Sophie Amalie, 24.3.1628-20.2.1685, dronning. Født antagelig i Herzberg, død på Sophie-Amalienborg, begravet i Roskilde domk. S. A. synes at have taget en del i arv efter sin far, en begavet, men intrigant og magtkær hersker. Fra slægten og barndommens hofliv i Braunschweig fik hun trangen til fest og fornøjelser og den stærke følelse af fyrstemagtens ophøjethed. Vi ved i øvrigt intet nærmere om hendes barndom og ungdom til hun i sit 16. år ægtede den 30-årige ærkebiskop af Bremen, med hvem hun marts 1640 var blevet trolovet i Celle. Regelmæssigt smuk var hun ikke, men hun ejede ungdommens friskhed og en svulmende og hed vitalitet som lagde gemalen for hendes fødder og gav hende en stærk indflydelse over den længe overvejende, langt mindre sikre og selvtillidsfulde mand. I fællesskab bar de de vanskelige år efter at stifterne var gået tabt for ham og han, trykket af pengemangel, fik bolig i Flensborg; sammen overlagde og udførte de de skridt som skulle tjene til at skaffe dem Danmarks krone efter prins Christians og Christian IV's død. 1648 stod de ved målet, og 24.11. fandt kroningen sted i Frue kirke.

S. A. ville nyde sin ungdom og omgive tronen med glans og pragt. Fine dragter af kostbare stoffer, toiletgenstande og andet forskreves fra Paris. En tysk kapelmester (Kaspar Förster en "Violon-Bande" under ledelse af en franskmand (Pascal Bence), en fransk dansemester (Daniel de Pilloy) og en fransk sanger- og danserinde (Anne de la Barre) knyttedes til hoffet, og efter fransk og tysk mønster opførtes balletter, maskeballer, "Værtskaber" og "Schäferier" hvori hoffets damer og herrer og de kongelige børn agerede med dronningen selv som det ynde- og livfulde midtpunkt, snart som "Fama", snart som bondepige, krigens muse, spanierinde, Amazone osv. Lidenskabeligt elskede hun samtidig jagten, fremfor alt jagten på svaner. At hofudgifterne i forhold til rigets dårlige finanser var så svimlende store, var i første linje hendes skyld selv om hun her kun fulgte parolen fra Europas andre fyrstehoffer. Når rigens råd og størstedelen af adelen så skævt til hende var dette dog ikke eneårsagen. Hun havde mødt denne adel som hæmskoen for hendes mands kongemagt. Tysk af opdragelse og følemåde stod hun fremmed over for dansk-adelig som dansk kulturtradition overhovedet. Enkelte danske adelige, på hvem hun og kongen kunne stole, knyttedes vel til deres kreds, men fortrinsvis skænkede hun sin gunst til mænd og kvinder af tysk herkomst og åndspræg samtidig med at hun holdt en intim forbindelse ved lige med sin braunschweigske familie, især broderen Johan Frederik af Hannover. Ved hyppige besøg heroppe af brødrene kunne hun følge deres stræben mod enevælden; tidligt blev den danske kongemagts udvidelse hendes mål. Stærkest rettedes hendes had mod rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt og især hans hustru Leonora Christina som overstrålede hende i skønhed og indtog en position som landets dronning fandt det svært at tåle. At den ærgerrige og stolte grevinde havde liden godhed for hende så hun straks. Parrets fjender blev hendes venner, og hun havde, bl.a. ved sin forbindelse med oberstløjtnant Jørgen Walter, en væsentlig andel i Ulfeldts fald 1651. Hun fik nu rigshofmesterens len Hørsholm hvortil 1654 føjedes Hven. 1654–55 omgav S. A. kongen med muntre fester på Flensborghus og holdt ham over et år borte fra Danmark og dets bekymrede råd. Støttet bl.a. af Theodor Lente og Frederik Ahlefeldt drev hun senere Frederik III frem mod den skæbnesvangre krigserklæring 1657. Efterkrigen 1657–58, under hvilken hun aug. 1657 ledsagede kongen til Frederiksodde, fik hun hindret at Hørsholm tilbagegaves Ulfeldt, men ikke at Karl Gustav krævede Hven afstået. Spændingen mellem hof og adel voksede, og rigsadmiral Henrik Bielke udtalte til den svenske konge: "Gud naade os, gid man var herfra med Ære; Dronningen er ingen Dansk god; hun har Magten over Kongen". Så fulgte det svenske fredsbrud og Kbh.s belejring, under hvilken kongeparret red på voldene og opmuntrede forsvarerne. Begge vandt i hovedstaden en folkeyndest de ikke før havde ejet. Da gejstlighed og borgerskab på stændermødet 1660 tilbød kongen og hans hus arveregering, mens rådet stred imod har S. A. uden tvivl bearbejdet sin forsigtige og nølende ægtefælle til at tage den store beslutning. For præstestandens rolle ved denne lejlighed viste hun sin erkendtlighed da hun 1661 egenhændig overrakte ærkebiskop Hans Svane dens nye privilegier, ombandt dem med et hvidt silkebånd og tydede den hvide farve som fredens. Ved den nye enevældes hof blev S. A. det naturlige midtpunkt, og hun gav sin glæde ved pragt og fester adskilligt friere tøjler end den bitre pengenød tillod. Fra 1661 opførtes som søstergård til det af kongen anlagte Frederiksdal slottet Dronninggård (Søllerød sogn) hvor pragtfulde friluftsfester afholdtes i hyrde- og senbarokstil, 1669–73 slottet Sophie-Amalienborg (Amalienborg) ved den 1664 anlagte franske have. Hun havde samtidig sin andel i kongens hårde fremfærd mod Kaj Lykke, Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina selv om Frederik III her må bære hovedansvaret. Hendes indflydelse på ægtefællen var i disse år i kendelig aftagen til fordel for Christoffer Gabels. Mod Gabel støttede hun den nye rigsskatmester Hannibal Sehested som nu stod højt i hendes gunst, bl.a. i hans krav om en hærreduktion og i hans traktatforhandlinger i Frankrig og vistnok også i hans arbejde for en dansk-svensk alliance for hvilken hendes yndlingsbror Johan Frederik var en ivrig talsmand. Med ærkebiskoppen, Lente, Peter Bülche og hendes indflydelsesrige kammertjener Jacob Petersen virkede hun efter Christian Rantzaus død 1663 for at skaffe Sehested stillingen som premierminister. Gabels udnævnelse til statholder 1664 og Jacob Petersens flugt betød et nederlag for både hende og rigsskatmesteren som i sine følger blev til skade for landet. Heller ikke kongelovens bestemmelser om formynderskab og de yngre kongebørns stilling var i overensstemmelse med hendes ønsker. Hun følte sin stilling truet og troede endog 1668 i sin nervøsitet at have været genstand for et giftmordsattentat på Dronninggård.

Efter Frederik III's død 1670 overtog S. A. som livgeding krongodset på Lolland og Falster som havde været pantsat til hende siden 1661 og 1665 øgedes med Maribo kloster og dets tilliggende. Hun opholdt sig ret ofte på Nykøbing slot, Hørsholm og Dronninggård, men boede dog det meste af tiden på Sophie-Amalienborg. Hendes søn Christian V frigjorde sig efterhånden næsten helt for hendes indflydelse, og med svigerdatteren dronning Charlotte Amalie lå hun i stadig strid om forrangen. Påvirket af broderen Johan Frederik og vel også af den afdøde Hannibal Sehesteds ideer arbejdede hun for Danmarks tilslutning til Frankrig og til Sverige, med hvis konge Karl XI hun ønskede at få sin yngste datter Ulrikke Eleonora gift. Hun søgte her støtte hos Griffenfeld og måtte føle krigsudbruddet 1675 og rigskanslerens fald som politiske nederlag. Hun virkede nu ivrigt for fred i Norden, modarbejdet af Charlotte Amalie der var brandenburgsk orienteret, og oplevede efter fredsslutningen i Lund at se datteren som svensk dronning. Efter hendes død kuldkastede Christian V hendes i Hannover deponerede testamente der begunstigede hendes yndlingssøn prins Jørgen.

S. A. har i kraft af sit temperament, sin magtattrå og sin trang til politisk aktivitet grebet stærkere ind i dansk historie end de fleste af landets dronninger. Hendes sind var primitivt, grumt mod hendes og kongehusets fjender, fremfor alle den fangne Leonora Christina, ømt over for ægtefælle, børn og brødre og nådigt over for dem af både høj og lav stand der søgte og vandt hendes gunst. Dansk lærte hun efterhånden at forstå og formentlig at tale, men skrev det næppe, og hun vedblev at stå dansk åndsliv fjernt. Men glemmes bør ikke, at hun efter 1660 på flere punkter kæmpede for politiske programmer der var sundere end de fulgte.

Familie

Forældre: hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg (1582–1641) og Anna Eleonore af Hessen-Darmstadt (1601–59). Gift 1.10.1643 på Glücksborg slot ved Glückstadt med ærkebiskop-hertug, senere kong Frederik III, født 18.3.1609 på Haderslevhus, død 9.2.1670 på Kbh.s slot, s. af Christian IV (1577–1648) og Anna Cathrine af Brandenburg (1575–1612). – Mor til Anna Sophie (1647–1717), Christian V, Frederikke Amalie, Jørgen, Ulrikke Eleonora og Vilhelmine Ernestine.

Ikonografi

Lille mal. af Karel van Mander fra beg. af 1640'erne (forhen Mentmore), efter dette brystbillede (Gelting). Afbildet på mal. af A. v. d. Venne, 1643 (Rosenborg) og formentlig på mal. af samme 1645 (Ledreborg). Mal. af Abraham Wuchters ca. 1645 (brændt på Fr.borg 1859), gengivet i tegn. af J. V. Gertner, 1857 (Kgl. bibl.), kopi i brystbillede (Fr.borg), samme type i stik af A. Haelwegh, 1648, og flere gange, samt afbildet på stik s.m. Fr. III. Nærliggende typer i mal. af A. Magerstadt (Fr.borg; Gripsholm). Stik af H. A. Greys, 1650. Medalje af Erich Parise, formentlig 1650, gengivet i stik 1710, 1729 og 1791, samt i medalje af H. L. T. 1660 og af I. L. s.å. i to varianter. Tegn. af David Beck, 1652 (Samml. Welcker, Amsterdam) og mal. af samme (Fr.borg). Min. (Rosenborg). Stik efter forlæg i lignende type fra beg. af 1650erne, formentlig af M. Merian, 1663, efter dette stik af S. Furck, P. de Jode, P. Troschel, F. Bouttats og flere. Mal. af A. Kieldsen 1653–54 (Malmø rådhus), efter dette træsnit efter tegn. af Bernhard Olsen. Mal. (Kristianstad mus.), samme type på dobbeltportr. med Fr. III (Skokloster) og på mal. af kongefamilien efter G. Dittmers (Chr.borg). Malet i teaterkostume af W. Heimbach (Fr.borg; Rosenborg). Stik 1655. Stik af Haelwegh formentlig 1655 efter forlæg af Wuchters, efter dette mal. (Norsk folkemus.). Min. af A. Cooper, 1656 (Rosenborg). Afbildet på "perspektiv" af G. Dittmers, 1656 (Nat.mus.). Mal. af Hans Pop før 1658. Malet i hel figur af van Mander (Fr.borg), samme type som brystbillede af samme (Rosenborg; Gripsholm). Malet med papegøje (Marienburg ved Hannover), efter dette kopi (Bomann Mus., Celle) og min. (Windsor). Malet med hvid falk og sort page (Fr.borg). Medalje af H. L. T. ca. 1660. Stik af Haelwegh, 1663, efter forlæg af Wuchters. Medalje af Jeremias Hercules, 1664, gengivet i stik 1791, og med kongefamilien 1666, gengivet i stik af Haelwegh, i stik 1696, 1761 og 1791. Gravering i perlemor af Hercules før 1671 (bl.a. Rosenborg). Mal. af Wuchters (Rosenborg), efter dette brystbillede (Eutin), nærliggende type i stik af J. S. Lymann ca. 1763 (med urette angives: efter v. Mander), tegn. (Kgl. bibl.), stik af A. Hansen 1845, litografi 1848, af E. Fortling og 1856, træsnit efter tegn. af M. Petersen, 1855, samt 1857 og 1872. Mal., variant af Wuchters (Bomann Mus., Celle). Malet med bred frisure af Wuchters (Rosenborg), efter dette litografi 1867 og træsnit af H. P. Hansen, 1885. Malet med hermelin på højre skulder (Fr.borg), efter dette kopier bl.a. af C. A. Lorentzen (Åbenrå rådhus). Marmorrelief ca. 1675 (Fr. borg). Malet med dværg formentlig af J. d'Agar (Gelting; Fr. borg; Gripsholm), kopi (Middachten slot). Min. af P. Signac (Nat.mus. i Helsingfors). Mal. af Klöcker Ehrenstrahl (Gripsholm), kopi af D. Krafft (sst.). Voksrelief af C. le Coffre. Mal. af Jan Jepsen. Afbildet til hest på mal. (Gavnø). Andre typer i mal. og i stik efter ubekendte forlæg, også s.m. Fr. III, bl.a. af Rombout van Hoeye. Gouache af G. von Lode. Afbildet på "optica magica" af Bendix Grodtschilling, 1685. Afbildet på træsnit af arvehyldningen 1660, bl.a. af H. P. Hansen, på mal. af samme scene af N. Abildgaard, 1783 (St. mus.), af C. W. Eckersberg, 1828 (Chr.borg) og af Heinrich Hansen, 1880 (Fr.borg), på andre scener af C. A. Lorentzen, 1790 (St. mus.) og F. C. Lund, 1887 (Fr. borg), døende på mal. af Kr. Zahrtmann, 1882 (St. mus.), s.m. Leonora Christina på mal. af samme, 1893 (Randers mus.), hertil forarbejder (kobberstiksaml.), og på litografi efter K. Gamborg. Afbildet til hest på relief af Anne Marie Carl Nielsen udst. 1895. Afbildet på udkast til monument af G. Eickhoff udst. 1952. – P. Eller: Kgl. portrætmalere i Danmark 1630–82, 1971.

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist. under Kong Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker I-II, 1847–57. Danske saml. 2.r.III-V, 1873–77. Kronens skøder II, udg. F. J. West, 1908. Kgl. kammerregnskaber, udg. E. Marquard, 1918. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959–75.

Lit. C. Christensen: Hørsholms hist., 1879 (fot. optr. 1976). S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I-II, 1879–81. Emil Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. J. A. Fridericia i Hist. t. 5.r.VI, 1886–87 727 730 747 749 784. Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I-II. 1893–94. Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaard: Danske dronninger, 1909–10. [H. C] Bering Liisberg: Kvinder i da. hist., 1916 7–31. Kn. Fabricius: Kongeloven, 1920 (reproudg. 1971). O. C. Nielsen: Amalienborg I, 1925. H. Hjelholt: Falsters hist. II, 1935. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I-II, 1946–70. Torben Krogh: Hofballetten under Chr. IV og Fr. III, 1939 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. XLVIII, nr. 180. H. C. Rosted: Fra adelsborg til kongeslot, 1957. Palle Lauring: Dronninger og andre kvinder i Danmarkshist., 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig