansk Kunstnerkreds fra sidste Halvdel af 19. Aarh. Bidrag til en Tidsskildring i Breve, Billeder, Oplysninger, 1928 trådte H. igen frem som den opmærksomme og velskrivende erindringsforfatter; det store værk skal ses i fortsættelse af Mennesker og Oplevelser og rummede den da 80-årige forfatters ofte meget detaljerede erindringer om især de mange malere og tegnere han omgikkes i sin ungdom, og hvis berømmelse han i sit livsarbejde havde bidraget væsentligt til. H. døde i sit hjem, Stormgade 12 i Kbh. Hans sønner Holger Simon H. (1878–1955), og Knud H. (1879–1972) videreførte firmaet.

Sideløbende med sin virksomhed, det mangeårige lederskab af Fagskolen for boghaandværk (indtil 1919), formandskabet i Forening for boghaandværk (til s.å.) og en omfattende skribentvirksomhed i tidsskrifter fik H. tid til varetagelsen af mangfoldige hverv: 1881–86 var han i bestyrelsen for Kunstforeningen, fra 1891 i bestyrelsen for det vordende Kunstindustrimuseum, fra 1892 tillige i dettes forretningsudvalg, 1907–20 som næstformand. 1895–1910 var han medlem af kommissionen til bedømmelse af svendeprøver. Takket være H. har kobberstiksamlingen siden 1924 kunnet forøge sin beholdning af xylografiske blade væsentligt; samlingen rummer tre mapper med træstik fra H.s værksted – heraf en med hans egne arbejder. – Gennemslagskraften i H.s ideer understøttedes af den særdeles lange – og for kunsthåndværkere vigtige – epoke, hvori han fik mulighed for at virke. Også hans stærke og ubestikkelige personlighed og hans sikre forvisning om sine ideers holdbarhed har bidraget til deres udbredelse. Med sine utallige venners hjælp fik H. på denne baggrund løftet dansk boghåndværk op til europæisk anerkendelse og afstukket de almindelige retningslinjer også for fremtidens danske bogproduktion. H. må betragtes som den ubetinget væsentligste fornyer af dansk boghåndværk.